Karen Syberg

Karen Syberg og hendes to år yngre broder Henrik voksede op på Pilegården, et bondehus i en stor gammel have ved Kerteminde på Fyn. Huset var i sin tid blevet købt for et billede af farfaderen Fritz S., der var en af de fynske bondemalere og gift med malerinden Anna S. Faderen var komponist, spillede i kirken og drev desuden en frugtplantage med bistader, der sammen med den beskedne organistgage lige kunne forsørge familien. Børnene voksede op med klassisk musik, tegning, maling og hele verdenslitteraturen. Da Karen Syberg var ni år, nedbrændte gården, og faderen døde af et hjerteanfald under branden. Moderen og børnene blev boende i et nybygget hus på grunden. Karen Syberg gik i Kerteminde Borger- og Realskole, men følte sig især efter ulykken anderledes end kammeraterne, fortrinsvis børn af handlende og fiskere. Hun har beskrevet miljøet i antologien Barndomsbyer, 1998. Da hun kom på Nyborg Gymnasium, hvorfra hun tog studentereksamen 1964, oplevede hun det som en stor befrielse. Hun havde altid tegnet og malet, og efter studentereksamen besluttede hun at blive maler. For at hun kunne forsørge sig selv, satte moderen hende i lære som reklametegner, samtidig med at hun studerede på Det Fynske Kunstakademi. Efter et år opdagede hun, at reklamebranchen ikke gav hende de forventede muligheder for at tegne, forlod som 19-årig Fyn og begyndte at studere dansk og historie på Københavns Universitet.

I 1967 skiftede Karen Syberg til litteraturvidenskab, og hun kastede sig med liv og sjæl ind i studenteroprøret. Årene 1970-72 skulle blive de mest turbulente i hendes liv. Som studenter- og venstrefløjsaktivist var hun med til besættelsen af konsistorium i marts 1970 og boede derefter mere eller mindre på universitetet i et halvt år. Sammen med andre studerende, bl.a. Susanne Fabricius og Vibeke Vasbo, startede hun en kvindegruppe, kaldt rødstrømperne efter de amerikanske Redstockings. Gruppens eksistens blev første gang offentligt kendt i begyndelsen af april ved et møde, som Individ og Samfund, en udbrydergruppe fra Dansk Kvindesamfund, havde indkaldt under overskriften Rejs jer kvinder. Et par dage senere fulgte den berømte aktion, hvor ca. 15 kvinder, deriblandt Karen Syberg og hendes gruppe, marcherede udmajede op gennem Strøget til Rådhuspladsen, hvor læbestifter og bh-er blev smidt i en skraldespand med påskriften: “Hold Danmark ren.” Efter aktionen drog demonstranterne til Tuborg for at uddele løbesedler om ligeløn. Rødstrømpebevægelsen blev formelt dannet midt i april på et stormøde på Charlottenborg, arrangeret af de allerede eksisterende grupper og kunstnergruppen Kanonklubben med bl.a. Kirsten Justesen og Lene Adler Petersen. Her blev det besluttet at udelukke mænd, og man valgte at organisere sig i basisgrupper og benytte bevidsthedsbearbejdning som analyseredskab ud fra erkendelsen af, at det private er politisk, som en fremtrædende parole kom til at lyde. Desuden satsede man på fortsatte spektakulære aktioner, der skabte overskrifter. 1. maj erobrede en anden af bevægelsens uformelle ledere Karen Jespersen talerstolen fra LO-formanden Thomas Nielsen på Rådhuspladsen og krævede ligeløn. Haltende efter et nyligt brækket ben og med et brudeslør skjult under en studenterhue med kvindetegn i stedet for malteserkors gjorde Karen Syberg hende kunsten efter ved immatrikulationsfesten i september. Fra talerstolen langede hun ud efter universitetet som “mændenes største ægteskabsmarked”. Bag aktionen stod kollektivet Kussemosen, hvor hun boede sammen med Vasbo og Lone Christensen. Karen Syberg var også med til at arrangere den første Femølejr i 1971, og hun var blandt de kvinder herfra, som efter hjemkomsten besatte et hus og indrettede det til kollektiv og hovedkvarter for bevægelsen. Hun flyttede selv ind i Kvindehuset, og under opholdet var hun i 1972 medforfatter til en af de første nyfeministiske analyser Udsigten fra det kvindelige univers om ugebladet Eva.