Arbejde med kildetekst
Introduktion til kilden
Da H.P. Hanssen var to år gammel tabte Danmark krigen mod Tyskland i 1864 og Slesvig blev, sammen med Holsten og Lauenborg, tysk. H.P. Hanssen kom selv fra et dansktalende hjem i Nørremølle knap 10 kilometer nord fra Sønderborg, og blev aktiv i politik for at forbedre rettighederne for de dansktalende og ultimativt få forenet Nordslesvig med Danmark igen.
I 1918 holdt han en berømt tale i den tyske Rigsdag, hvor han med opbakning for en samlet dansk Rigsdag, krævede retfærdighed for det nordslesviske folk.
Arbejdsspørgsmål
Læs uddragene fra H.P. Hanssens tale. I behøver ikke forstå det hele, men prøv at finde svarene på disse spørgsmål:
Spørgsmål til uddrag 1:
Spørgsmål til uddrag 1:
- Hvad er det, den tyske Rigskansler har sagt, der gør at H.P. Hanssen mener, at grænsen mellem Danmark og Tyskland kan forhandles?
Spørgsmål til uddrag 2:
- Hvordan havde nordslesvigerne det med at blive en del af Tyskland i 1864 i følge H.P. Hanssen?
Spørgsmål til uddrag 3:
Hvad er det for et løfte, som H.P. Hanssen mener, Bismarck gav Slesvigerne i 1866?
Hvad er det for et løfte, som H.P. Hanssen mener, Bismarck gav Slesvigerne i 1866?
Spørgsmål til uddrag 4:
- Hvad er det, som H.P. Hanssen ønsker på vegne af nordslesvigerne?
H.P. Hanssens tale i den tyske Rigsdag 1918
Uddrag 1:
Mine Herrer, Rigskansleren har i sin første Programtale højtideligt erklæret, at han søger en varig Fred for hele Menneskeheden, en ærefuld Rettens og Forsoningens Fred. Og “Retsspørgsmaalet,” tilføjede han i Gaar, “gør ikke Holdt ved vore Landegrænser, som vi aldrig frivillig vilde aabne for Voldsmagten. De Grundsætninger, som vi har antaget som normgivende for os, berører ogsaa Problemer inden for Rigets Omraade.”
(…)
Al Tvetydighed i internationale Spørgsmaal maa nu undgaas. Den alvorsfulde Stund kræver klar og aaben Tale. Under Henvisning til Rigskanslerens og Præsident Wilsons førnævnte Standpunkt kræver jeg som Repræsentant for den danske Befolkning i Nordslesvig i Rettens og Retfærdighedens Navn Gennemførelsen af Pragfredens § 5 og dermed ved den forestaaende Fredsslutning det nordslesvigske Spørgsmaals endelige Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.
Uddrag 2:
Først et ganske kort historisk Tilbageblik. I 1864 blev de danske Nordslesvigere mod deres Vilje og trods deres højtideligste Protest af de to Stormagter Preussen og Østrig med Vold løsrevet fra deres gamle Fædreland Danmark og fra deres eget Folk, som de var knyttet til ved Sprog, Sæder, Minder og en mere end tusindaarig ærefuld Historie.
Uddrag 3:
Pragfredstraktaten blev 20. December 1866 forelagt den preussiske Landdag. Ved denne Lejlighed kritiserede flere Talere Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark. Over for dem præciserede Bismarck sit Standpunkt til Folkenes Selvbestemmelsesret, idet han Ifølge den stenografiske Beretning erklærede:
“Jeg har altid været af den Mening, at en Befolkning, som varigt med utvivlsomt tilkendegivet Vilje lægger for Dagen, at den ikke vil være preussisk og tysk, som i utvivlsomt tilkendegivet Vilje vil tilhøre en Nabostat af dens Nationalitet, ikke styrker den Magt, fra hvilken den søger at adskille sig. Vi har overtaget Bestemmelsen, og Preussen maa holde den, men vi vil udføre den saaledes, at der ikke bestaar Tvivl om Afstemningen, som vi foretager, om dens Frivillighed og Uafhængighed og om den definitive Vilje, der derved tilkendegives.”
En fortræffelig Grundsætning, et forpligtende Ord! Den danske Befolkning i Nordslesvig gav i de følgende Tider atter og atter sine Ønsker og sin Vilje klart Udtryk. Men Aarene gik, uden Preussen opfyldte sin traktatlige overtagne Forpligtelse til at foretage en Folkeafstemning i Nordslesvig.
Uddrag 4:
En højst ulykkelig Tid brød dermed ind over Nordslesvig. I Tillid til Preussens Traktattroskab og Bismarcks højtidelige Tilsagn var over en Tredjedel af den nordslesvigske Befolkning indtil da udvandret, fordi de følte sig ulykkelige under det preussiske Regimente. For dem, der var blevet i deres Hjemland, begyndte en Tid med sproglig Undertrykkelse, med national Voldførelse, med politiske Plagerier, som i Aarene 1889 til 1903 kulminerede i den saakaldte Köller-Politik, der den Gang, som mange af de Herrer endnu vil mindes, sysselsatte Rigsdagen tre Dage i Træk. I Dag, da det gamle System er brudt sammen, og et nyt Tyskland er under Udvikling, vil jeg ikke gaa nærmere ind herpaa, men eet maa jeg dog i Dag konstatere: naar det tyske Folk i disse tunge Krigsaar ofte smerteligt har savnet Sympati hos de beslægtede Nabofolk i Norden, maa De ikke mindst føre dette tilbage til Preussens uretfærdige, voldsomme, hensynsløse og haarde nordslesvigske Politik.
(…)
Med dyb Taknemmelighed kan jeg i Dag konstatere: Fra alle politiske Lejre i Skandinavien, fra det yderste Højre til det yderste Venstre, lyder i disse Dage det enstemmige Raab til Tyskland: Retfærdighed mod Danskerne i Nordslesvig.
Mine Herrer, overhør ikke dette Raab! Naar Folkenes Selvbestemmelsesret er Alvor for Dem, naar De virkelig vil afslutte en Rets- og Forsoningsfred, saa maa De, naar Freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske Spørgsmaal.
Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste Ønsker, dermed fremmer De ogsaa tyske Interesser. Thi Retfærdighed ophøjer et Folk!
Ekstra
H.P. Hansens tale i fuld længe
Forslag til alternativ tale
