Johanne Marie Abrahammine Meyer

Da Johanne Meyer, en af kvindevalgretskampens mest kendte veteraner, i 1915 lagde sig til at dø, var det i bevidstheden om, at en af hendes største drømme var ved at gå i opfyldelse: kvinders stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen. Det mål havde hun første gang slået til lyd for i 1888 på det nordiske kvindesagsmøde i København. Derefter var hun altid at finde i forreste række af valgretsbevægelsen.

Johanne Meyers tilværelse indebar en serie af opbrud og ukonventionelle valg. I 1858 giftede hun sig med en mosaisk jøde, Emil M., der ved vielsen konverterede til kristendommen. 1858-67 var parret bosat i Nyborg, hvor ægtefællen havde etableret en kolonial- og manufakturhandel, og hun drev sin egen lille friskole. I det beskedne hjem med Johanne Meyer som centrum fandt fynske grundtvigianere og friskolefolk et mødested. Da Christen Kold i 1863 som den første herhjemme åbnede sin højskole i Dalum for unge kvinder, blev han Johanne Meyers vigtigste pædagogiske inspirationskilde.