Vi lever i en foranderlig verden.
En verden, hvor globaliseringens vinde blæser med orkanstyrke, og hvor behovet for at være dansk og føle sig national, måske aldrig har været større.
Det er i dag mindre end en måned siden, at vi for alvor mærkede nationalfølelsen komme væltende op i os.
Og vi nød det i fulde drag.
Vi festede, og vi delte glæden med kronprins Frederik, da han blev viet med sin australske udkårne, kronprinsesse Mary.
Vi kunne slet ikke få nok af fest, galla og de royale skikke og traditioner.
Vi tog opstilling i gaderne.
Vi sad klistrede til tv-skærmene, og vi nød synet, da det forelskede par sagde ja til hinanden i kirken.
Vi nød deres tur i den åbne karet gennem menneskemylderet i Københavns gader med Dannebrog og det australske flag side om side.
Vi var på en og samme tid både nationale og internationale.
Det fik følelserne op i os.
Det gjorde os stolte af det danske monarki og dets rummelighed over for andre kulturer.
Det var så konservativt, som det overhovedet kunne være.
De røde og hvide farver og vores kommende regentpar fik mange til at knibe en tåre.
Ja, det var et sandt eventyr.
For hvad er mere dansk end vores kongehus, Dannebrog, de røde og hvide farver og så den grundlov, som vi alle er samlet for fejre i dag.
Alt sammen er det med til at føle os konservative, og give os national identitet og samlingskraft i en ellers foranderlig og globaliseret verden.
For kun femten år siden så verden helt anderledes ud.
Europa var delt af et jerntæppe, og begreber som IT, personlige computere og digitalisering var stadig fremmedord.
Ingen talte den gang om globalisering og internationalisering.
Verden var på mange måder lettere den gang.
Berlinmuren medvirkede til at gøre verden sort og hvid.
Der var kommunisternes planøkonomiske verden på den ene side, og der var de frie demokratier på den anden side.
Der var Warszawapagten, og der var NATO.
Der var de undertrykte befolkninger, og der var de frie mennesker, der kunne rejse, hvorhen de ville på vores side af hegnet.
Med Berlinmurens fald i november 1989 slap de østeuropæiske be-folkninger ud af deres fodlænker.
Den frie verden havde sejret.
De frie markedskræfter havde demonstreret deres overlegenhed over for statsøkonomien, og i dag er sovjetkommunismen blot en parentes i verdenshistorien, selv om enkelte lande fortsat bekender sig til den totalitære ideologi.
Statuer er blevet væltet.
Kun en enkelt Lenin-statue i et hjørne på Arbejdermuseet vidner nu om fortidens menneskeundertrykkelse i det gamle Sovjetunionen.
For mig er statuen en skamplet, lige som de statuer, der blev væltet af Saddam Hussein var det.
Symboler på årtiers ondskab, menneskeforagt og massedrab.
Derfor er der ekstra god grund til at glæde sig over, at EU's stats- og regeringschefer ved topmødet i København for mindre end to år siden traf en historisk beslutning.
Her blev det besluttet at optage 10 nye lande i EU.
Primært lande som tidligere hørte til bag jerntæppet.
Med EU-udvidelsen er lande som Polen, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet og Slovakiet nu blevet medlemmer af den europæiske union.
De er blevet en del af den frie verden.
De har omsider fået deres selvstændighed tilbage, og de har nu igen fået rum til at føle sig nationale og udvikle sig som selvstændige nationer.
Fri fra Kreml og det kommunistiske politbureaus konstante undertrykkelse, og i stedet er de blevet medlemmer af en klub af selvstændige og frie nationer.
Om godt og vel en uge skal danskerne og de øvrige befolkninger i EU stemme til Europa-Parlamentet.
Her skal de danske vælgere finde de 14 mænd og kvinder, som de vil have til at repræsentere sig i parlamentet, hvor de for første gang kommer til at sidde side om side med repræsentanter fra de tidligere østlande.
Det er historisk. Det havde ingen troet muligt for bare 10 år siden.
Det er derfor også mit håb, at danskerne i stort tal vil benytte sig af chancen for at påvirke den europæiske udvikling.
Tidligere har stemmeprocenterne ligget på beskedne ca. 50 pct.
Lad nu benytte chancen til at vise, at vi tror på EU, som det fundament vi fremover skal bygge det europæiske hus på.
Det hus og det fællesskab, som skal sikre fred og stabilitet i et Europa, hvis historie ellers er fyldt med krig og ufred.
Lade os bruge stemmesedlen til at vise respekt for demokratiet – ikke mindst over for de nye lande, for hvem demokratiet stadig er en ny og forholdsvis uprøvet styreform.
Derfor skal der lyde en klar appel her på grundlovsmødet i dag.
Benyt Jeres ret til at stemme næste søndag, og så gør det selvfølgelig ikke noget, at I stemmer på en konservativ kandidat.
Et konservativt Europa vil således være med til den nødvendige balance, der gør, at det europæiske projekt udvikler sig under hensyn til både den personlige frihed og til fællesskabet.
Et konservativt Europa er nemlig, hvad der er brug for i en tid, hvor både socialismen og liberalismen har spillet fallit over for fremtidens udfordringer.
For mig handler EU derfor om:
At give større frihed til den enkeltes udfoldelse.
At give større frihed til virksomhederne til at konkurrere i det åbne indre marked til gavn for de europæiske forbrugere.
At styrke det europæiske fællesskab med henblik på at løfte de svageste lande.
At styrke fællesskabets muligheder for at løse de grænseoverskridende problemer, såsom miljø, kriminalitet og den kujonagtige terror, som rykker stadig tættere på os og som for nylig kostede næsten 200 uskyldige mennesker livet i Madrid.
Vi skal derfor ikke være bange for EU og den igangværende globalisering.
Den rummer både udfordringer og muligheder.
Vi skal i stedet betragte EU som et europæiske redskab, der skal løse en række større problemer, som de enkelte medlemslande er for små til at løse alene.
Miljøproblemerne kender således ingen grænser.
Bekæmpelse af international terrorisme er i dag et fælles anliggende, som skal bekæmpes med alle midler.
Flygtninge og asylansøgere fra verdens fattige og udsatte områder er tilsvarende problemer, der bedst egner til at blive løst inden for et større fællesskab.
Vi hverken kan eller skal derfor til at skrue tiden tilbage.
Til den gang Danmark lignede et romantisk glansbillede, der er taget ud af en Morten Korch-roman.
Det ville indebære et velfærdstab for alle, der er helt ubeskriveligt.
Det er hverken ønskeligt eller muligt.
EU og globaliseringen giver i stedet Danmark nye muligheder, som jeg er sikker på, også vil styrke vores fælles nationale værdier.
Som vil få os til at rykke sammen, som vi så det under det royale bryllup.
Danmark har altid bygget sin velstand på åbenhed og på international samhandel.
Globaliseringen er derfor blot en naturlig fortsættelse af de seneste århundredes udvikling.
Fra dengang innovative handelsfolk drog ud i det ukendte for at hjembringe velstand, og fra dengang pionerer, som C.F. Tietgen og H.N. Andersen, så mulighederne i de fjerne eksotiske lande.
For ikke så længe siden sendte Danmarks Radio en udsendelsesrække med Troels Kløvedal, der viste, hvordan danske købmænd og handelsskibe for flere hundrede år siden hjembragte te, krydderier og porcelæn fra Kina.
Det var dengang med til at øge den danske velstand.
Det er det også i dag, når danske virksomheder handler og etablere sig i lande som f.eks. Kina og Indien, hvor produktionsomkostningerne er lavere end herhjemme.
Det er i dag med til at skabe velstand både ude og hjemme.
Jeg forstår godt, at mange har svært ved at forene sig med globaliseringen og EU, når de måske efter mange års tro tjeneste må se deres job blive flyttet til et andet land.
Jeg forstår godt, at det kan være med øge frygten for det fremmede og for globaliseringen.
At globaliseringen på umiddelbart svækker nationalfølelsen.
Men løsningen er ikke at opbygge nye toldmure i verden og grave sig ned i national selvtilstrækkelighed.
Danmark kan ikke leve i en osteklokke.
Vi er afhængige af verden omkring os.
Det er kun gennem viden, åbenhed og samhandel, vi kan sikre vores egen velstand og dermed også den sunde nationalfølelse.
Uden velstand forsvinder forudsætningerne for national sammenhold.
Uden velstand gødes jorden i stedet for den snæversynede og golde nationalisme, som vi ved fører til krig og ufred.
Det har verden set alt for mange eksempler på.
EU er derfor det bedste redskab til at styrke den nationalfølelse, som det for os Konservative er så vigtig at stå vagt om.
EU er det redskab, der kan være med til løse de tværnationale opgaver, og som giver de enkelte lande plads og rum til at udvikle sine demokratier og løse de borgernære problemer.
EU er derfor et redskab, vi skal bruge til at styrke de danske værdier.
Styrke vores kulturværdier, vores viden og vores miljøer.
EU er derfor nødvendig for at sikre den velstand, der giver råd til mere velfærd.
På topmødet i Dublin om et par uger vil landene med stor sandsynlighed blive enige om en ny europæisk traktat.
En traktat, som også kommer til folkeafstemning i Danmark og i en række andre lande.
Jeg ved af bitter erfaring, at der er partier og bevægelser, som vil se ethvert nyt udspil fra EU som et folkeligt overgreb.
At de vil advare imod den nye traktat, og at de vil forsøge at bilde befolkningen ind, at EU vil underminere den danske grundlov.
Det er partier og nejbevægelser, som ser spøgelser over alt.
Bevægelser, der har gjort ”nej” til deres levevej, og hvis udsyn er blokeret af en misforstået internationaliseringsangst.
Vores grundlov og vores værdier bliver således ikke anfægtet af den nye EU-traktat.
Vores grundlov er intakt og skal ikke ændres foreløbigt.
For mig at se er den nye EU-traktat derimod et klart fremskridt, som styrker vores og de øvrige medlemslandes selvstændighed.
En traktat, der styrker de nationale demokratier.
En traktat, der passer fint ind det konservative motto:
”Man skal forandre for at bevare.”
Derfor er det også vigtigt, at der bliver bred opbakning bag den nye traktat. At befolkningerne i Danmark og de andre europæiske lande ikke lader sig skræmme af ”nejsigernes” løse påstande.
For et nej til den nye forfatningstraktat kan meget vel betyde et farvel til EU.
Det vil under ingen omstændigheder være i Danmarks interesser.
Det vil få dybe konsekvenser for den velstand og den velfærd, som i forvejen bliver hårdt presset som følge af de befolkningsmæssige ændringer og stigende krav til velfærd i de kommende år.
Demokratier over alt i verden skal både vedligeholdes og videreudvikles.
Demokratiet er måske ikke perfekt, men det er trods alt, det bedste vi har.
Derfor bidrager Danmark også til at udbrede demokratiet til andre lande.
Til lande, hvor de mest elementære menneskerettigheder har været fraværende.
Danske soldater har nu i mere end et år været udsendt til Irak, lige som vi også er til stede i Afghanistan og på Balkan.
Alle steder for sikre den fred og stabilitet, som er nødvendig for at give demokratiet en sund grobund.
Regeringen besluttede sidste år at deltage i koalitionen mod Iraks daværende diktator, Saddam Hussein.
Det var bestemt ikke nogen let beslutning.
Ikke desto mindre mener jeg fortsat, det var en moralsk rigtig beslutning. Hvor andre partier nøjes med at tale om frihed, demokrati og menneskerettigheder ved højtidelige lejligheder, havde den borgerlige regering modet til at handle og gå forrest i kampen for de mest almindelige frihedsrettigheder.
Saddam Hussein skulle derfor fjernes fra magten, og derfor har jeg det i dag godt med, at han nu er i fængsel og ikke på fri fod.
Havde vi i stedet fulgt Lykketoft og Jelveds linje, havde Saddam Hussein stadig terroriseret sit land og sin befolkning.
Saddam Husseins massedrab og hans tortur begrunder naturligvis ikke, at amerikanske soldater for nylig er blevet afsløret i at have brugt lignende metoder mod irakiske fanger.
Den ene forbrydelse legitimere ikke den anden.
Tortur er afskyeligt og forkasteligt, uanset hvem der udfører den.
Mord og tortur fylder mig med både vrede og med skam.
Regeringen har derfor højt og tydeligt taget afstand fra disse overgreb.
De er uforenelige med vores vestlige værdier.
De værdier, som er i ånden i vores grundlov.
Vi har over for præsident Bush påtalt forbrydelserne, og der er blevet lyttet, selv om det ikke er nogen garanti for, at der ikke dukker nye skandaløse afsløringer op.
Vi må kræve, at de skyldige bliver gjort ansvarlige for deres handlinger. At ansvaret bliver forfulgt helt op i systemet, og det ikke blot er folkene på gulvet, som stilles til regnskab for deres handlinger. Sjæl.
Den 30. juni overgår den politiske styring af Irak til irakerne.
Selv om det ikke er nogen sikkerhed for fred, vil det forhåbentligt sammen med et nyt FN-mandat kunne være begyndelsen til varig fredelig løsning.
Regeringen har for nylig fået tilslutning til at forlænge de danske soldaters tilstedeværelse i Irak med et ekstra halvt år.
For Danmarks vedkommende er der således ingen slinger i valsen.
Vi bliver til vores del af arbejdet er gjort færdigt.
Globaliseringen og EU giver vores børn og unge en række muligheder, som min generation aldrig har haft.
De vil kunne rejse og opleve verden på en helt anden måde end tidligere.
De vil få mulighed for at uddanne sig og arbejde i udlandet for senere at vende hjem med viden og erfaring i bagagen.
De åbne grænser og de seneste årtiers udlændingepolitik er imidlertid ikke uden omkostninger.
Det stiller krav til at øger indsatsen for at stå vagt om de danske værdier.
Danmark er i dag et multikulturelt samfund.
For nyligt så vi reaktionen da vores kultur og vores demokratiforståelse blev udfordret af den fundamentale muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, der forsøgte at hverve danske skolebørn helt ned i 10 års alderen.
Det støder os, og det skal bekæmpes med alle lovlige midler.
Vi skal ikke være tolerante over for intolerancen.
Men når det er sagt er det også klart, at kampen imod de fundamentale fanatikere i de muslimske organisationer skal ske inden for Grundlovens rammer.
Vi ønsker ikke at gå på kompromis med Grundlovens ret til foreningsfrihed, hverken når det gælder fundamentale muslimer, nazister eller rockere, som krænker vores værdigrundlag.
De skal alle bekæmpes med demokratiske midler.
Men et grundlovsstridigt forbud mod foreninger, vi ikke bryder os om, vil kun gøre disse til martyrer og dermed give dem ekstra vind i sejlene.
Vi skal derfor konstant være på vagt, og er der beviser for, at de krænker Grundlovens paragraf 78 om foreningsfrihed, er det lige så klart, at vi ikke skal tøve et sekund med at skride effektivt ind over for disse antidemokratiske kræfter i vores samfund.
For mig at se er de afskyelige og frastødende.
Men vi må aldrig ty til deres egne antidemokratiske midler i forsvaret for demokratiet.
Vi påvirkes i dag af fremmede kulturer i en grad, vi aldrig har set før.
Satellitter og kabel-tv gør, at fremmede kulturer kommer direkte ind i vores stuer og årtiers fejlslagen indvandringspolitik bevirker, at der nu bor over 300.000 indvandre og efterkommere af indvandrere fra lande uden for EU i Danmark. Det er lige knap 6 pct. af hele befolkningen.
Fremmede kulturer påvirker derfor vores hverdag.
Vores skoler og arbejdspladser.
Vi skal ikke grave grøfter mellem danskere og de nye i vores land.
Men vi skal stå vagt om vores kultur, og vi skal sikre en national sammenhængskraft i Danmark.
Grundlaget for denne sammenhængskraft skal lægges allerede fra barnsben.
Det er årsagen til, at vi konservative vil styrke den faglige viden i skoler og gymnasier.
Vi vil undgå, at vores fælles kultur bliver undermineret.
At alle kulturer er lige gyldige, og hvormed vores egne danske kulturværdier ender med at blive ligegyldig.
Jeg mener derfor, at der bør indføres bindende læseplaner i det danske uddannelsessystem. I skoler og gymnasier skal vi have såkaldt kanon, der præcist definerer, hvilke litterære værker, der skal gennemgås på de enkelte klassetrin.
Det vil give alle børn uanset herkomst et fælles kendskab til de danske kulturværdier.
Det vil styrke dannelsen, fagligheden og forståelsen af, at der eksisterer blivende værdier, som det er værd at respektere og kæmpe for.
Det vil styrke sammenhængskraften og balancen i samfundet.
Lad mig til sidst slutte af med at fremhæve et par af regeringens store resultater, som også tjener til at værne om nationalstaten i en foranderlig verden.
Regeringen har efter årtiers fejlslagen udlændingepolitik imødekommet befolkningens ønsker om en mere konsekvent linje.
Vi har strammet asylreglerne, og vi har strammet familiesammenføringsreglerne.
Det var nødvendigt for at værne om vores kulturværdier, vores sprog og vores land.
Det var også nødvendigt for, at vi nu kan koncentrere indsatsen om at få stoppet ghettodannelsen og integreret de nuværende indvandrere i vores samfund.
Det er vi i fuld gang med nu. Regeringen har netop fremlagt sit udspil.
Regeringen har strammet retspolitikken og strafferammerne.
Det var nødvendigt for at sikre danskernes tryghed og sikre retsbevidstheden efter årtiers radikal slaphed.
Regeringen har netop bevilget 130 mio. kr. ekstra til politiets efterretningstjeneste.
Det er nødvendigt for at overvåge ekstreme organisationer og foreninger og undgå, at Danmark bliver ramt af den meningsløse terror.
Regeringen har givet danskerne større frihed.
Vi har indført fritvalgsordninger og givet skattelettelser til danskerne.
For første gang i 30 år.
Vi har for nylig gennemført Forårspakken.
Til gavn for væksten og beskæftigelsen, som nu viser klare tegn på fremgang.
Sidst og ikke [mindst] har regeringen netop forhandlet en omfattende kommunalreform på plads.
Det er sket ikke mindst efter pres fra Det Konservative Folkeparti, hvor Poul Schlüter jo allerede helt tilbage i 1988 foreslog at nedlægge amterne.
Reformen skal være med til at sikre borgernes velfærdsydelser i de næste 30 år.
Kommunalreformen gør, at beslutningerne og dermed demokratiet nu rykker tættere på danskerne.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne ser et bredt forlig bag kommunalreformen.
For os konservative er det afgørende, at få strømlinet den offentlige sektor. Få gjort den mere effektiv og vedkommende for borgerne.
Vi har behov for stærke sygehusregioner. Tiden er løbet fra amterne.
Vi har behov for robuste kommuner.
Vi har behov for, at de handicappede ikke bliver kastebolde mellem systemerne.
Kommunalreformen viser, at danskerne har fået en handlekraftig borgerlig regering.
En regering, der er optaget af at sikre den danske velfærd, sikre balancen i samfundet og som står vagt om de danske værdier.
Tak for ordet.