Thit Jensen

Thit Jensen stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Hun var familiens fjerde barn og den første pige. Hele sin tilværelse bragte hun oplevelser, indsigter og erfaringer fra dyrlægehjemmet med sig, både i sin foredragsvirksomhed og når det gjaldt forfatterskabet. Hun var stærkt knyttet til den store søskendeflok, som støt voksede år for år. Ikke mindst broderen Johannes V. J. stod hun nær i barndom og ungdom, men gensidige uoverensstemmelser førte efterhånden til, at de fik et stejlt og uforsonligt forhold til hinanden. Moderen, som blev fysisk svag af de mange børnefødsler, men som psykisk besad en vældig styrke og et i tiden uhørt kvindemod, kom til at spille en betydningsfuld rolle for Thit Jensens senere engagement og kernesager. Faderen var også en personlighed. Han var meget optaget af spiritismen, og selvom han levede op til tidens mandsrolle, overskred han på væsentlige punkter konventionen, bl.a. ved at lære sine børn, også pigerne, fremmede sprog, ligesom han diskuterede med både sønner og døtre for at give dem større indsigt og træne dem i at føre en kvalificeret debat. Thit Jensen fik som ældste pige hurtigt rollen som ekstramoder, hvilket der var hårdt brug for, da moderen i en næsten 20-års periode konstant var enten gravid eller ammende. Allerede som 13-årig begyndte hun at undervise de mindre søskende, og mens familiens sønner begav sig ud i verden og uddannede sig, måtte hun passe hjemmefronten.

Som 22-årig kom Thit Jensen selv hjemmefra, men fik samme slags beskæftigelse, nu som lærerinde og husbestyrerinde for fremmede. Hun begyndte tidligt at skrive, mod sin moders vilje. Efter flere forsøg blev romanen To Søstre endelig antaget i 1903. Den blev godt modtaget, og Thit Jensens selvforståelse som forfatter etableredes, mens hun i det ydre tog til takke med en tilværelse som husassistent i København Hun var utrolig energisk og udgav i perioden fra 1903 til 1928 ca. en roman om året. Mange af bøgerne er samtidsromaner med kvindepolitiske emner, den anden halvdel af forfatterskabet udgøres af bredt anlagte historiske fortællinger, som dog også ofte bruges som spejl for aktuelle menneskelige konflikter. Thit Jensen var ikke nogen stor fortælleteknisk forfatterbegavelse, hverken særlig udsøgt i sit sprog, i sit budskab eller i sin research. Dertil havde hun måske for meget på hjerte. Hun brugte skønlitteraturen som propaganda og provokation, og som sådan blev hun i højeste grad læst og hørt. Hun var en af de første kvindelige forfattere i Danmark, som bevidst spekulerede i medieopmærksomhed, og hun var i besiddelse af en fandenivoldskhed og styrke, som chokerede selv nære venner og samarbejdspartnere.