Skip to content
Nyheder

Undervisere i dansk og retorik: Vi mangler dit input!

Danske Taler har udviklet nyt undervisningsmateriale, der tager udgangspunkt i de bedste talere fra samlingen. Derfor efterlyser vi feedback fra undervisere i dansk og retorik, der har eller vil afprøve materialet. 
Undervisningsforløb i argumentation, gendrivelse, stil og appelformer målrettet udskolingen og 1.g. 
En rundhåndet støtte fra Frederiksbergfonden og en nedlukning, der tvang os til at tænke i online baner, dannede tilsammen grundlag for, at vil nu kan tilbyde en helt ny undervisningsplatform med en række nye og fuldkommen gratis undervisningsforløb. 
Ud over en række analyse og diskussions-opgaver, sender forløbene blandt andet eleverne ud på en stilistisk figurjagt i samlingen, lægger op til, at klassen afvikler talebattles, hvor eleverne kan øve sig i at argumentere, gendrive og appellere effektivt, eller lader eleverne teste deres viden om retoriske figurer i en interaktiv quiz.
Al vores undervisningsmateriale tager afsæt i eksempler fra vores egen samling, der i øvrigt udgør en helt unik kildebank med lige omtrent 1.700 taler fra demokratiets spæde indtog i Danmark til i dag. 
Vi hører RIGTIG gerne fra dig, hvis du allerede har anvendt et eller flere af vores nuværende undervisningsforløb i praksis og har erfaringer derfra, der kan gøre dem endnu bedre. Alt fra en enkelt linje til tre A4-sider er velkomment, send din feedback til tms@dansektaler.dk, så vi kan tilpasse materialet jeres elevers behov.
Kurser for undervisere og workshops for elever 
På det sidste er vi begyndt at tilbyde kurser for undervisere i, hvordan talens rolle kan sættes ind i lige præcis det perspektiv, de har brug for. Og hen over efteråret begynder vi også at tage ud og holde workshops i talekunst på interesserede folkeskoler og gymnasier for at klæde unge på til selv at tage ordet. 
Hvis du og dine kollegaer har brug for at at blive inspirerede, eller hvis I er interesserede i, at vi skal komme og inspirere jeres elever, så skriv eller ring endelig til os. 
Se vores nye undervisningsforløb her, og skriv til Tine Mosegaard, hvis du har feedback, ris, ros, nye ideer, eller hvis du vil booke os til et kursus eller en workshop på tms@dansketaler.dk