Biografi

Erik Julius Christian Scavenius (13. juni 1877 på Klintholm på Møn – 29. november 1962 i Gentofte) var en dansk politiker og diplomat, der var udenrigsminister 1909-10, 1913-20 og 1940-43 og statsminister fra 9. november 1942 til 29. august 1943 (formelt til 5. maj 1945).

Det var en overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt til udenrigsminister i Carl Theodor Zahles første ministerium. Årsagen var, at han som modstander af dansk militarisme sympatiserede med Det Radikale Venstres syn på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og lagde stor vægt på, at det sønderjyske spørgsmål ikke fik lov at forgifte forholdet mellem Danmark og Tyskland. Zahle fik kongen til at acceptere ham som udenrigsminister ved at stille krav om partitilhørsforhold til de andre mulige kandidater. Erik Scavenius havde intet imod at melde sig ind i Det Radikale Venstre, som han forblev medlem af til 1932, hvor P. Munch afløste ham som udenrigsminister.

I 1912 blev han gesandt i Wien og Rom og var derefter igen udenrigsminister i det andet ministerium Zahle fra 1913-20. 1918 blev han tingvalgt medlem af Landstinget, hvilket han var indtil 1920 og atter 1925-27.

Erik Scavenius var udenrigsminister under hele 1. verdenskrig og spillede hovedrollen i bestræbelserne på at få de krigsførende til at acceptere den danske neutralitetspolitik og holde Danmark uden for krigen. Det medførte beskyldninger om at hælde mod Tyskland og gjorde ham ilde lidt i nationale kredse. Det kom stærkt til udtryk efter Tysklands nederlag, fordi han advarede mod at benytte de gunstige konjunkturer til at indlemme en talstærk tysk befolkning i det danske rige. I forbindelse med Genforeningen i 1920 holdt han derfor strengt på nationalitetsprincippet. Flensborg skulle kun være dansk, hvis et flertal af flensborgerne gav udtryk for ønske om det. Det skete ikke, og efter pres fra nationalistiskekredse forlangte kong Christian 10., at statsminister Zahle skulle opløse rigsdagen og udskrive nyvalg. Zahles vægring herved udløste hans afgang og den såkaldte påskekrise.

I mellemkrigstiden var Scavenius 1922-24 formand for Det Radikale Venstre og var ligeledes i en årrække formand for Politikens bestyrelse. Desuden var han 1924-1932 gesandt i Stockholm og derefter tilknyttet den danske delegation ved Folkeforbundet i Geneve, som han ledede i P. Munchs fravær. Han fratrådte 1. maj 1937, kort før han fyldte 60 og var indstillet på at gå på pension.

Sådan skulle det ikke gå. Efter Danmarks besættelse i april 1940 blev Scavenius i juli på ny udenrigsminister i ministeriet Stauning, fordi der efter den tyske besættelse var stor uvilje mod, at P. Munch forblev i regeringen. Christian 10. nægtede kategorisk at acceptere en rekonstrueret regering under Thorvald Stauning, hvis P. Munch stadig figurerede på listen og bad Stauning forhøre sig endnu engang hos Erik Scavenius. Resultatet blev, at P. Munch indvilgede i at træde tilbage og pegede på Erik Scavenius som sin afløser. Som under 1. verdenskrig blev Scavenius hovedpersonen i kontakten med tyskerne. Han mente, at Danmark ville få det bedst mulige ud af situationen, hvis landet var imødekommende over for – eller endda foregreb – tyske ønsker på områder, som den danske regering på grund af magtforholdene før eller siden ville komme til at give efter for alligevel. Tre måneder efter den tyske besættelse af Danmark, udsendte Erik Scavenius en erklæring om Hitlertyskland: “Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland”. Hans politik lykkedes, og besættelsen forløb mere fredeligt i Danmark end i de andre tyskbesatte områder. Intern modstand gjorde, at Erik Scavenius truede med sin afgang for at gennemføre sin politik.

Efter Staunings død i foråret 1942 blev Vilhelm Buhl statsminister, men han måtte allerede i november samme år gå af som følge af, at Christian 10. havde takket den tyske fører for en fødselsdagshilsen på en måde, som Hitler anså for direkte uforskammet (Telegramkrisen). Den tyske gesandt blev hjemkaldt og en nazistisk rigsbefuldmægtiget med solide relationer til de ledende tyske nazister, Werner Best, blev udpeget til at styre Danmark. Det lykkedes Werner Best at få Hitler til at acceptere en regering under Erik Scavenius, som både blev stats- og udenrigsminister. Befolkningens voksende skeptiske indstilling mod Tyskland og samarbejdspolitikken kulminerede i uroligheder i de store byer, hvorefter besættelsesmagten stillede den danske regering et ultimatum, som den afslog den 29. august 1943. Den tyske militære ledelse erklærede undtagelsestilstand, og Scavenius deponerede sin afskedsbegæring hos kongen, hvorefter regeringen ophørte med at fungere. Danmark fik departementschefstyre til krigens slutning.