Tak, for ordene til formand Tine Johansen og kulturminister Jakob Engel-Schmidt
Jeg vil starte med at byde velkommen på Cavling-komitéens vegne.
Da vi mødtes i komitéen for første gang i august, vidste vi godt, at dette års udvælgelse ville blive svær.
Der var som altid mange gode projekter, men der var også … omdiskuterede projekter, der krævede grundige overvejelser, diskussioner, undersøgelser… og flere diskussioner. De mange lange dage har ført os til de tre nominerede, I skal høre om den næste halve time. Projekter der alle udmærker sig som fremragende journalistik.
Der var som altid mange gode projekter, men der var også … omdiskuterede projekter, der krævede grundige overvejelser, diskussioner, undersøgelser… og flere diskussioner. De mange lange dage har ført os til de tre nominerede, I skal høre om den næste halve time. Projekter der alle udmærker sig som fremragende journalistik.
I en tid, hvor journalistik ofte udfordres – af økonomiske strukturer, teknologiske omvæltninger og en stadig mere kompleks offentlighed – understreger projekterne at journalistik fortsat har sin styrke og væsentlighed.
I dette års projekter, har der været tendens til en lidt mindre konfronterende stil. Langt fra mindre kritisk. Men lidt flere åbne, undrende og venlige spørgsmål. Det har fået kilderne til at åbne op, i stedet for blot at lukke ned. De har afsløret deres overvejelser og hensigter, og det har reelt gjort os klogere. Det er en tendens, vi håber fortsætter.
I december tegnede Christoffer Zieler i Weekendavisen en stribe, hvor stribenskomité valgte at give prisen til det han kaldte en ”vigtigkedelig”-historie. Det var tegnet - oplever jeg - præcis lige så lunt som Zielers streg oftest er. Men hvis man læser, ser og hører dette års nominerede, så ville det være synd og skam at kalde dem kedelige. Vigtige, det er de.
I den weekend, hvor vi i komitéen sammen arbejder os igennem bunkerne af materiale, bliver der gået en del ture – blandt andet havde jeg en af dette års indstillede podcasts i ørerne – og på et tidspunkt, tog jeg mig selv i, som en anden galning, at gå rundt og skælde så højt ud på politikere og øvrige kilder, at jeg forstyrrede de andre, der gik tur denne solrige lørdag.
En anden af dagene, så vi en af de indstillede produktioner sammen, og som det så oftest er sket før, så blev der snøftet og tørret et par tårer væk. Også af ellers hardcore journalister, der normalt ikke lader følelserne løbe af med dem.
Når journalistikken på den måde vækker følelser, ikke blot medfølelse ellerforargelse, men ægte rør os. Påvirker os. Giver os aha-oplevelser og afføder diskussioner, så rykker den ved den offentlige samtale.
Cavling-prisen er ikke blot en anerkendelse af fremragende journalistik – det er den også. Men den er en påmindelse om journalistikkens fundamentale rolle i vores samfund: At holde magthavere ansvarlige, skabe indsigt og forståelse og styrke vores fælles offentlighed. Det har dette års nominerede gjort på hver deres måde gjort.
