Johanne Münter

Johanne Münter hørte til de mange kvinder omkring århundredskiftet, som først blev organisatorisk aktive i en forholdsvis sen alder. Hun blev gift knap 21 år gammel med en søofficer, hvis karriereforløb gjorde hende og en del af den store børneflok til udlandsdanskere i perioder. I årene 1873-83 boede hun i Malmø, hvor ægtefællen var blevet direktør ved Kockums Skibsværft, fra 1879 også dansk konsul. I 1883 slog hun sig permanent ned i København, mens ægtefællen tog ophold i det Fjerne Østen bl.a. som militærrådgiver for den kinesiske og den japanske regering. Flere af børnene fulgte mod hendes ønske med deres fader. Tidligt i ægteskabet havde gensidige tilpasningsproblemer vist sig mellem skibsrederdatteren Johanne Münter med de musikalske interesser og hendes livsnydende og ambitiøse mand. Forholdet blev ikke bedre, da hun 1895 rejste til Japan på besøg, og forværredes yderligere, da han i 1898 vendte hjem. Den eksotiske rejse gav til gengæld Johanne Münter mange indtryk, hun senere kunne trække på som foredragsholder og skribent. Hun udgav Fra Morgenrødens Rige, 1900, Chrysanthemum, 1901, og sit mest selvstændige værk Minder fra Japan, 1905, hvori hun beskrev de japanske kvinders situation og sin egen fascination af en fremmedartet verden.

Som andre kvinder fra det velhavende borgerskab kastede Johanne Münter sig i 1890'erne ud i det offentlige liv for at drive kvindesag, bl.a. i kølvandet på Kvindernes Udstilling 1895 og under indflydelse af valgretskampens genopblussen sidst i årtiet. Hun gik ind i Cirklen, oprettet 1897 med forfatterinden Axelline Lund i spidsen og med en medlemskreds bestående af forfattere, billedkunstnere og musikere. I denne professionelle sammenslutning og i Kvindelig Læseforening følte Johanne Münter sig hjemme. Her begyndte hun at holde foredrag om kulturelle og religiøse temaer. Johanne Münter var et dybt religiøst, men samtidig tvivlende menneske. Hendes erfaringer foranledigede, at hun skrev om shintoisme og buddhisme og drev selvstudier heri. Hun følte sig stærkt tiltrukket af buddhismens karmalære og reinkarnationstanke og anså ikke kristendom og buddhisme for at være uforenelige verdensreligioner. I 1901 udgav hun Buddhismens Historie og i 1914 Den esoteriske Buddhaisme. I sine åbenhjertige breve til forfatteren Helene Nyblom, som konverterede til katolicismen, udtrykte hun stærke forbehold over for protestantismen som en kold konfession og sine sympatier for romerkirken. I hendes bekendtskabskreds havde adskillige fra den højkirkelige fløj, konverterede katolikker og spiritistisk og teosofisk interesserede deres gang. Som adskillige kvindesagskvinder, bl.a. Johanne Meyer, Helene Berg, Anna Hude og Sophie Holten forholdt Johanne Münter sig kritisk til den danske folkekirkekristendom og søgende i forhold til tidens religiøse strømninger, heriblandt østens religioner og den rekatolicerende bølge. Politisk sympatiserede Johanne Münter med Højre. Hun var stærkt antiradikal og antibrandesiansk og følte sig ude af trit med en tidsånd, hun tolkede som dikteret af sociale nivelleringstendenser og moralsk opløsning. Hun var medlem af Danske Kvinders Forsvarsforening og Røde Kors' Dameafdeling. Kvindesagligt markerede hun sig alene som stemmeretsforkæmper. I 1904 deltog hun i International Woman Suffrage Alliance's (IWSA) stiftende kongres i Berlin, hvor der blev skabt tættere forbindelse mellem de enkelte landes stemmeretsforeninger. Efter hjemkomsten fra Berlin støttede hun oprettelsen af Politisk Kvindeforening, der var spiren til Landsforbundet for Kvinders Valgret. Op til IWSAs møde i København 1906 stiftede hun Kvindevalgretsklubben (KVK), hvor hun var formand indtil dens opløsning i ca. 1913. Med KVK havde Johanne Münter fået sit eget forum, som populært gik under navnet Fru Münters Klub. Medlemstallet var begrænset, i 1910 havde klubben ca. 100 medlemmer, men den talte indflydelsesrige kvindesagsnavne og stod også åben for mænd. KVK var medlemsorganisation i Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, hvor Johanne Münter var international sekretær fra 1904, indtil hun i 1909 blev afløst af Thora Daugaard. Johanne Münter var redaktør af KVKs organ Kvindestemmerets-Bladet, der udkom 1907-13 og i væsentlig grad for hendes egne midler. Her holdt hun læserne orienteret om kvindestemmeretsbevægelsen i udlandet og dets ledende skikkelser. Hun blev desuden korrespondent ved Jus Suffragii IWSAs organ, hvor hun skrev om den danske kvindevalgretskamp. På dansk grund leverede hun artikler til Berlingske Tidende, Damernes Blad, Kvindernes Blad og Husmoderens Blad. Hendes favorable formueforhold gav hende lejlighed til at huse internationale kvindesagsgæster på besøg, bl.a. den militante engelske suffragette Sylvia Pankhurst. Ved IWSAs konferencer i Amsterdam 1908 og i London 1909 var hun blandt de danske delegerede. Internationaliseringen af den danske kvindesag stillede øgede krav til aktivisternes sproglige kompetence og repræsentative formåen, hvad der gav den stilfulde og verdensvante Johanne Münter gode kort på hånden. Familietragedier og ægteskabelige konflikter tærede på Johanne Münter. Navnlig to sønners død i 1909 og 1915 førte til, at hun i sine senere år levede tilbagetrukket og med en skrøbelighed, der til sidst gjorde døden til en befrielse. I sin kamp for kvindevalgretten, der blev en realitet i 1915, håbede hun først og fremmest, at den kunne føre til ændring af den gældende ægteskabslovgivning, således at mødres formelle autoritet over deres børn kunne styrkes. Kampen om børnenes loyalitet havde været et stridsemne mellem Johanne Münter og den ægtefælle, hun under pres fra sine børn undlod at lade sig skille fra, men gennem sine ydre aktiviteter lagde en stigende distance til.