Tak for invitationen til at komme her til _________ i dag.
Vi er i dag – traditionen tro – samlet for at fejre vores Grundlov her på grundlovsdag.
Grundlovsdag er en vigtig mærkedag, hvor vi markerer, hvilke værdier vort samfund er bygget på.
Vore forfædre gjorde sig umage da den 1. grundlov så dagens lys. Det var vise ord, da man beskrev
- den personlige friheds ukrænkelighed,
- boligens ukrænkelighed,
- ejendomsrettens ukrænkelighed og den
- frie og lige ret til at drive erhverv.
Vore frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er noget, vi alle i dag tager for givet. Men det er værdier, som skal forsvares hver eneste dag.
Det har vi desværre lige oplevet i Pakistans hovedstad Islamabad, hvor Al-Qaeda-terrorister angreb og bombedræbte otte mennesker foran den danske ambassade. Et angreb på os. På demokratiet og på ytringsfriheden.
Det er et angreb på Danmark, og de værdier vi står for.
Men der er ingen undskyldning for at sprænge uskyldige mennesker ihjel, sådan som selvmordsbomberen har gjort det foran ambassaden.
Og uanset hvad forklaringen er, ændrer Danmark og den danske regering ikke politik – hverken når det gælder ytringsfriheden eller den danske militære indsats i Afghanistan. Vi slås for demokratiet ude i verden.
Derfor undrer det mig, når den radikale leder Margrethe Vestager straks efter angrebet begynder at snakke om, at vi skal føre en anderledes udenrigspolitik.
At vi ikke skal opfatte os som Nordens Israel – hvad mener hun egentlig med det?
Og at vi skal være konfliktløsende og ikke opføre os, som om vi er i krig med 1,3 milliarder muslimer.
Det er jo noget forfærdeligt vrøvl. Og det er det helt forkerte tidspunkt
Vestager går ud med de synspunkter.
Hun skaber et fortegnet billede af Danmark – vi er ikke i krig med muslimerne, men mod ekstremisterne.
Når et land er under angreb, og det er det, vi er, så står man sammen.
Så begynder man ikke at sætte spørgsmålstegn ved landets politik.
Man står sammen mod fjenden. Skulder ved skulder.
Det er rystende, at Vestager kæder terrorangrebet sammen med vores udenrigspolitik. Det har Socialdemokraternes Helle Thorning da også sagt, og det kvitterer jeg for.
For hvad er det, vi er oppe imod?
Det er kujoner!
Det er kujoner, der får folk til at angribe os som selvmordsbombere.
Det er kujoner, der slår uskyldige kvinder, børn og mænd ihjel.
Og vi bøjer os ikke for kujoner!
Vi må se i øjnene, at terror ikke længere kun rammer de andre. Nu er vi også blevet ’set’ af terroristerne.
Nu befinder vi os der, hvor Vestens idealer støder sammen med islamismen i dens mest ekstreme og uhyggelige form.
Vi er fremme i frontlinjen.
Men det betyder ikke, at vi skal til at blive svage i koderne ligesom Margrethe Vestager.
For sådan er vilkårene, når man træder frem og løfter fanen for demokrati og ytringsfrihed. Så risikerer man noget.
Derfor skal vi være klar over, at vi med terrorangrebet mod ambassaden har passeret et vandskel.
De gik efter Danmark.
De ramte Danmark.
Terroren er rykket tættere på.
Men herfra skal lyde et budskab til terroristerne:
Vi bøjer os ikke for jer!
Vi danskere kæmper for frihed, for lighed, for demokrati og ytringsfrihed. Og det bliver vi ved med.
Jeg skal være den første til at beklage, at det koster menneskeliv. Mine tanker går til dem, der blev dræbt ved angrebet på ambassaden.
Men det var ekstremisterne, der tog de uskyldige liv. Det er ekstremisterne, der ikke respekterer menneskeliv, som ikke respekterer vores vestlige frihedsværdier.
Derfor skal de igen og igen vide:
Vi bøjer os ikke!
I vinder ikke!
----
Da jeg kørte hertil i dag, tænkte jeg over, at hvor har vi dog et smukt og dejligt land, og her i juni tager det sig ud fra sin bedste side.
Netop derfor er det så vigtigt at huske på dem, som ikke har mulighed for at være her i Danmark.
Her tænker jeg naturligvis på de ca. 700 danske – unge mænd og kvinder – der i dag fejrer Grundlovsdag mange tusinde kilometer hjemmefra – nemlig i Afghanistan.
Det er dem, der er sendt ud i frontlinien i kampen mod terror og for frihed.
De befinder sig i et helt anderledes landskab.
Et landskab, hvor der lurer farer bag hver en busk, i hver en grøft og i hvert et hus.
Når de kører om natten, kører de med slukkede lygter, så fjenden ikke kan se dem.
Når de er på patrulje, tager de altid en ny vej – så fjenden har svært ved at lægge sig i baghold.
Det kan godt være, at der også er smukt i Afghanistan, men de danske soldater er ikke taget derud for at nyde udsigten.
De er der – hver og een – fordi de tager ansvar
Hver eneste af vore udsendte har sagt ja til at tage ud for at kæmpe for frihed og demokrati.
Hver eneste af en af dem viser, hvad det vil sige at tage personligt ansvar.
Og det er jo faktisk det, vi i dag fejrer – at vi med Grundloven fik demokrati, og at vi fik overdraget retten – og pligten!? til at tage et personligt ansvar.
Det er et ansvar vore knap 700 unge mænd og kvinder tager alvorligt ude i Afghanistan.
Vi har desværre lidt tab i både Irak og Afghanistan, hvor over 20 mand er blevet dræbt. De har betalt den ultimative pris for vores skyld.
Det tab, deres familier har lidt, kan aldrig opvejes. Men midt i sorgen er det vigtigt at forstå, at soldaterne har været med til at gøre en positiv forskel.
De har kæmpet for demokrati – og selv om demokrati og økonomisk fremgang ikke i sig selv er garantier mod terrorisme, så er der alligevel bred enighed om, at demokratier er de bedste værn mod folkemord og massive flygtningestrømme.
Vi ved, at Afghanistan under Taleban var en terroristrede.
Vi ved, at landet husede Osama bin Laden.
Og vi har lige lært, at Taleban stadig kæmper for at få fodfæste, så de kan uddanne nye terrorrister og angribe vestlige mål.
Det er derfor, vi har soldater i Afghanistan, og derfor skal vi i dag huske på de næsten 700 mænd og kvinder, der i dag fejrer Grundlovsdag i Afghanistan. De kæmper nemlig dagligt for vores sikkerhed og tryghed.
De kæmper for, at vores familier og vores børn kan vokse op uden risiko for bomber i metroen, i busser, i fly og andre steder, hvor terroristerne prøver at slå til.
Kampen for demokrati i Afghanistan og i andre uroområder i verden vindes ikke fra den ene dag til den anden.
Netop derfor er det heller ikke seriøst at sætte udløbsdato for de danske soldaters deltagelse, sådan som dele af oppositionen har foreslået.
Soldaterne har ikke brug for, at der rejses tvivl om nytten af deres indsats. Sætter vi en dato på, for hvornår vi tager hjem, giver vi fjenden et nyt våben i hånden.
De unge danskere har i stedet brug for fuld støtte og opbakning hjemmefra.
Den har de ubetinget fra Det Konservative Folkeparti!
---
I den forløbne uge så vi en tidligere partileder og statsministerkandidat fra oppositionen gå ud og foreslå at tidligere Guantanamofanger skulle have muligheder for at søge politisk asyl i Danmark og Europa.
Ja, man forledes til at sige – drømmer jeg – eller er jeg vågen.
Jeg skal ikke tage Guantanamo i forsvar for noget som helst – regeringens politik på dette område er helt klar.
Men det er da tankevækkende at man kan have den holdning at hellige krigere, som er rejst til området i Afghanistan for at føre hellig krig mod demokrati og menneskerettigheder, de skulle få lov til at søge om asyl i Danmark. Blot fordi de nu er endt på Guantanamo.
Det er folk som ønsker at slå danske soldater ihjel – skulle de så inviteres ind i landet? Det er en direkte hån mod vore udsendte i Afghanistan.
Blev de inviteret til Danmark, kunne de fortsætte deres kamp mod demokratiet – det vil aldrig ske, så lang tid Det Konservative Folkeparti sidder i regering.
Men tænk, at nogen kan tænke tanken.
---
Jeg omtalte før det personlige ansvar. For mange lyder det som noget abstrakt. Noget en smart reklamemand har udtænkt som et slogan.
Men det er jo det stik modsatte. Det er meget konkret. Og det er en gammel konservativ kongstanke.
Jeg synes, vores udsendte soldater viser personligt ansvar.
For mig handler det personlige ansvar nemlig ikke alene om at tage ansvaret for mit eget liv og for min familie.
Eller at I og alle andre gør det samme.
Det handler om samfundssind. Det handler om tolerance. Og det handler om hjælpsomhed.
Det handler om også at tage et ansvar, der rækker ud over sin egen lille matrikel.
Personligt ansvar er også en uegennyttig indsats, hvor målet ikke er penge eller magt, men hvor indsatsen bærer lønnen i sig selv.
Personligt ansvar handler altså ikke kun om os personligt, men om alle andre personer omkring os.
Det handler om at føle fællesskab over for hele samfundet.
Vi viser ansvar ved tage ejerskab for samfundets ve og vel.
Det personlige ansvar handler derfor ikke om, at staten overtager folks personlige ansvar eller tager det personlige ansvar fra folk.
Og det handler slet ikke om nye påbud eller strittende pegefingre!
Staten skal ikke bestemme, hvad vi gør i vores hverdag – tværtimod! Vi skal erkende, at der er grænser for, hvad staten skal indrulleres i.
For når vi taler personligt ansvar, drejer det sig jo om at give folk flere muligheder, ikke fjerne folks muligheder.
Det handler om at give flere valgmuligheder, ikke fjerne folks muligheder for valg.
Det er ikke det samme som at sige, at man dermed er ligeglad med andre.
Vi lader ikke de svageste i stikken. Tværtimod.
I vores velfærdssamfund har vi i forvejen spændt et fintmasket socialt sikkerhedsnet ud. Og dertil skal så lægges vores andres solidaritet, som også er en del af det personlige ansvar.
Hvis vi har kendskab til, at et barn mobbes i skolen, så er det ikke godt nok, hvis vi er ligeglade.
Men vi kan jo heller ikke kræve, at staten skrider ind og forbyder mobning.
Det vil ikke i sig selv ændre forholdene.
Nej, her må vi selv handle og demonstrere personligt ansvar, så det bringes til ophør.
Det kan være ved at involvere både forældre, elever og lærere.
Det modsatte af dette er det, vi så under uroen på Nørrebro i vinter. Her gik unge – desværre fortrinsvis unge med anden etnisk baggrund end dansk – amok og satte ild til biler og containere.
Uroen bredte sig til Århus. Til Tingbjerg. Til Kalundborg. Til mange andre steder. Hver nat blev nye biler, nye containere, nye bygninger sat i brand.
Vi så, hvem det var. Vi hørte, hvem det var.
Og vi spekulerede over, hvor var de unges forældre?
Hvor var forældrene til ballademagerne? Hvorfor udviste de ikke ansvar?
Ja, jeg bliver nødt til at sige, at her svigtede forældrene. Her viste de ikke personligt ansvar.
De skulle jo vide, hvor deres børn var. De skulle vide, hvad deres børn lavede. Og de skulle stoppe deres børn i deres terrorisering af hele kvarterer.
Så her så vi, hvad konsekvensen kan være, når man ikke viser personligt ansvar.
For det korte af det lange er, at alle problemer ikke kan løses af det offentlige. Det lærte vi de dage. Her må vi tage vores personlige ansvar alvorligt.
For os, der kan, vi skal! Og de, der ikke kan, skal hjælpes.
Vi er nødt til at forstå, at vi skal tage ansvar for os selv – det kan vi ikke overlade til andre.
Vi har selv et ansvar for vores liv – til gengæld har vi også ret og lov til at nyde frugten af den indsats, vi gør.
Hvis folk har lyst og råd til at køre rundt i store biler, skal de have lov til det, når de betaler den store afgift. Hvis folk har lyst til at støtte nødhjælpsarbejde rundt i vor verden, skal ingen forhindre dem i det.
Vi ved også, hvad der sker, hvis vi tager det personlige ansvar fra folk.
Tager man det personlige ansvar fra et folk, svarer det til, at man umyndiggør det folk.
Det var dét, man gjorde i de kommunistiske stater i Østeuropa, og vi så resultatet: Flere generationer blev vænnet til at være apatiske og ligeglade med sig selv og andre.
Det billede har heldigvis ændret sig.
Det er de nye, unge generationer i Østeuropa, der ikke har kendt til den kommunistiske umyndiggørelse, vi nu ser initiativ og fornyelse fra.
Det er dem, der demonstrerer personligt ansvar, når de rejser ud i verden for at arbejde. Og når de tager hjem igen, for at hjælpe deres egne samfund.
De tager ansvar for sig selv og for andre. Og de udviser solidaritet.
Solidaritet?
Er det et ord, man kan bruge i dag?
Er det et ord, en konservativ partformand kan bruge?
Ja, i allerhøjeste grad.
Konservatisme har jo altid handlet om at støtte den stærke og hjælpe den svage.
Vi har også i de seneste uger været vidne til en debat, om Danmark er et multikulturelt eller et flerkulturelt samfund, som nogen hævder i debatten.
Hvad er essensen i denne debat?
Hvad er et multikulturelt samfund?
Et multikulturelt samfund er et land, hvor alle kulturer vejer lige meget – den ældste kultur er ikke vigtigere end den nyeste tilflyttede eller opfundne kultur.
Sådan er det måske i nogle lande, hvor man ikke har en fast bund.
Men Danmark er en gammel kulturnation, og det er ikke multikulturelt.
Vi er en gammel kultur.
Vi er først og fremmest en kristen kultur.
Vi har vores eget sprog – det er dansk, hvis nogen skulle være i tvivl.
Vi har vores sange. Vores bøger. Vores teaterstykker.
Ja, vi har sågar love, der stammer tilbage til Jyske Lov.
Så vi er ikke multikulturelle.
Vi tillader ikke flerkoneri – det er ikke en del af vores kultur.
Flerkoneri signalerer det modsatte af ligestilling.
Det er imod alt det, vi har kæmpet for.
Kvinder og mænd er lige – så derfor kan vi selvfølgelig ikke acceptere flerkoneri.
Vi ønsker ikke at vende tilbage til middelalderen.
Vi ønsker ikke tvivlsomme mellemøstlige traditioner indført til Danmark.
Vi tillader heller ikke dødsdomme. Eller pisk. Og det er ikke forbudt at køre bil. Den slags er ikke en del af vores kultur.
Men fordi vi ikke er et multikulturelt eller flerkulturelt samfund, er vi jo ikke imod andre kulturer.
De er velkomne. Men vi bør på en dag som denne huske hinanden på, at årsagen til at vi har det Danmark, vi har i dag, så er det, fordi vi har opbygget vores land og samfund på danske værdisæt, som har rod i vores kristne kulturarv. Det er værdier som næstekærlighed og barmhjertelighed, som har gennemsyret det danske samfund gennem 1000 år.
Det betyder ikke, at vi ikke kan lære fra andre, som kommer udefra, og lære nyt. Det viser historien heldigvis også, at det har vi gjort.
Men bundlinien er, at vi er i Danmark, og hvis ikke den danske kultur har den førstefødtes ret her, hvor skulle den så?
Vi danske er tolerante mennesker. Vi byder andre kulturer og religioner velkomne.
Men vi tolererer ikke intolerancen.
Det med værdierne gælder også vores folkekirke.
Vi har religionsfrihed.
Men vi har ikke religionslighed. Grundloven giver den danske folkekirke en særstatus, og sådan skal det fortsat være.
Jeg tror, de fleste kan se pointen.
Betyder det så, at vi er os selv nok?
At vi vender verden ryggen?
Hygger os i smug?
Alt det, de kulturradikale beskylder regeringen for.
Nej. Og det er i virkeligheden ganske enkelt at modbevise.
For vi står snart overfor en vigtig afgørelse.
En beslutning, vi alle sammen skal træffe i fællesskab.
Skal vi afskaffe EU-undtagelserne eller ej?
Skal vi fortsat være delvist udenfor indflydelse i EU, når det gælder den indre sikkerhed – altså retsområdet?
Og når det gælder den ydre sikkerhed – altså forsvarsområdet?
Jeg er ikke i tvivl. Selvfølgelig skal vi ikke stå udenfor.
Det får vi ikke noget ud af.
Vi skal ind og være med. Vi siger ja til den globaliserede verden.
Så manglede det da også lige, hvis vi ikke også siger ja til Europa.
Vi står overfor nye udfordringer, når det gælder sikkerhed. Vi oplever grænseoverskridende kriminalitet. Vi oplever terror. Vi oplever stater, der ikke er helt stabile, men til gengæld er meget farlige.
Derfor skal vi forsikre os, hvor vi kan.
Og det kan vi i EU.
Vi skal med i retsamarbejdet, så vi er med på holdet, når den grænseoverskridende kriminalitet bekæmpes
Og vi skal med i forsvarssamarbejdet, så vi er med på holdet, når EU står sammen overfor terroren. Og sådan at vi også står sammen, hvis stater truer vores frihed, eller hvis bevægelser truer demokratiet i vor verden.
Set fra min stol er det disse 2 forhold, som det haster mest med at få afskaffet.
Men det betyder samtidig ikke, at vi konservative ikke ønsker at komme af med Euroforbeholdet. Det gør vi, og når vi gør det – så er det, fordi at vi mener, at det er bedst for Danmark.
Det står klart i regeringsgrundlaget mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti, at befolkningen skal spørges om forbeholdene i indeværende regeringsperiode. Det betyder, at vælgerne skal spørges om Euroen inden næste folketingsvalg.
Vi lever i en global verden, hvor landene bliver mere og mere afhængige af hinanden. Det er den vej verden går, og jeg opfatter globaliseringen som en mulighed frem for en trussel.
Og så skal vi huske på, at dem man omgås og handler med – dem slås man ikke med. Så samhandel er også sikkerhedspolitik i en verden anno 2008.
Vi lever ikke i et samfund uden problemer – men vi har et godt land, som vi passer godt på.
Arbejdsløsheden i Danmark er under 50.000 – aldrig har så mange mennesker haft et job. Aldrig har så mange haft den største livsværdi at kunne forsørge sig og sine.
Udlandsgælden er ved at være en saga blot – og statsgælden dykker, men det betyder ikke, at vi blot kan lade daleren rulle, som nogen går og tror.
I dette årti vil der investeres massivt i forskning, uddannelse, iværksætteri og entreprenørskab.
Vi lægger byggesten på et solidt økonomisk fundament i Danmark som mange misunder os.
Danmark skal også om 10 og 20 år være et land, [som] ligger i top i den internationale konkurrence, hvor vore børn og børnebørn kan få vellønnede jobs.
Det er forudsætningen for, at vi kan række en hjælpende hånd til de mennesker i vores land, som ikke kan selv.
Jeg indledte med at tale om det forfærdelige terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan og om de knap 700 unge danske mænd og kvinder, der i dag fejrer Grundlovsdag i Afghanistan, hvor de kæmper mod terror og for frihed.
Der er også danske soldater i andre dele af verden. Faktisk har det danske forsvar lige nu 1400 soldater udstationeret i fremmede lande.
Jeg synes, vi herfra skal sende dem en hilsen.
Jeg synes, vi herfra skal sige dem tak.
Tak, fordi I har taget det personlige ansvar alvorligt.
Tak, fordi I kæmper for frihed og demokrati så langt væk hjemmefra.
Tak, fordi I kæmper for, at vi kan leve i frihed og tryghed.
Vi er alle meget stolte af jer, og vi tænker på jer her under bøgekronerne i det danske.
God Grundlovsdag!