Skip to content
Retoriske figurer

Oxymoron

Et oxymoron er en selvmodsigelse, altså en sammenstilling af ord eller begreber, som ikke giver logisk mening, fx “larmende stilhed” eller “gammel nyhed”. De er selvmodsigelser, da stilhed er pr. definition ikke er larmende, og nyheder pr. definition ikke er gamle. Oxymoroner er sjældent tilsigtede og har ikke en dybere mening som paradokset, men de kan bruges humoristisk eller finurligt. 


Et finurligt oxymoron, der er gået over i historien, er H.M. Dronningens udtryk “dumsmart” (noget dumt er pr. definition ikke smart og omvendt) fra hendes nytårstale i 1984, hvor hun talte om, hvordan danskerne behandlede de gæstearbejdere, der var kommet til Danmark:
Så kommer vi med vores ‘danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.
Nanna Skov Høpfner sagde i sin tale ved en Men in Black demonstration i januar 2021 bl.a. sådan her:
Ok. Er du sindssyg, det ser for vildt ud det her. Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke-voldelig måde? Bare lige gøre København opmærksom på, at vi er her, ikk’?
Udsagnet “smadre byen på en ikke-voldelig måde” er en oxymoron; at smadre en by er pr. definition voldeligt. Det må dommerne også være kommet frem til, for Høpfner blev dømt for opfordring til vold for sin tale.