Kristiane Konstantin-Hansen

Kristiane Konstantin-Hansen voksede op sammen med otte søskende i et hjem, der var præget af faderens interesse for møbler og dekorativ kunst. Broderi var en væsentlig del heraf, og det blev udført både til venner og med salg for øje. Som den ældste i søskendeflokken, der bl.a. talte Elise K.-H., gik Kristiane Konstantin-Hansen til hånde i hjemmet, og med årene udviklede hun et sjældent organisationstalent. Familiens økonomi krævede, at alle bidrog efter evne, og hun var utrættelig, når det gjaldt om at omsætte faderens og kunstnervennernes forlæg til broderi, råde kunder samt udføre de store bestillingsopgaver. Broderi havde hun lært af brodøsen Georgia Skovgaard, og det medfødte tegnetalent blev udfoldet, da hun i 1873 ledsagede faderen på rejse til Rom, Napoli og Pompei og flittigt skitserede og kopierede klassiske borter og motiver. Kristiane Konstantin-Hansens virksomhed udøvedes først fra hjemmet på Amalievej i København, men i 1873 tog hun springet ud i det offentlige liv, da hun sammen med brodøsen Johanne Bindesbøll, en anden kunstnerdatter fra kredsen, åbnede forretning i Købmagergade. En årrække var ligeledes brodøsen Anna Sarauw medindehaver, og forretningen blev drevet med stor dygtighed i 30 år. Georgia Skovgaard havde introduceret den vilde flora i broderiet, og Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll videreførte traditionen for den naturalistiske gengivelse af flora og fauna i klassisk græsk og italiensk stil. De overførte motiverne til korssting, som alle kunne sy i uld på stramaj, men påtog sig også opgaver i vanskelige teknikker og beherskede hele registret inden for broderikunsten. Den Konstantin Hansen-Bindesbøll’ske Forretning, i familien kaldet Boden, blev drevet med stor ekspertise og fik mange væsentlige opgaver og store kunder, både blandt private og institutioner som kirker og højskoler. Kristiane Konstantin-Hansen viste her sit organisationstalent ved bl.a. at opfordre unge kvindelige kunstnere til at tegne forlæg, herunder søsteren Elise K.-H. Sammen med Johanne Bindesbøll søgte Kristiane Konstantin-Hansen at fremme den gode danske smag som værn mod dårlige, især tyske, broderiforlæg. Økonomien tillod dog ikke, at de to chefer kunne give deres mange ansatte så gode kår, som de ønskede. Forretningen deltog i flere verdensudstillinger og blev tildelt priser i Amsterdam 1877, Paris 1878, samt på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888. Den klassiske inspiration fra Pompei og Herculaneum dyrkedes i Danmark først af billedhuggeren Hermann Ernst Freund og siden af hele kredsen omkring Kristiane Konstantin-Hansens fader, Georg Hilker, P.C. Skovgaard, Jørgen Roed og Thorvald Bindesbøll. De deraf resulterende motiver og det farvevalg, der blev brugt, kom gennem broderiforretningen til at præge kunstbroderiet og dermed boligudsmykningen gennem flere generationer. Enkelte af modellerne sælges endnu i dag.

I 1900 blev Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll ansat til at forestå vævningen af de store gobeliner til Frederiksborg Slot, der skulle erstatte Karel van Manders tapeter, som gik til ved en brand i 1859. Det var en national opgave, hvis betydning de var fuldt bevidste om, og de begyndte forberedelserne ved at lære gobelinvævning, importere materialer og studere lignende serier i udlandet. I 1903 lukkede de forretningen til kundernes store beklagelse og helligede sig arbejdet med gobelinerne efter kartoner af N.C. Overgaard, delvis efter kopier af de oprindelige tæpper. Arbejdet afsluttedes i 1928, tre år efter Kristiane Konstantin-Hansens død. Af Bodens mange fine broderiforlæg og modeller blev en del erhvervet af Clara Wævers broderihandel og ejes i dag af Eva Rosenstand. Andre blev solgt ved auktion, mens en del overgik til Kunstindustrimuseet.