Tusind tak for det. Og tak for invitationen. Det er en vigtig dag i dag. Og det er en vigtig sag.
Vi ved alle, hvilket bagtæppe vi står på i dag, men jeg vil alligevel starte med at skrue tiden lidt tilbage til d. 10. marts sidste år
hvor jeg stod i praktik i en samfundsfagstime i 8.b.
Det var en tid, hvor spritflaskerne og de blå skilte fra Sundhedsstyrelsen ikke helt var blevet en del af vores hverdag endnu.
Men det ændrede ikke på, at corona fyldte rigtigt, rigtigt meget. Derfor var det selvfølgelig også det, der var på skoleskemaet den dag.
Og vi talte med eleverne om vores grundlovssikrede frihedsrettigheder og om de ting, der kan sætte os i et dilemma i forhold til det.
Om hvordan vi kan få lyst til at forbyde foreninger, hvis de er kriminelle - hvis de er bandemiljøer.
Vi talte om, hvordan folkesundheden kan udfordre forsamlingsfriheden.
Og vi talte om, hvordan man kan få ondt i maven, når Rasmus Paludan stiller sig op til en begravelse og holder demonstration.
Men hvordan det alligevel er vigtigt, at vi forsvarer hans ret til at gøre det.
Vi talte også om Muhammedtegningerne, og vi talte om hvordan man kan få ondt i maven, når ens religion bliver kritiseret
men at det stadig er vigtigt, at vi lever i et land, hvor man har ret til at gøre det.
Eleverne var nuancerede og reflekterede. De syntes, at det var et hårdt emne. Men det var en rigtigt, rigtigt god time
og det er en time, jeg har tænkt tilbage på flere gange siden.
For det har ikke været en nem tid det sidste år at være 14-15 år og skulle følge med i en ofte polariserende samfundsdebat.
Og den time er jo noget af det, som god undervisning gerne skal kunne.
Vi kan ikke sætte politikken på døren i undervisningen. Men vi kan sørge for at sætte didaktikken først.
Men det kræver, at vi har ordentlig forberedelsestid som lærere. Det kræver, at vi har en ledelse, der bakker op om os.
Og det kræver, at vi har metodefrihed. Og den metodefrihed kommer ikke af sig selv.
Og lad mig starte dér. For selvom jeg ikke mener, at vi skal sætte emner som Muhammedtegninger på pensum i folkeskolen
på samme måde som den foregående taler [Anders Storgaard] synes
så vil jeg gerne understrege, at metodefriheden ikke mindst bliver knægtet, når frygten kommer til at bestemme.
Og den frygt kan vi aldrig nogensinde acceptere blandt kommende kollegaer, blandt vores undervisere på læreruddannelsen. Det er vigtigt.
Så hvad gør vi så? For det kan jo efterlade os i en position af at være magtesløse.
Jeg tror, at én ting vi skal gøre er at sige til politikerne, at de skal oprette et nyt center.
De skal lave et ungdomscenter for demokrati og ytringsfrihed. Et center hvor der er gratis adgang for alle skoleklasser
og hvor vi har sikret, at der er god sikkerhed, så man tør tage derhen
og hvor man har gratis transport som skoleklasser, uanset hvor i landet man underviser
og hvor forsiderne på Charlie Hebdo hænger side om side med de illegale blade fra 40'erne og med billeder fra Pride-paraderne.
Hvor vi hylder ytringsfriheden. Hvor vi hylder grundloven.
Og hvor vi giver plads og rum til at tage nogle af de svære snakke om de dilemmaer, der også opstår med vores frihedsrettigheder.
Det tror vi kan være med til at give bedre rammer for lærere til at kunne undervise i rigtigt svære emner
noget vi i hvert fald er nødt til at sætte mere fokus på.
Vi kommer ikke til at løse alt.
Og vi er altid meget glade for at blive inviteret til arrangementer som det her og andet, hvor vi kan hjælpe med at sætte fokus på
hvordan vi kan sikre ytringsfriheden i skolen blandt lærere og undervisere.
Det er fortsat en kamp, der skal kæmpes.
Rigtig glædelig grundlovsdag!
