Etos
Hvad er etos?
Du bruger appelformen etos, når du trækker på den positive opfattelse, som modtagerne har af dig. Når modtagerne har et positivt billede af dig, vil de nemlig typisk have tillid og tiltro til det, du siger. Du kan som taler have en stærk eller svag etos hos en bestemt modtagergruppe. En stærk etos er en positiv indstilling hos modtagerne, og en svag etos er en negativ indstilling hos modtagerne.
Inden du åbner munden
Som taler kan du fx have etos på forhånd, hvis du er offentlig kendt (fx politiker eller skuespiller), hvis dit publikum kender dig personligt (fx klassekamerat eller kollega), eller hvis du har en særlig titel (fx prinsesse eller professor). Hvordan du ser ud – fx din tøjstil, dit køn og din alder – spiller også ind på modtagerens opfattelse af din etos.
Det du siger
I løbet af en tale eller en tekst kan du opbygge etos ved at fremstå som en person, man kan stole på, som har styr på sit stof, og som har en særlig viden eller erfaring om emnet, der gør, at netop du er værd at lytte på. Men også hvordan du formulerer dig (morsomt, sproglig korrekt eller med stærk dialekt), påvirker modtagerens opfattelse af din etos.
Efter du har holdt din tale
Du kan opbygge eller tabe etos i løbet af din tale eller tekst, alt efter hvor godt du formår at bruge etosappellen. Den etos vil så hænge ved til næste gang, du skal tale for samme publikum.
Fordelen ved en stærk etos
Det er effektivt at bruge etosapeller til at overbevise andre om noget – hvis folk opfatter dig som en person med stærk etos, er der stor sandsynlighed for, at de vil godtage, hvad du siger, uden at faktatjekke dit indhold eller stille sig alt for kritiske over for dine pointer.
Eksempler på etos
Herunder er tre citater fra taler, hvor der eksplicit bruges en etosappel. I kan enten arbejde med citaterne alene ud fra spørgsmål 1-3, eller I kan arbejde med talerne i deres fulde længde og bruge alle spørgsmålene.
- Hvor i citatet henviser taleren til sig selv eller den organisation, han eller hun repræsenterer?
- Forklar, hvorfor det er eksempler på etosappel.
- Styrker eller svækker taleren sin etos gennem etosappellen i citaterne?
- Hvilken etos kan man formode, at taleren har hos sit publikum, inden han eller hun går på talerstolen? (Du finder oplysninger om taleren under hans eller hendes talerprofil og oplysninger om talesituationen i venstre kolonne inde på selve talen).
- Er der andre steder i talen, hvor taleren bruger en etosappel?
- Hvordan er talerens etos samlet, efter han eller hun har talt? Styrket eller svækket?
Eksempel 1:
Katrine Lykke Pedersens tale til unge om håb i en coronatid 2021
Som dagene gik, følte jeg, at vintermørket krøb længere og længere ind på livet af mig. Jeg brugte uendelig meget energi på at være sur og tvær. Hvorfor åbner de ikke bare op? Folk må jo bare tage en ekstra test? Det er min uddannelse, det gå udover. Ja, og mit ungdomsliv!
Den ene negative tanke tog den anden indtil en dag i midt februar, hvor min gode veninde kiggede mig i øjnene og sagde “Stop. Nu slapper du af. Du bliver nødt til at indse, at du ikke kan gøre noget som helst. Det er ikke dig, der bestemmer. Det eneste, du kan bestemme og gøre noget ved, er, hvordan du selv forholder dig til situationen. Her er du stadig i kontrol.”
Det var netop det wake up call, jeg havde brug for at høre, og som jeg nu vil give videre til jer.
Jeg holder humøret højt ved at tro på, at vi har bedre tider i vente.
Eksempel 2:
Chris Preuss’ tale ved Ungdomspanelets overrækkelse af anbefalinger 2021
DUF vil på vegne af hele Ungdomspanelet sige tak.
Tak til regeringen for at invitere ungdommen til at komme med anbefalinger til at styrke unges trivsel.
Det er et stort ansvar at være med til at finde løsningerne på at øge unges trivsel. Og det er et stort ansvar at være med til at sikre, at børn og unge kommer godt ud af krisen.
Derfor er Ungdomspanelet nødvendigt. Og vores anbefalinger vigtige.
Eksempel 3:
Sara Omars takketale ved modtagelsen af De Gyldne Laurbær 2019
Jeg har også truffet et valg, der har kostet mig dyrt. Og som måske vil koste mig alt. Da jeg i sin tid skrev på min første roman, Dødevaskeren, var det et valg, jeg tog efter at have levet en stor del af mit liv gemt væk i et mørke, hvor kvinder helst ikke måtte ses og høres. Jeg vidste, at når jeg udgav min bog, så ville hadet mod mig blive så massivt, at jeg aldrig igen kunne vide mig sikker. Jeg vidste, at jeg ville miste store dele af min omgangskreds – jeg ville miste muligheden for nogensinde igen at rejse til Mellemøsten og til Kurdistan og se dem, jeg elsker. Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne tie længere. Der var brug for at blive rettet et spotlight på forhold, som mange desværre ikke ser – eller måske gør de, men vælger så – bevidst eller ubevidst – at vende det blinde øje til.