Frederikke Slotsagers tale ved arrangementet "Menneskerettighedstaler i Operaen"

Hele mit liv er jeg vokset op med en meget simpel fortælling. Som spæd blev jeg fundet på gaden af politifolk og derefter anbragt på et børnehjem. Efter syv måneder blev jeg bortadopteret til Danmark. 

Da jeg var barn, troede jeg på den fortælling og jeg fortalte den tillidsfuldt videre. 

I dag ved jeg ikke længere hvad jeg skal tro på. Jeg er overvældet, forvirret og udmattet. For jeg kan ikke vide mig sikker på, om jeg er blevet uretmæssigt taget fra mine oprindelige forældre. 

Jeg kan ikke vide mig sikker på, om mine papirer er forfalskede, og om min adoption er begået på ulovlig vis. Og jeg ved, at jeg ikke er alene om den tvivl. Vi er mange, der den dag i dag ikke har adgang til vores oprindelige historier. Derfor mener jeg, at den danske stat har et ansvar for at igangsætte en uvildig juridisk undersøgelse af alle internationale adoptioner. 

Det handler om vores rettigheder. Det vidste jeg ikke, da jeg var barn. 

Men i dag er jeg voksen. 

Voksen nok til at stille spørgsmål ved den adoptionspraksis, der slettede min etiopiske identitet og udviskede mine oprindelige forældre. En adoptionspraksis der nulstillede mit liv, den dag jeg landede i Kastrup lufthavn og aldrig lod mig spørge; hvorfor vi skulle adskilles. 

Argumentet for international adoption er ofte, at der er mange børn i verden der ikke har forældre. Men det argument holder ikke længere. 

For i dag ved vi, at der er børn, der er blevet narret fra deres forældre. Vi ved at der er børn der på papiret er blevet gjort forældreløse, men som har haft forældre. Vi ved, at der børn der er blevet handlet. Og vi ved også, at der nogen der har lukket øjnene.

Og der er mange der har råbt højt omkring de systematiske ulovligheder. I årenes løb er der dukket historier op om børnehøstere, falske dødsattester og manipulation af børns identiteter. 

Historier der burde have styrtet systemet. Alene af den grund, at vi var børn. Børn der burde have været beskyttet. I stedet blev vores historier gemt langt væk i adoptionsbureauernes arkiver. 

De selvsamme adoptionsbureauer som den danske stat har holdt hånden over i årevis. Og selvom de bureauer nu er lukket ned, står staten stadig med et ansvar. Skandalerne er ikke blot tragiske historier – de afslører et system, der aldrig har været til for børnenes skyld. Og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man var i stand til at kigge væk. For vi var børn. 

Og jeg tænker på, hvordan det hele ville have set ud, hvis der var nogle, der havde reageret på de mange mange advarsler.

Hvordan det ville have set ud, hvis der var nogen, der havde taget et ansvar.

Fordi vi var børn.

Børn der burde være blevet beskyttet. 

Og tænker jeg på vores mødre. Der mistede deres børn til et system, der aldrig havde i sinde at genforene os.

En uafhængig juridisk undersøgelse af internationale adoptioner vil aldrig kunne rulle tiden tilbage og gøre fejlene om. Men det vil betyde, at den danske stat endelig ville blive tvunget til at erkende de alvorlige svigt begået i den danske stats navn. 

Så når jeg står her i aften, ber’om en uvildig juridisk undersøgelse af alle adoptioner. Så står jeg sådan set bare her: Overvældet, forvirret og udmattet. Og ber’ jer om at anerkende vores rettigheder. Fordi vi var børn.