Frida Maria Schou

Gennem næsten 40 år indtog Frida Schou en ledende position i den danske teglindustri. Fra 1928 til 1968 var hun direktør for Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik i Odsherred, de sidste 36 år administrerende direktør. 1946-70 sad hun desuden i bestyrelsen for Skandinavisk Moler Industri, heraf syv år som formand. Tillige var hun 1959-68 formand for Teglværkernes Centralkontor og for Dansk Pottemagermesterforening af 1894. Og så hævdede hun sig også uden for teglindustrien. Således videreførte hun barndomshjemmets kristelige engagement med mere end 20 år i bestyrelsen for Kirkens Korshær 1942-63, heraf de ti sidste år som formand. I 1951 modtog Frida Schou Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Denne bemærkelsesværdige karriere gennemførtes af en kvinde, der som ordblind måtte indlede sit arbejdsliv uden ballast i en teoretisk uddannelse. Ordblindheden var et handicap, som voldte hende kvaler livet igennem. At tilegne sig det meget læsestof, som fulgte med lederposter og bestyrelseshverv, afkrævede en umådelig indsats. Et andet handicap var, at hun som kvinde følte sig afskåret fra at udfolde sig socialt på samme vilkår som mandlige forretningsforbindelser. Hun misundte mændene deres kammeratskab. Omgang med kønsfæller, der kun havde familie og huslige sysler at tale om, huede ikke Frida Schou, og hun fik ord for at være en, der holdt sig for sig selv. Hendes aktiver var en veludviklet social intelligens og en praktisk forstand; hænderne sad også godt på hende, og hun var energisk og initiativrig. Et vigtigt aktiv i de unge år var også familiens og ikke mindst faderens ubetingede tillid til hendes evner.

Frida Schou var rundet af en familie med tegl. Farfaderen havde ejet Antvorskov Teglværk. Faderen ejede Mullerup Teglværk og blev i 1893 direktør for Knabstrup Teglværk. Tillige drev han et kalkværk ved Nykøbing S. Barndomshjemmet var velstående og kristeligt. Forældrene prøvede at præge de seks børn med “ægte Tjenersind”. De havde huslærerinde, men på grund af ordblindhed døjede Frida Schou med undervisningen og tyede derfor til faderen, når det var muligt. Hun var “Far’s Pige”. Han forstod åbenbart hendes situation og lod hende ledsage sig på sin færden rundt i virksomheden og på rejser. Hun overværede møder og samtaler og blev uden besvær fortrolig med tekniske og forretningsmæssige detaljer. Sammen med tvillingesøsteren Hedevig fik hun senere ophold på Marie Kruses Skole hos rektor Laura Jensen. Selvom Frida Schou var taknemmelig for den støtte og hjælp, hun modtog hos Laura Jensen, kunne hun dog ikke som søsteren afslutte uddannelsen med studentereksamen. Broderen H.J. S. var som eneste søn udset til at følge i faderens fodspor, men vandt sig i stedet et smukt ry som overlæge på Kolonien Filadelfia ved Dianalund. Hans uddannelsesvalg blev afgørende for Frida Schou. Selv havde hun besluttet sig for en gerning inden for sygepleje, men da hun i 1913 anmodede faderen om at underskrive hendes optagelsesbegæring til sygeplejerskeuddannelsen, overtalte han hende til i stedet at bistå ham ved at overtage driften af Mullerup Teglværk med tilhørende landejendomme. Sådan startede Frida Schou sin karriere fra toppen. Som følge af indkaldelser til sikringsstyrken inden og under Første Verdenkrig stod teglværk og gårde snart efter hendes tiltræden uden forvalter, bestyrer og formænd, så den 23-årige direktørdatter måtte hovedkulds finde løsning på virksomhedens mangesidede problemer. Senere under krigen, da mangel på arbejdskraft og brændsel standsede teglfremstillingen, kastede hun sig i stedet over bestyrelsen af gårdene. Hun gennemgik en landbrugsuddannelse og forpagtede omkring 1920 selv Engvangsgård. Under ledelse af Helga Sehested fra godset Broholm på Fyn stiftedes 1920 Foreningen af kvindelige Landbrugere, og Frida Schou deltog i dette netværk sammen med Karen Brasen, Margrethe Hein Johansen og Ellen Lawaetz, der drev den nærliggende ejendom Skovgård. Hun optog kvindelige landvæsenselever og drev en overgang Engvangsgård med udelukkende kvindelig arbejdskraft.