Anna Olivia Nielsen

Olivia Nielsens liv blev virkeliggørelsen af H.C. Andersens eventyr om vaskekonen, om hvem man sagde, at “hun duede ikke”. Men Olivia Nielsen duede – ligesom eventyrets vaskekone – og hendes virke skulle få betydning, ikke blot for arbejderkvinderne i hendes egen samtid, men også for kommende generationer. Hun var født i fattige kår i Helsingør, hvor faderen var tjenestekarl. Som 20-årig blev hun gift med Oluf N., og i lighed med andre af samtidens unge piger var hun gravid ved brylluppet, for fire måneder senere fødte hun sit første barn. I løbet af de følgende 15 år fik parret ni børn, hvoraf de to døde som spæde. For at bidrage til den børnerige families økonomi måtte Olivia Nielsen tage arbejde uden for hjemmet, sandsynligvis som vaske- og rengøringskone. Hendes erhverv kan ikke fastslås med sikkerhed, men ifølge meddelere, som har kendt hende, prøvede hun allerede i Helsingør at organisere kvinderne. I midten af 1880’erne flyttede familien til København, antagelig fordi beskæftigelsesmulighederne var bedre her. Det er stadig uvist, hvor Olivia Nielsen fik arbejde, men fra 1891 optræder hun i Det kvindelige Arbejderforbunds (KAF) protokoller som bestyrelsesmedlem, og i 1892 valgtes hun til formand. Hun havde da fire hjemmeboende børn, hvoraf den yngste var fire år.

Trods navnet var KAF på det tidspunkt endnu en lokal fagforening. Den var stiftet i 1885 som en fagforening for vaske- og rengøringskoner, men skiftede allerede året efter navn til KAF og organiserede fra 1890 arbejderkvinder fra den kbh.ske industri. Da Olivia Nielsen tiltrådte som formand, var organisationen en lille hensygnende fagforening, og hun valgtes til posten med kun 16 stemmer. Det siger noget om medlemstallet i foreningen. Det var ikke, fordi den hidtidige bestyrelse ikke havde lagt energi for dagen, men der var blandt arbejderkvinderne stor træghed over for tanken om at organisere sig. Det vejede også tungt, at disse kvinder var de lavest lønnede grupper på arbejdsmarkedet, og at de foruden arbejdet også havde hjem og børn at passe. Ofte måtte møder aflyses af mangel på deltagere. Det var derfor i første omgang organiseringsarbejdet, Olivia Nielsen koncentrerede sig om. Der blev i de følgende år indkaldt til agitationsmøder for industriens kvinder. Fremtrædende personligheder optrådte her som talere, bl.a. Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening, som KAF havde et nært samarbejde med, og formanden for Arbejdsmændenes Forbund M.C. Lyngsie, der blev KAFs støtte og hjælper. Det lykkedes efterhånden at organisere kvinder fra bl.a. bryggerierne, trykkerierne, rebslagerierne, tændstikfabrikkerne og kabelfabrikkerne, og herefter kunne man så gå i gang med løn- og overenskomstforhandlinger. 1896 kunne KAF slutte sin første lønaftale med en arbejdsgiver, Tuborgs Bryggerier. Forhandlingerne med Jacob Holm og Sønners Reberbane samme år forløb derimod ikke helt gnidningsløst, direktøren nægtede at forhandle med forbundet og Olivia Nielsen, “alle fra Gader og Stræder”, som han udtrykte det. Foreningen gik nu ud i sin første strejke. Den kom til at vare syv uger, og resultatet blev væsentlige forbedringer i løn- og arbejdsforhold. Forinden måtte Olivia Nielsen i sin egenskab af foreningens formand gennem en retssag, idet direktøren havde anlagt sag mod hende for “ærekrænkende” artikler i Social-Demokraten. I en række artikler havde bestyrelsen nemlig beskrevet de utålelige arbejdsforhold i virksomheden. Det er i øvrigt tidstypisk, at da Olivia Nielsen blev indkaldt for retten, måtte hun ledsages af sin mand, for ifølge ægteskabslovgivningen betragtedes mænd som værger for deres koner. Retssagen afsluttedes med et forlig. Da Olivia Nielsen blev formand i 1892, satte hun også selve bestyrelsesarbejdet i faste rammer med månedlige bestyrelsesmøder, struktureret dagsorden og kontingentopkrævning.