Som præsten prædiker
Marianne Gaarden, der er biskop over Lolland-Falsters Stift, på prædikenstolen.
En ældgammel moderne genre
Prædikenen en unik talegenre, der insisterer på fordybelsen, eftertænksomheden og pausen. En genre, der giver det danske sprog plads til at brede sig, og en genre, der tør at tage livtag med de helt store etiske og eksistentielle spørgsmål – og ved selve det at være menneske.
Derudover er prædikenen en genre, som bygger på en lang tradition med meget faste rammer og en fast tekst, der skal forkyndes. Men inden for rammerne er der frihed til både sprogligt og indholdsmæssigt at udfordre tilhørerne.
Her på siden har vi samlet udvalgte prædikener og begravelsestaler fra fire toneangivne præster, nemlig Kaj Munk, Katrine Lilleør, Johannes Møllehave og Thorkild Grosbøll, men du kan dykke ned i mange flere prædikener på Danske Talers underside: Danske Prædikener, hvor vi både samler vigtige prædikener fra Danmarks historie og aktuelle prædikener.
Prædikenen en unik talegenre, der insisterer på fordybelsen, eftertænksomheden og pausen. En genre, der giver det danske sprog plads til at brede sig, og en genre, der tør at tage livtag med de helt store etiske og eksistentielle spørgsmål – og ved selve det at være menneske.
Derudover er prædikenen en genre, som bygger på en lang tradition med meget faste rammer og en fast tekst, der skal forkyndes. Men inden for rammerne er der frihed til både sprogligt og indholdsmæssigt at udfordre tilhørerne.
Her på siden har vi samlet udvalgte prædikener og begravelsestaler fra fire toneangivne præster, nemlig Kaj Munk, Katrine Lilleør, Johannes Møllehave og Thorkild Grosbøll, men du kan dykke ned i mange flere prædikener på Danske Talers underside: Danske Prædikener, hvor vi både samler vigtige prædikener fra Danmarks historie og aktuelle prædikener.
Kaj Munk
Dette er Kaj Munks sidste kendte prædiken, som han holdt under Besættelsen d. 1. januar 1944 i Vedersø Kirke. Ved denne lejlighed har Munk fravalgt præstekjolen og prædikestolen. Iført overfrakke og halstørklæde holder Munk en form for afskedstale, hvor han blandt andet retter en hård kritik mod de danskere, der samarbejder med besættelsesmagten.
Munk mener, at samarbejde med tyskerne på dette tidspunkt i krigen er “landsforæderisk færd”. Og de såkaldte værnemagere har glemt deres pligt som kristne. Men Munk understreger samtidig, at han ikke hader nogen, hverken tyskere eller værnemagere, ikke engang Adolf Hitler.
Munk prædiker, selvom han ved, hvor farligt det er at gå i rette med den tyske besættelsesmagt. Og nærmest profetisk spørger han: “Kommer de efter dig i Nat?”. Tre dage senere blev han henrettet.
Munk mener, at samarbejde med tyskerne på dette tidspunkt i krigen er “landsforæderisk færd”. Og de såkaldte værnemagere har glemt deres pligt som kristne. Men Munk understreger samtidig, at han ikke hader nogen, hverken tyskere eller værnemagere, ikke engang Adolf Hitler.
Munk prædiker, selvom han ved, hvor farligt det er at gå i rette med den tyske besættelsesmagt. Og nærmest profetisk spørger han: “Kommer de efter dig i Nat?”. Tre dage senere blev han henrettet.
"Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: »Kommer de efter dig i Nat?«
Kathrine Lilleør
I sin personlige begravelsestale til vennen Lise Nørgaard taler Kathrine Lilleør blandt andet om, hvordan Matador som fænomen er blevet meget større end bare en TV-serie, og hvordan serien er et eksempel på, hvad kultur og digterkunst kan, når den er allerstørst, nemlig gøre os klogere på os selv som mennesker og hinanden.
Men Lilleør lægger også vægt på, at Lise Nørgaard er meget mere end Matador. Som journalist og forfatter har hun et stort virke bag sig, men det er nu engang Matador, hun er berømt for, og det, som har sikret hende en plads i Danmarkshistorien.
Talen afsluttes med en opfordring til, at familien og vennerne i kirken – på trods af sorgen – skal glæde sig.
"Vi skal se hende for os (...) dér, hvor hun er allergladest. Diskuterende, morende sig, jublende over at være sammen i glæde. Det skal vi se for os, og se, da har du fundet vej fra sorg til glæde allerede nu."
I sin personlige begravelsestale til vennen Lise Nørgaard taler Kathrine Lilleør blandt andet om, hvordan Matador som fænomen er blevet meget større end bare en TV-serie, og hvordan serien er et eksempel på, hvad kultur og digterkunst kan, når den er allerstørst, nemlig gøre os klogere på os selv som mennesker og hinanden.
Men Lilleør lægger også vægt på, at Lise Nørgaard er meget mere end Matador. Som journalist og forfatter har hun et stort virke bag sig, men det er nu engang Matador, hun er berømt for, og det, som har sikret hende en plads i Danmarkshistorien.
Talen afsluttes med en opfordring til, at familien og vennerne i kirken – på trods af sorgen – skal glæde sig.
"Vi skal se hende for os (...) dér, hvor hun er allergladest. Diskuterende, morende sig, jublende over at være sammen i glæde. Det skal vi se for os, og se, da har du fundet vej fra sorg til glæde allerede nu."
Maude har faktisk ikke levet. Men hun går jo levende rundt midt iblandt os, ikke? Fordi vi refererer til hende, som var det en, vi kendte. Og på den måde samler Matador os folkeligt og på en måde, som gør, at vi ved, hvad hinanden taler om, og det kan jo ikke blive større. Det er det, kulturen kan, når den er størst. Det er det digtekunsten kan, når den er allerstørst, så kan den forene os i dette at være mennesker; At få øje på hvem vi selv er, og hinanden er.
Johannes Møllehave
Under overskriften 'Naturlige fjender' taler Møllehave om det naturlige – og menneskelige – i at have fjender. Og om hvordan kærlighed ofte kan slå over i had, så ven bliver til fjende. Det gælder også for nationer, hvor borgerne kan få et stærkere sammenhold, hvis der er en fælles fjende.
Netop derfor er Jesus' budskab: 'at man skal elske sin fjende' så radikalt, mener Møllehave.
Han bruger både historien om Kain og Abel fra det Gamle Testamente og 'Lignelsen om den fortabte søn' fra det Nye Testamente til at vise, at det er naturligt, at der findes fjendskab og had – især i krisetider.
"I krisetider får vi flere fjender end ellers, vi er lettere at lokke med i had til mindretal af enhver art: fremmedarbejdere, narkomaner og christianitter og kriminelle og hvem der ellers vil aflaste os for vores indre pres."
Det er altså ikke nemt at elske sin fjende – måske endda unaturligt – men med Guds hjælp kan vi, ifølge Møllehave, lære at tilgive alt og elske vores fjender.
Under overskriften 'Naturlige fjender' taler Møllehave om det naturlige – og menneskelige – i at have fjender. Og om hvordan kærlighed ofte kan slå over i had, så ven bliver til fjende. Det gælder også for nationer, hvor borgerne kan få et stærkere sammenhold, hvis der er en fælles fjende.
Netop derfor er Jesus' budskab: 'at man skal elske sin fjende' så radikalt, mener Møllehave.
Han bruger både historien om Kain og Abel fra det Gamle Testamente og 'Lignelsen om den fortabte søn' fra det Nye Testamente til at vise, at det er naturligt, at der findes fjendskab og had – især i krisetider.
"I krisetider får vi flere fjender end ellers, vi er lettere at lokke med i had til mindretal af enhver art: fremmedarbejdere, narkomaner og christianitter og kriminelle og hvem der ellers vil aflaste os for vores indre pres."
Det er altså ikke nemt at elske sin fjende – måske endda unaturligt – men med Guds hjælp kan vi, ifølge Møllehave, lære at tilgive alt og elske vores fjender.
Intet er naturligere for et menneske end at have fjender. Fjendskaber holder ofte sammen på både venskaber og ægteskaber. Hvis parterne er enige om hvem de ikke kan lide, kan det svejse dem ekstra sammen. Tit er ens værste fjende én der tidligere har stået en meget nær. Kærlighed kan slå over i had så glødende som stikflammer. Når den elskede skuffer én, tager kærligheden sig betalt og bliver til had.
Thorkild Grosbøll
I sin prædiken stiller Grosbøll et overraskende spørgsmål – i hvert fald for en præst i den danske Folkekirke - nemlig "Tror du på Gud?" Og det lige så overraskende svar er: "Nej, ikke rigtigt"
Prædikenen er bygget op som en dialog imellem Grosbøll og en imaginær spørger, der vil vide, hvad Grosbøll tror på. Og gradsvist må præsten nuancere og forklare, hvad det er, han tror på.
"Jeg tror på en skæbne. Jeg tror på energiernes evighed. På lyset, på livsgnisten. På svingningerne, på bølgebevægelsernes grundtone, universets sang."
Med dette spørgsmål/svar-format giver Grosbøll plads til den tvivl, han tilsyneladende selv har, og han forsøger i et smukt, poetisk sprog at forklare, hvad Gud er for ham, hvis det ikke er den lidt barnlige forestilling om Gud, som en gammel mand, der sidder oppe i himlen.
Thorkild Grosbøll blev senere kendt som 'præsten, der ikke troede på Gud', da han i et interview i forbindelse med udgivelsen af bogen En sten i skoen (2003) sagde, at han hverken troede på Gud, opstandelsen eller det evige liv.
I sin prædiken stiller Grosbøll et overraskende spørgsmål – i hvert fald for en præst i den danske Folkekirke - nemlig "Tror du på Gud?" Og det lige så overraskende svar er: "Nej, ikke rigtigt"
Prædikenen er bygget op som en dialog imellem Grosbøll og en imaginær spørger, der vil vide, hvad Grosbøll tror på. Og gradsvist må præsten nuancere og forklare, hvad det er, han tror på.
"Jeg tror på en skæbne. Jeg tror på energiernes evighed. På lyset, på livsgnisten. På svingningerne, på bølgebevægelsernes grundtone, universets sang."
Med dette spørgsmål/svar-format giver Grosbøll plads til den tvivl, han tilsyneladende selv har, og han forsøger i et smukt, poetisk sprog at forklare, hvad Gud er for ham, hvis det ikke er den lidt barnlige forestilling om Gud, som en gammel mand, der sidder oppe i himlen.
Thorkild Grosbøll blev senere kendt som 'præsten, der ikke troede på Gud', da han i et interview i forbindelse med udgivelsen af bogen En sten i skoen (2003) sagde, at han hverken troede på Gud, opstandelsen eller det evige liv.
Tror du på Gud?
Jah, jeg ved snart ikke, men et eller andet tror jeg vel på. Jeg tror ikke på en eller anden gammel mand med stort skæg, der sidder oppe i himlen på sin trone og trækker solen og månen op og ned. Jeg tror heller ikke på, at han har skabt jorden på seks dage og så holdt fri på den syvende. Jeg tror heller ikke på en Paradisets have, som han forjog de to første mennesker fra. Jeg tror i det hele taget nok ikke på de historier, der er blevet os fortalt om Gud. Om syndflod, udfrielse af Ægypten osv.
