Skip to content

Mette Thiesens tale ved demonstrationen efter Ruslands invasion af Ukraine

Om

Taler

Mette Thiesen
Folketingsmedlem for Nye Borgerlige

Dato

Sted

Kristianiagade 5, 2100 København

Tale

Kære ukrainske venner. 
I skal vide, at vi står sammen med jer i disse timer og i disse dage. 
En diktator forsøger med vold at fravriste jer jeres fædreland. 
Det må ikke ske. Det skal ikke ske.
I kæmper heroisk mod en aggressiv modstander, der vil lægge jer i lænker og stjæle jeres frihed. 
I forsvarer jeres uafhængighed og Fædreland.
I må ikke give op. Vi vil stå sammen med jer hele vejen 
Putins Rusland skal ikke få lov at diktere jeres fremtid. Han skal ikke få lov at diktere Europas fremtid.
Vores mål og jeres mål er det frie europæiske liv. Fred og velstand. 
Kærlighed og vores børns lykke og smil. Vi vil gøre alt for at vores fremtid sammen bliver sådan.
Længe leve Ukraine.
--
Og til Putin, hvis han lytter med i dag.
Træk dine hære hjem. Russiske soldater har intet at gøre på ukrainsk jord.
Ruslands voldelige overfald på Ukraine er vold mod alle idealer om national selvstændighed og folkenes selvbestemmelsesret.
Ruslands fremfærd giver mindelser tilbage til sidste århundredes menneskefjendske og voldelige ideologier – kommunismen, fascismen og nazismen.
Den adfærd kan vi ikke acceptere i Europa – aldrig mere.
Det ukrainske folk vristede sig fri af Sovjetunionen. Det ukrainske folk valgte selvstændigheden. De valgte friheden.
Vladimir Putin du har ingen ret i denne verden til at forsøge at knægte den frihed. Du har ingen ret overhovedet til med vold at undertvinge dig Ukraine.
Det er vi samlet her i dag for at fortælle dig.
Vi ønsker ikke at være fjender af Rusland. Vi ønsker ikke at være fjender af det russiske folk.
Der er kultur, og der er historie, som væver Rusland ind i Europa. Der er et fundament at opbygge tillid, samarbejde og fred på.
Putin lad være med at ødelægge det fundament.
For fred og samarbejde skal foregå i respekt for hvert lands nationale selvbestemmelsesret.
Her kan der ikke indgås kompromisser. Her træder nultolerancen ind.
De principper skal vi stå sammen om. Det er de principper, NATO bygger på. 
NATO bragte de vestlige demokratier frelst gennem Den Kolde Krig mod kommunismen.
Andre lande faldt til kommunistiske diktaturer, og deres befolkninger led i mange år under kommunismens vold og undertrykkelse.
Men i kraft af NATO-samarbejdet klarede de vestlige demokratier sig igennem. Vores værn mod kommunismen virkede.
NATO er i dag ingen trussel mod Rusland – ingen overhovedet.
NATO er en forsvarsalliance, hvor hvert medlemsland garanteres sin selvstændighed og frihed til at vælge sin egen vej.
Der er intet i det vestlige forsvarssamarbejde, som kan tolkes som aggressivt over for Rusland.
Skulle Finland, Sverige eller Ukraine derfor beslutte sig for at melde sig ind i NATO, vil vi selvfølgelig byde dem velkomne.
Det er ikke noget, Rusland overhovedet skal blande sig i. 
Det skal aldrig lande på Putins bord. 
Det er kun en sag mellem NATOs gamle medlemslande og de eventuelle nye ansøgere.
Så Vladimir Putin – pak dig bort
Længe leve Ukraine

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret