Elisabeth Selmer

Elisabeth Selmer flyttede i de tidlige 1860’ere til København med sine forældre. I 1884 blev hun kredslægen Henrik S.s anden hustru. Deres niårige ægteskab var barnløst, men gjorde hende til stedmoder for hans datter Estrid. Parret havde også i en periode yngre slægtninge boende i hjemmet. Ægtemanden var allerede ved deres giftermål øverste leder af den danske afdeling af den internationale afholdsorganisation International Order of Good Templars (IOGT). IOGT, der var organiseret i loger efter forbillede af frimurerne, havde i 1880 fået sin første loge i Danmark. Indtil 1887 hjalp Elisabeth Selmer ægtefællen med at redigere ordensbladet Danske Good Templar, og hun sad i storlogens litteraturudvalg.

Det var imidlertid som energisk fortaler for kvinders deltagelse i afholdssagen og dannelsen af en rent kvindelig afholdsforening, at Elisabeth Selmer skulle komme til at markere sig stærkest. I forsøget på at sammenkoble afholdskampen og kvindesagen var hun inspireret af den amerikanske afholdskvinde Frances Willard, der 1884 havde stiftet World Women’s Christian Temperance Union (WWCTU). 1885-86 fik hun direkte kontakt til “missionærer” fra den amerikanske kvindeorganisation på deres turné i Norden. Elisabeth Selmer tolkede kvinders engagement i afholdssagen i et emancipatorisk perspektiv, og ved det første nordiske kvindesagsmøde 1888 i København var hun blandt talerne. Kvindelig Fremskridtsforening (KF), der stod bag mødet, havde bl.a. sat kvindevalgret og afholdsspørgsmål på programmet. Blandt de tilstedeværende var også en del repræsentanter for nordiske afholdsorganisationer, som Elisabeth Selmer anså for mere avancerede end de hjemlige. Kvindesagligt placerede hun sin sympati hos Dansk Kvindesamfund (DK), som hun gerne havde gjort til afholdskvindernes alliancepartner. KF betragtede hun derimod som yderliggående trods foreningens åbning over for afholdssagen ved det nordiske møde.