Jeg er beæret og taknemmelig over at kunne tage imod prisen, og
kunne stå her på skuldrene af et stærkt community. Vi drags er vel
på en måde blevet den farverige maskot for LGBT+miljøet, men med
det kommer ansvar. Over for os selv, men i endnu større grad over
for vores queer søskende, og jeg er taknemmelig for at være en del
af det intersektionelle fællesskab, der er opstået omkring
Danmarks Intersektionelle Højskole.
For faktum er; vi kommer af en historie som er båret af community,
vores queer formødre og forfædre overlevede kun AIDS epidemien
fordi de havde community. Vi har kun overlevet fordi vi har haft
community, og vi har et ansvar som de personer der står på denne
scene, for at bygge videre på det fundament vores formødre
byggede til os. Det er et ansvar vi skal være bevidste, og gøre
aktivt, for det nytter ikke at sige man kæmper imod had, uden reelt
at give den støtte der er behov for, når vores søskende ligger
nedslået i gaderne. Hvor er supporten? Når LGBT organisationer
står stille til, fraligger sig det kollektive ansvar, som ligger til
grunde for vores eksistens idag. Vi har kun de privilegier vi står
med, fordi vores community overlevede med hinanden, og fortsatte
kampen så snart blodet var tørret af overlæben.
Vi har et ansvar, som de personer der, om vi vil det eller ej, står
forrest, med opmærksomheden rettet på vores ord og virke. I dag
står jeg foran jer, ikke som drag queen, men som den ikke binære
transkvinde der arbejder som drag; som minoritetsperson der stadig
lever med daglig vold og had og en vished om at hverken vores
retssystem eller sundhedsvæsen er der for mig. Jeg har mit
community der er der for mig, og som jeg også er der for dem, og
det er vores overlevelse.
Så min tale går ud til jer, som har muligheden for at side her i aften,
til skue for majoriteten, med en bøn om at huske på vores queer
søskende der ikke har disse muligheder. Kampen er ikke slut, blot
fordi du er i hus.
