Tusind tak fordi jeg må tale foran jer i dag. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være den første taler
men jeg ser det som en kæmpestor ære at få lov til at være med til at sætte scenen for de diskussioner, der skal være her i dag.
Noget afgørende på sådan en dag som i dag er, hvordan man definerer demokrati.
Og jeg ved godt, at der er mange, der definerer demokrati som et spørgsmål om, at et flertal kan stemme sig til det, de gerne vil.
Det gør jeg ikke.
For mig er demokrati den helt grundlæggende, måske lidt smånaive idé om
at uanset hvad, så hvis jeg har de bedste argumenter, så kan jeg overbevise jer.
Uanset hvilket udgangspunkt I kommer med, så kan vi sammen finde de rigtige løsninger, hvis vi alle sammen kan tale frit.
For når vi alle sammen kan tale frit, så tænker vi alle sammen i fællesskab.
Og når vi tænker i fællesskab, så kan vi finde de bedste løsninger.
Derfor er det her spørgsmål om ytringsfrihed for mig fuldstændigt afgørende.
Jeg vil starte med at sætte jer lidt ind i hvordan jeg selv første gang tænkte på det her emne.
Jeg var ikke særligt gammel. Jeg var 10 år gammel. Jeg ved ikke om I kan huske det. D. 4. februar 2006.
Der begyndte ambassaderne at brænde rundt om i verden. Det gjorde de fordi der var startet en debat i Danmark om Muhammedtegningerne.
Og jeg kan tydeligt huske, at jeg lå derhjemme og kiggede på tv'et, og så begyndte jeg at græde.
Jeg kan ikke beskrive det på anden måde end sådan en grundlæggende forvirring og frygt som helt ungt menneske
over hvordan man kunne have så meget had til et land og så meget had til os som folkefærd
bare på grund af at der er nogle folk, der har lavet en tegning, man ikke bryder sig om.
Jeg var skræmt.
Men for mig satte det også gang i nogle grundlæggende tanker om hvad demokrati er og hvorfor det er så fandens vigtigt vi står fast om det.
Jeg er ikke typen der har en - hvad kan man sige - den strammeste udlændingepolitik
og derfor vil det måske undre nogle, at jeg synes det er så vigtigt, at vi viser Muhammedtegningerne.
Men for mig at se er det et grundlæggende spørgsmål om, at hvis vi først begynder at acceptere en præmis om
at der er nogle mennesker, der - bare hvis de er voldelige nok og hvis de er truende nok - kan få os til at holde vores kæft
ja, så er alt andet lige meget!
Og det ville være en glidebane vi aldrig nogensinde vil se enden på.
For hvis vi først accepterer at Muhammedtegningerne ikke er noget vi kan vise eller noget vi kan snakke om
ja, så er jeg ét hundrede procent sikker på, at så står Kina klar til lige om lidt at sige, at vores holdning til dem også er særligt krænkende
og det må vi endelig ikke gøre.
Og jeg er sikker på at andre lande også vil stille sig i den kø.
Putin vil sikkert være kæmpe fan af at vi heller ikke kritiserer ham, for det er også krænkende for det russiske folk.
Autoritære regimer og autoritære tankesæt er altid bange for at folk siger sandheden og for at folk taler åbent.
For når ordet er frit, så kan de ikke styre os.
Når vi alle sammen kan sige det vi mener, så kan du ikke kontrollere folk.
Og det er dét, autoritære tankegange altid er bange for. For inderst inde ved de godt, at de tager fejl.
For hvis man tror på, at det man står fast ved er sandt, så er der jo ikke nogen grund til at tvinge andre folk med vold til at holde deres mund.
Så kan man nemlig overbevise dem med noget der er stærkere end sværdet, nemlig gode argumenter.
Derfor har jeg også fulgt debatten rigtigt meget ift. lærere der er bange for at vise Muhammedtegningerne.
Og jeg vil sige, at hvis der sidder nogle lærere her i dag - det gør der jo nok - så vil jeg sige, at jeg forstår det dilemma, som I står i.
Jeg forstår godt, at man måske er bange for som lærer at placere sig i midten af den debat og gøre sig til skydeskive for demokratiet.
Men jeg håber, at I alligevel vil gøre det.
For hvis der er nogen, der har lært mig noget om vigtigheden af demokrati, så er det de lærere jeg har haft i tidens løb.
De har dannet mig som menneske og gjort mig til den, jeg er.
Men jeg vil også sige, at fra politisk hold føler jeg, at vi bliver nødt til at gå skridtet videre.
Og jeg ved, at det måske er kontroversielt med mange lærere, der er her i dag.
Men stod det til mig, så gjorde man det sådan, så det var en del af pensum og en del af det at man var i folkeskolen
at man fik mulighed for at se Muhammedtegningerne.
Hvorfor ønsker jeg det? Er det, fordi jeg har et behov for at trække det ned over hovedet på lærere?
Nej, det er det sådan set ikke.
Det er, fordi jeg lige nu føler, at jer, der er lærere, I bliver efterladt.
I bliver dem, der selv bliver nødt til at tage beslutningen. Skal vi vise dem eller ej? Og dermed bliver I gjort til skydeskiver.
Det synes jeg er et kæmpestort problem. For som samfund bliver vi nødt til at vise, at der er fuld opbakning til det.
Det skal gøres på en ordentlig måde.
Vi skal sørge for at have lærernes mulighed for at kunne danne pensum som de vil med i vores omtanke.
Men den grundlæggende idé om, at det her er afgørende for at forstå den verden, vi er en del af, synes jeg vil være rigtigt, rigtigt god.
Til slut så vil jeg minde jer om, at demokrati for mig at se er noget, der skal vindes i hver generation.
Vi står her i dag og fejrer vores grundlov. Den kan vi fejre, fordi der var nogle folk, der før os var modige.
Som turde gøre det, de følte var det rigtige. Turde sige det højt, også selvom de måske var bange for konsekvenser.
Og hver generation skal vi genvinde vores demokrati.
For når man ser på verdenshistorien er den demokratiske periode i hvert fald indtil nu desværre bare en lille parentes i en lang historie af tyranni.
Jeg mener, at det er vores pligt - os der er her i dag - at sikre, at den parentes ikke stopper.
At faklen bliver givet videre til den næste generation.
Og derfor håber jeg at I vil tænke på den konservative tænker Edmund Burkes citat:
All that is necessary for evil to succeed is for good men to do nothing.
Lad os huske, at det er en pligt at beskytte vores demokrati. Tak skal I have.
