Hvor er det dejligt at se så mange engagerede unge mennesker her til verdens største demokratifestival for unge.
Som mange nok ved, har der her i august været pride, hvor vi har hyldet mangfoldigheden, demokratiet og retten til at være lige præcis den du er.
Pride er for mig og mange andre LGBTQ+-personer ikke kun én gang om året. Det er hver dag, og pride er – og har altid været – politisk.
Det viste vores nu (tidligere) ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre ved at udgive en kronik under priden, hvor hun luftede idéen om en tilbagerulning af rettigheder for transpersoner.
Tænk lige en ekstra gang over det.
En minister som jo faktisk er den øverste chef for at sikre ligestilling i Danmark, også for seksuelle og kønsminoriteter. Men i stedet satte hun et frontalangreb ind mod den præcis samme gruppe.
Det ville vække ramaskrig, hvis vores sundhedsminister eksempelvis meldte ud, at hun ikke gik op i unges sundhed eller ældres sundhed eller børns sundhed – og ville rulle rettigheder tilbage for dem.
Heldigvis har vi nu fået en ny ligestillingsminister. Desværre i kombination med miljø og ikke som en selvstændig ministerpost. Det har vi til gode, og det kunne jeg snakke meget mere om.
Jeg håber dog på, at Magnus Heunicke forstår de reelle ligestillingsudfordringer, der er for queer-personer, og jeg håber, at I herude forstår, at rettighedskampen er en kollektiv kamp.
For det er ikke længere pride og august.
Kalenderen skriver nu september, og jeg står her i dag og siger til jer, at LGBTQ+-personer stadig findes. Vi kæmper for retten til at eksistere. For at beholde og forbedre vores rettigheder.
For rettigheder bliver ikke givet til nogen, men tilkæmpes. Og rettigheder kan forsvinde igen. Derfor kræver det, at vi ikke bare accepterer tingene, som de er nu. Og det kræver at vi står sammen. Uanset om vi tilhører en minoritet eller majoritet.
For sandheden er, at vi oftest på en og samme tid både er undertrykte og privilegerede, men er bundet sammen af ikke selv at have truffet det valg.
Jeg selv er hvid, etnisk dansk og ciskønnet, men jeg er også kvinde og queer. Min identitet rummer et hav af privilegier, men også en minoritetsstatus, og derfor står jeg her i dag.
Pride er politisk, og pride er hver dag. For der er stadig så meget at kæmpe videre for. Det håber jeg, at I vil tage med jer videre. Uanset hvem I er, uanset om I aktivister, engageret i organisationer, alene eller tager en svær samtale om identitetspolitik med familien over middagsbordet. Alt hjælper. Vi skal snakke om de rigtige problemer, afmontere myten om at vi allerede har ligestilling i Danmark og blive ved med at insistere på fremgang i en verden præget af tilbageskridt.
For jeg tror stadig på forandring og jeg tror stadig på handlingsfællesskaber. Det håber jeg også, at I gør. For ingen er frie, før alle er frie. Tak for ordet.
