Der er noget galt i Danmark!
Blæse vær' med andres mening / Selvom det er dem, der står for skud
Sådan sang John Mogensen i protesthymnen Der er noget galt i Danmark fra 1971, men han var langt fra den første, der råbte op.
Findes der bedre brølebrændsel end uretfærdighedsfølelse eller nogen stærkere motivation til at stille sig op på talerstolen end kampen for de svage og oversete?
»Nej«, ville svaret unægteligt lyde, hvis du spurgte talerne, vi har samlet i dette rum, hvis politiske liv var præget af indignation over og agiteren mod uretfærdighed, ulighed og skæve samfundsforhold generelt!
Om det er fæstebonden i stændersamfundet, tyendet og arbejderen i velfærdsdanmarks spæde opstart eller de eksilerede under 2. verdenskrig.
I dette temarum har vi samlet taler af Asmund Gleerup, Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Thorvald Stauning og Martin Andersen Nexø, der på hver deres måde udtrykker utilfredshed over tingenes tilstand.
Alle fem var folkekære, og alle fem var politiske ildsjæle med betydelige retoriske evner, hvilket afspejler talerne, der ofte bliver bombastiske og fyldt med fængende fyndord.
_______________________________________________________________________________________________
»Nej«, ville svaret unægteligt lyde, hvis du spurgte talerne, vi har samlet i dette rum, hvis politiske liv var præget af indignation over og agiteren mod uretfærdighed, ulighed og skæve samfundsforhold generelt!
Om det er fæstebonden i stændersamfundet, tyendet og arbejderen i velfærdsdanmarks spæde opstart eller de eksilerede under 2. verdenskrig.
I dette temarum har vi samlet taler af Asmund Gleerup, Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Thorvald Stauning og Martin Andersen Nexø, der på hver deres måde udtrykker utilfredshed over tingenes tilstand.
Alle fem var folkekære, og alle fem var politiske ildsjæle med betydelige retoriske evner, hvilket afspejler talerne, der ofte bliver bombastiske og fyldt med fængende fyndord.
_______________________________________________________________________________________________
(...) ingen Stand over den anden, ingen Stand under den anden, alle ved Siden af hinanden og Loven over Alle.
Asmund Gleerup var en stor fortaler og taler for bøndernes rettigheder. Han holdt i 1845 denne tale på skydebanen i København (i dag kendt som Skydebanehaven; dengang et sted de fattige arbejdere i København tog hen for at more sig — dem, der ikke havde råd til at tage til Dyrehavsbakken) som reaktion på regeringens passivitet over for fæstespørgsmålet.
Selvom Danmark på daværende tidspunkt var i gang med at afvikle stændersamfundets hierarkiske samfundsindeling, hvor bønderne traditionelt var nederst – under borgeren, gejstligheden og adlen, ejede mange bønder stadig ikke deres egen gård. De fæstede, eller lejede, kun gårdene af enten godsejere, kongen eller kirken, hvilket blandt flere ting inkluderede pligtarbejde og andre ufrivillige tjenester.
I denne tale råber Gleerup vagt i gevær i et forsøg på at vække de søvnige politikere.
_______________________________________________________________________________________________
Disse Børn har taget hinandens Hænder, og i Trofasthed holder de fast.
Husmændenes digter, Johan Skjoldborg, slår i denne agitationstale et slag for »udmarksfolket«, der i dag nærmest kan sammenlignes med udkantsdanskerne.
Udmarksfolket var de fattigste, mest isolerede landarbejdere og tyender ved den voksende andel af husmandssteder. Efter stændersamfundets opløsning i forbindelse med enevældens ophør var bønderne så småt blevet til husmænd. De fæstede ikke længere, men mange havde stadig ikke råd til selv at købe og måtte derfor enten fortsat leje gårdene, nu af andelsbevægelsen, eller arbejde som tyende hos andre mere velstillede husmænd. Især mange unge tyender blev i denne periode sendt i arbejde, hvilket medførte et langt og hårdt arbejdsliv med dårlige arbejdsvilkår.
Skjoldborg slår i denne tale et slag for sammenhold på tværs af den voksende befolkningsgruppe, husmændene.
_______________________________________________________________________________________________
Hvad var det for en lys og munter Klang, der med et brød ind i vort Øre? Det var det aarhundredgamle Arvesølv inde i Bondens Skjænk, der ligesom vækkedes af Drømme bag det gamle Panel.
Børnene er sultne som gråspurve; har brug for beskyttende vinger som kyllinger.
Konen sidder og malker koen i vejkanten hele dagen lang.
Manden må søge væk fra hjemmet, ud at lave det arbejde, ingen andre gider.
Manden må søge væk fra hjemmet, ud at lave det arbejde, ingen andre gider.
Ligesom Skjoldborg italesætter Jeppe Aakjær dem, der falder uden for de nye samfundsstrukturer, denne gang med maleriske sammenligninger og store følelser. Den folkekære forfatter Jeppe Aakjær turnerede landet rundt med dette foredrag – i databasen har vi derfor to versioner af denne tale fra henholdsvis 1916 og 1918, hvor ordlyden er mere eller mindre ens bortset fra få ændringer, blandt andet den afsluttende replik, hvor fokusset rettes fra et ønske om harmonisk ligevægt i samfundet til aktivt at opfordre husmanden til handling!
_______________________________________________________________________________________________
Arbejderklassen havde en Søn, en Broder, en Fører, som ved Blodets Baand var knyttet til den, som aldrig vilde svigtet, som ofrede sit Liv ene og alene i Arbejderklassens Tjeneste.
Mindet om folk, der dør unge, lever ofte længe. Det forsøger Danmarks længst siddende statsminister Thorvald Stauning i hvert fald at slå fast i denne mindetale for Marinus Kristensen.
Stauning ser med sorg tilbage på en ung idealist og partikollegas liv. Kristensen fremstilles som den daværende oppositionsleders tætte ven og åndsfælle, men også som en forandringens mand, der til det sidste kæmpede for »den lille« i samfundet, småborgeren, der dengang var målgruppen for den socialdemokratiske politik.
Talen er en gennemgang af Kristensens politiske karriere: den fødte proletar og socialist, der ender med at blive billedet på en sand arbejder, der kæmpede for arbejderklassens ret og imod dem, »der vil trykke Arbejderne ned, skrue Udviklingen tilbage og hindre Kulturens Vækst«. Denne effektive os og dem-retorik understreger, at denne tale, udover at mindes en for tidligt død vens liv, også bedriver politik i baggrunden.
Stauning forsøger altså at etablere Kristensen som en arketypisk arbejdsmand, en ægte socialdemokrat, som alle kan og bør lære noget af.
_______________________________________________________________________________________________
Kæmp for alt hvad du har kært, / dø — om saa det gælder! / da er Livet ej saa svært, / Døden ikke heller.
Under 2. verdenskrig flygtede mange danskere til Sverige som et resultat af besættelsesmagtens ultimative krav om ideologisk ensartethed.
En af disse eksilerede danskere var den kommunistiske forfatter og aktivist Martin Andersen Nexø, der længe havde været kendt for sine antifascistiske holdinger, både som forfatter og som politisk aktiv. Som medstifter af Det Kommunistiske Parti, foreningen Frisindet Kulturkamp og tidsskriftet Kulturkampen var Nexøs holdninger utvetydige – og derfor havde han i 1943 været nødt til flygte til Sverige, hvorfra han holdt denne tale til eksildanskerne.
I talen her, maler Nexø med den brede pensel i røde nuancer, når han maner til kamp mod overmagten og hylder de faldne modstandere af det nazistiske regime.
En af disse eksilerede danskere var den kommunistiske forfatter og aktivist Martin Andersen Nexø, der længe havde været kendt for sine antifascistiske holdinger, både som forfatter og som politisk aktiv. Som medstifter af Det Kommunistiske Parti, foreningen Frisindet Kulturkamp og tidsskriftet Kulturkampen var Nexøs holdninger utvetydige – og derfor havde han i 1943 været nødt til flygte til Sverige, hvorfra han holdt denne tale til eksildanskerne.
I talen her, maler Nexø med den brede pensel i røde nuancer, når han maner til kamp mod overmagten og hylder de faldne modstandere af det nazistiske regime.
Budskabet er klart og tydeligt: Den danske kultur og ånd er værd at kæmpe – og dø – for.
_______________________________________________________________________________________________
En hvid dansker, der vasker gulv i Haderslev, har formentlig mere til fælles med en brun dansker, der kører taxa i det københavnske NordVest, end vedkommende har med vores politikere og embedsværk. Uanset hvor mange glædestårer de ellers fælder under landskampene.
Det er den tredje januar 2023 og forfatter og debattør Glenn Bech toner frem på skærmen i programmer Deadline, med sin tale til kulturen. Talen er en performativ problematisering af et klasseopdelt Danmark, og elitens privilegieblindhed skurrer i talerens øjne og ører. Han er selv vokset op som homoseksuel i et arbejderklassehjem i Horsens, men alligevel er nepotismen og de blinde vinkler i den københavnske kulturelite lige så provokerende som diskrimination og hadet fra hans folkeskolemobbere. Bech føler sig forbundet med sidstnævnte, fordi han forstår deres ophav, og fremmedgjort af eliten og de danske politikere, der fremstår verdensfjerne og indskrænkede.