Skip to content
Retoriske figurer

Tautologi

Tautologi er en gentagelse af ord, der betyder næsten det samme fx “et lyst og hvidt værelse” eller “en god og dejlig weekend”. Man fraråder ofte at bruge tautologier, da de kan give det indtryk, at man er løbet tør kreativitet eller pointer, og derfor bare finder på synonymer på noget, man allerede har sagt. Men tautologier kan også bruges til at understrege ens pointe, fordi man netop fremsætter den to gange på to forskellige måder.
Et eksempel på en klassisk tautologi ses i denne båltale af sanger Julie Berthelsen:
Jeg kan kun tale for mig selv lige nu – men jeg kan tit og ofte finde det ufattelig frustrerende at være magtesløs – men jeg skal lære at finde roen i, at jeg gør, hvad jeg kan, dér hvor jeg kan.
Her er tit og ofte to synonymer, der bruges som mild styrkemarkør for den efterfølgende pointe.
I et andet eksempel gentager Gyrithe Lemche samme pointe ved hjælp af to mere eller mindre synonyme formuleringer:

Vejen her er tydelig afstukken og ikke til at tage fejl af.
Her er gentagelsen med til at understrege, at der altså ikke er nogen undskyldning for at gå i en anden retning.