Alex Vanopslaghs tale ved demonstrationen efter Ruslands invasion af Ukraine

I langt, langt, langt det meste af verden bliver Putin og Rusland forhadt og udstødt af samfundet.

Vi begynder at se flere og flere lande sende våben til ukrainerne. Danmark har også bidraget med en smule, og jeg forventer, at vi i Folketinget snart vil sende rigtige våben til ukrainerne. For vi skal gøre meget mere. Vi skal gøre meget mere! Både for at sende våben til det modige folk i Ukraine, men også for at sende hjælp til de ukrainere, der er på flugt. Og så skal vi gøre alt, hvad vi kan for, at vi stopper al samhandel med Rusland. Og det er al samhandel!

Men der er mange ting, som vi i al oprigtighed godt kan lade os opmuntre af. Se bare på Tyskland. Et land, der i mange år har været handlingslammet og usikkert. De er begyndt at vende på en tallerken. De siger, at nu kommer der altså ikke nogen Nord Stream 2, og der bliver sendt våben til Ukraine, efter at de ellers i lang tid blokerede for det. Nu begynder de selv at sende våben, og i dag har de sagt, at de vil nå 2-procents-forpligtelsen i forhold til et NATO-bidrag. Danmark skal selvfølgelig gå i samme fodspor og leve op til vores forpligtelser over for NATO. 

Det er ikke kun Tyskland, Danmark eller det europæiske og vestlige sammenhold, der giver mig mod og håb. Det er så sandelig også det ukrainske folk! Jeg tror, at Putin regnede med, han kunne invadere og indtage Ukraine på ganske, ganske få dage. Og jeg skal da love for, at han tog fejl.
Det ukrainske folk har ikke givet op. De er ikke flygtet, og deres præsident går sågar forrest med at indgyde mod og håb. Da amerikanerne tilbød ham at blive evakueret, lød svaret: ”Nej tak, jeg har brug for ammunition, ikke et lift væk – vi er for pokker i krig!”.

Det, vi ser i Ukraine, er en version af mænd og kvinder, der griber til våben og risikerer deres liv for at forsvare deres frihed. Forsvare deres nation mod Putin.
Det mod, det håb og de gerninger synes jeg er en stor, stor inspiration.

Der har været meget snak om, hvorvidt Ukraine skal være med i NATO. Men når jeg ser Ukraines mod så tænker jeg, at det måske snarere er NATO, der skal spørge, om vi må blive medlem af Ukraine. Når de russiske krigsskibe angriber, så lyder svaret fra ukrainerne: ”Russian warship, go fuck yourselves”. Og samme budskab kan passende lyde til Putin. Så kære Rusland. Kære Putin: I har startet en krig, som I kommer til at tabe!

Putin troede, at han ville møde ukrainere, der ville se hans soldater som befriere og overgive sig frivilligt, men i stedet bliver han mødt af en nation på barrikaderne, der står klar med molotovcocktails. Putin troede, at Europa og den vestlige verden ikke kunne blive enige om sanktioner, men nu mødes Putin og Rusland af de hårdeste økonomiske sanktioner i mands minde. Og Putin troede, at han med sin aggressive fremfærden kunne fremprovokere en ny sikkerhedsorden i Europa. 

Men lige dér havde han faktisk ret. Han har fået en ny orden, der er på vej. Nemlig at Europa og NATO opruster. Vi sender soldater til de europæiske lande tæt på Ukraine, og vi begynder at tage hensyn til Putins uforudsigelige stormagtsadfærd ved at opruste. Ved at sige, at aldrig skal vi tillade, at Putin kan opføre sig, som han gør i Ukraine. Så lige dér får han sin vilje, men nok på en anden måde, end han lige havde regnet med. Som sagt: Den krig, som Putin har startet, den vil han tabe før eller siden!

Al ære til det ukrainske folk. Må Gud være med jer.
Tak.