Edith Olsen

I nekrologen i Det Fri Aktuelt kaldes Edith Olsen arbejderbevægelsens sidste pioner. Hun voksede op på Christianshavn i København som den næstyngste af en søskendeflok på ni. Hjemmet var et beskedent arbejderhjem, og skønt faderen tjente en efter datidens forhold god løn, var økonomien stram, og Edith Olsen måtte allerede fra syvårs alderen passe to bypladser samtidig med skolegangen. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene og havde forskelligt arbejde, indtil hun i 1926 kom til rebslageriet Jacob Holm & Sønner og samtidig blev medlem af Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) Københavns afdeling 1. 1930 valgtes hun til tillidsrepræsentant for de ca. 250 KAD-medlemmer, der var ansat i virksomheden. Edith Olsen blev medlem af afdelingsbestyrelsen i 1935, men allerede året efter, i 1936, valgtes hun på en generalforsamling til afdelingens faglige sekretær. Hun kom nu til at beskæftige sig med det, der skulle blive hovedparten af hendes faglige virke, nemlig de mange overenskomster, som fagforeningen dengang indgik med de enkelte arbejdspladser. Fra da af var hun heldagsbeskæftiget fagforeningsfunktionær. Få måneder senere blev hun afdelingsformand, da den hidtidige formand Johanne Jensen og forbundets hovedkasserer Kirstine Haagensen var blevet afsløret i bedrageri over for arbejdsløshedskassen. Afdeling 1 var netop i 1930’erne præget af en kommunistisk domineret opposition, og ved medlemsmøderne gik bølgerne ofte højt. Bedragerisagen gjorde ikke forholdet mindre spændt.

1938 var Edith Olsen blevet medlem af KADs hovedbestyrelse. Forbundsformanden Fanny Jensen havde nu for alvor fået øje på hendes kvalifikationer, og i 1941 opfordrede hun Edith Olsen til at blive faglig sekretær i forbundet. Dette blev yderligere et skridt fremad i hendes faglige karriere, og igen blev arbejdet med overenskomsterne hendes hovedopgave. Da Fanny Jensen i 1947 blev udnævnt til minister, anbefalede hun Edith Olsen, der samme år var blevet næstformand, som sin efterfølger. På kongressen i 1948 valgtes Edith Olsen enstemmigt og med akklamation til forbundsformand for KAD. Hun bestred denne post i 24 år, indtil hun ved kongressen i 1971 trak sig tilbage. I alle disse år var hun tillige medlem af Centralorganisationen af Metalarbejderes ledelse samt af LOs forretningsudvalg. Hendes formandsperiode var præget af en stærk økonomisk vækst, som afspejlede sig i KADs medlemstal, der steg støt og roligt fra 28.000 i 1948 til 57.000 i 1971.