Epifor
Epifor er ligesom anaforen en gentagelsesfigur, men i modsætning til anaforen, finder gentagelsen sted i slutningen af en sætningsrække, fx “Der skal ske en forandring nu. Vi vil have indflydelse nu!” eller i slutningen af en række led i en sætning, fx “Det var en våd vinter, en grå vinter, en lang vinter.”
Anders Fogh Rasmussen bringer et godt eksempel på en epifor i sin grundlovstale fra 2006, når han siger:
I Danmark har vi frihed til ikke blot at mene, hvad vi vil. Men også at sige, hvad vi vil.
Ved at placere gentagelsen i slutningen af sætningen får det karakter af omkvæd; og ligesom med en popsang sidder budskabet bedre fast i hukommelsen.
Et andet eksempel på epifor ses i Alex Vanopslaghs tale ved en maratondebat i folketingssalen:
Et andet eksempel på epifor ses i Alex Vanopslaghs tale ved en maratondebat i folketingssalen:
For hvis ikke vi tror på det personlige ansvar, vil det jo altid være andres skyld, så er det samfundets skyld, så er det fællesskabets skyld, når tingene ikke kører, og så er der kun tilbage at være vred på samfundet, finde sammen i de smålige fællesskaber og omstyrte samfundet.
Her er bliver skyld brugt som epifor i en trikolon: andres skyld, samfundets skyld og fælleskabets skyld. Hvert led i trikolonen bliver en tak værre, så Vanopslaghs argument bliver et glidebaneargument; at skyde skylden fra sig ender uvægerligt i at skyde skylden på fællesskabet.