Analyse af Olivia Kubasiak Kløvedal Reichs tale ved Klimapåmindelsen 2019
Olivia Kubasiak Kløvedal Reichs tale ved Klimapåmindelsen 2019
(Klik på teksten for at se analyserne.)
Hvis jeg skulle vælge noget at gå op i, havde jeg valgt noget lidt hyggeligere end klimaforandringerne, måske strikning eller stepdans. Klimaforandringerne beskæftiger jeg mig med, fordi jeg er tvunget til det. Fordi I som politikere ikke forstår det.
Jeg “går ikke op i” klimaforandringerne, jeg kæmper for at bremse dem. Men hvad er det, jeg kæmper for? Er det “naturen”? Er det “planeten”? Er det “menneskeheden”? Nej. Jeg kæmper for det, der gør livet værd at leve. Jeg elsker livet, fordi jeg har øjeblikke, der er så smukke og fyldt af ro og kærlighed. Øjeblikke, hvor man føler sig heldig, og hvor man glemmer alt andet og bare er helt og holdent i nuet. De øjeblikke har jeg haft mange af, blandt andet fordi jeg lever i et trygt og stabilt samfund, men med klimaforandringerne kommer ustabilitet og i værste fald kaos. Så vi må kæmpe for at bremse klimaforandringerne med alt, hvad vi har. For livet – det er livet værd, men det er det kun, hvis vi har friheden og roen til at værdsætte det.
Olivia, 23, statskundskab