Georg Brandes' tale til Holger Drachmann ved Raadhusfesten

Der var en Gang – en ung Mand, hvem det var umuligt 
at overse. Derfor havde Naturen sørget. Og umuligt 
at overhøre. Derfor sørgede han selv. 

Han var høj af Vækst som Saul og spillede paa 
Strengeleg som David. – Først malte han Billeder af 
Havet, men holdt op dermed, da han ikke kunde leve af 
Luften. Saa kastede han Penselen og greb sin Harpe. 

Han blev en Digter, der ikke lod sig overflyve – 
saa kraftig var hans Flugt – en Sanger, der stundom 
ikke lod sig overtræffe. Saa fyldig var hans Evne, 
og saa nidkært øvede han sin Kunst. - - - 

Der var en Gang en Mand, hvis Ungdom gik hen i Kamp 
mod Overmagten. Pressen haanede ham, Spidsborgerne 
fortalte stygge Historier om ham og satte et e 
istedetfor det første a i hans Navn. I Folketinget 
betegnede et Medlem ham som en ryggesløs Person, der 
arbejdede i Døgnliteraturens Tjeneste; i Landstinget 
erklærede et andet Medlem ham for en Døgnpoet uden 
Betydning for Folket eller Historien. 

Døgnliteratur! Døgnpoesi! Saadan summede de politiske 
Døgnfluer. 

Den Gang bar Holger Drachmann den spanske Kappe. Nu bærer han Slængkappe og kaster dens Folder, som han vil. 

Denne samme Mand har nemlig gjort lyst iblandt sine Avindsmænd, gjort lyst i vor Poesi, overhovedet gjort lyst. 

Og i Aften hyldes han som Danmarks nationale Digter, hyldes her paa Raadhuset, som Petrarca 565 Aar tidligere kransedes paa Capitolium. 

laften oplever han, hvad man i det gamle Rom kaldte en Triumf. De Overvundne føres bagbundne efter ham under Folkets Jubelskrig. Og en skønsom, men ikke overstadig Regering har udnævnt ham til Kommandør – af anden Grad. 

Paa Triumfens Dag sang de gamle Soldater, Veteranerne, der havde været med i Gallien, i Germanien, i Afrika, bag Sejrherrens Vogn djærve Spottesange over ham, forat han ikke skulde hovmodes af sin Lykke. De Prøver, vi kender, er Drøjheden selv. 

Hos os behøver ingen Spot at minde en Triumfator om hans Svagheder paa hans Højtidsdag. Han hører Spotten Aaret rundt, og Oldtidens grove Smædeviser har ikke hjemme ved vore Fester. 

Kun et Saltkorn tager Veteranen paa sin Tunge, naar han hilser Triumfatoren, at hans Tale ikke skal have almindelige Festtalers Ferskhed og Flovhed. 

Og med et Korn Salt maa hans Tale forstaas. 

Oldtidens mytiske Sanger spillede efter Sagnet 
saa smukt paa den syvstrengede Lyre, at han 
lidt efter lidt bevægede levende Væsner af alle 
Livskrese. Saaledes Drachmann. 

Først sang han det stormende Frisind, det hellige 
Oprør, Folkenes Broderskab – Havet endnu kun som Allegori, som Sindbilled paa Magten til at overskylle og nedhvirvle Uniformer, Ornater og Kokarder – nogle Studenter og unge Kunstnere lagde deres Bog eller deres Pensel og begyndte at lytte. 

Han forherligede den arbejdsomme og tænksomme Menigmand, talte de Smaas Sag overfor de Store – Haandværkeren lagde sin Høvl eller sin Murske og begyndte at blive opmærksom. 

Saa sang han Havet, det virkelige Hav, der slynger sig om vore Øer og skyller mod vore Kyster, sang det med alle dets Farver og Belysninger, i Storm og Stille, i Sol og Regn og i de lyse Nætter, sang rigt og rent om Havets Liv og Redningsarbejdet paa Havet – og han blev Sømænds og Fiskeres Mand; de lagde deres Garn og hørte i en Fristund paa ham. 

Han sang saa Landet, det danske Land, dets Strand og Skove, dets Lys og Luft, dets Maj og dets September – og Bonden agtede paa ham, Folkehøjskolen aabnede sine Døre for hans Prosa og hans Vers. 

Og Byen sang han, Viddets By og Vrøvlets, Kaféernes og Teatrenes By, Politikens og Literaturens og Bladenes By med dens Sviren og Sværmen, dens Kaos og dens Orden 
– hvor han daarligt hørte hjemme. "Spørg Sangfuglen, 
om den blev konfirmeret, sat i Vejviser og paa 
Mandtalslister!" – Men hans Skikkelse blev kendt i 
Byen, han fik Indpas i dens Teatre, dens Familier, 
og blev dyrket af dens Ungdom. 

Først og sidst sang han Kvinden, den elskende, 
den sørgende, Pigebarnet og Moderen, deres Saga – 
og Kvinderne, de ældre lagde deres Haandarbejd, de yngre lod deres Hjul staa og hørte ham og bevarede hans Navn. 

Efterhaanden samlede han ved sit Spil og sin Stemme dem alle om sig, Bønder og Arbejdere, Studenter og Kunstnere, Sømænd og Handelsmænd, Landbo og Bybo, Krigsmænd og Kvinder, alt Folket. 

Han sang Danmarks Pris, det bølgende Lands, som han havde sunget det bølgende Havs. 

Han var i Slægt med begge. Thi ikke fæstnet i 
Karakterform, men bølgende var hans Sjæleliv, 
stigende, vigende, stigende, vigende; altid stigende 
igen. 

Fluctuat, nec mergitur er Fyndsproget om Skibet paa Byen Paris’s gamle Vaabenskjold: Det gynger, men det gaar ikke tilbunds. Det Fyndsprog er ogsaa Holger Drachmanns. 

Han talte en Gang paa sin elskværdige Maade til mig om sig selv. Han sagde en Majdag for 27 Aar siden: 

Der er Dyr af ædel Race, Jagthunde f. Eks., der 
tidligt og afgjort har Instinktet udviklet, vedbliver 
at følge Sporet, forfølger og indhenter Vildtet uden 
at lade sig friste eller forlokke, uden at trættes. 

Og der er Dyr af samme Race og ikke mindre godt 
Blod, som har faaet en underlig Springdjævel i 
Kroppen. Deres aandelige Udvikling holder ikke Skridt med Legemets. Deres Hvalpetid er lang. De har hurtigt Færten. Man sætter dem "paa Foden" af et Stykke Vildt, og de sporer godt. Men saa kommer Hvalpen op i dem, [...] : det Uuudviklede, Stemningen. De løber efter en Spurv; de "staar" for et Pindsvin; de lokkes af et Kødben. Jagtherren skælder ud, Hunden skammer sig og løber sin Vej af Trods. 

Hektor synes fløjten, men Rektor kommer tilbage. 

Du, Holger Drachman, har altid havt din egen malende Stil, ikke mindst naar du talte om dig selv, og det vilde være Synd her at yppe Kiv og modsige dig, naar du har Ret. 

Stemningen var det letfodede Dyrs Herre. Den har 
været Holger Drachmanns, saalænge til han selv blev Stemningens Herre – stærke og smukke Stemningers Herre, ikke Uhyggens som Ibsen eller Angestens som Maeterlinck, men de befriende og berigende Stemningers Herre og Mester. 

Den gamle Søgud og Vindgud Æolus, der lærte Folk 
Sejlads og gav dem Medbør, var Vindenes Konge, 
havde dem i sine Sække og slap dem løs. Saadan er 
Drachmann Stemningernes Konge og kan slippe dem løs efter Tykke. Vindens Sus, Havets Rullen, Vaarens Duft er i hans Poesier, og alle Fuglerøster klinger i dem, de, der stiger fra Haabets Lærker, som de, der toner fra Kærlighedens Nattergale. 

Du talte hin Majdag om Stemningen som om det 
Hvalpeagtige, der kom op i Jagthunden, og tænkte paa den lange Dreng, der nu og da rører sig i Manden. Den lange Dreng eller pænere udtrykt: den ranke Yngling sidder i dig endnu, som Statuen sidder i Blokken. Det hvide Haar og de 60 Aar – det er kun Maske og Paryk. 

Intet Under, at Holger Drachmann er almenyndet. Han kender personligt noget nær hvert Menneske i det ganske Land, og han er Dus med 5/6 af dem, han kender. 

Hvad mangler han i at være Holger Danske? Ikke 
Fornavnet, ikke Skægget, ikke den aabne Pande, med hvilken han kæmper for, hvad han for Alvor tror. Som hans Læsere véd, kæmper han ikke med moderne Vaaben, har altid et Sværd eller en Kaarde ved Siden. Ogsaa Holger Danske foer viden om. Heller ikke Holger Danske var egenlig Dramatiker; men en udpræget lyrisk Natur. 

Ogsaa om ham dannede der sig en Myte. Der gives en mytisk Drachmann ved Siden af den 
virkelige. Holger Drachmann er i Myten snart Landsknægt, snart Søgut, snart farende Svend, snart Vingehest-Rytter. 

Hans Attributer er først en Slire, saa en Lire. Undertiden kommer de hinanden en Smule i Vejen. I Digtet Valkyrie-Ridt svinger han sig i Sadlen med sit Hjertes Dame paa Sadelknappen. Hans Hjerte er fuldt og hans Hænder er ubegribeligt fulde:

Jeg fører flinkt min Slire, 

vi hugger ind – og alt imens 

jeg spiller paa min Lire. 

Hvordan? Det er Geniets Hemmelighed. 

Hans tredje Attribut er Glasset. I Drachmann-Myten drikker Helten uvægerligt Bourgogne i Kroen eller Rhinskvin i Varietéen, klinker med Landets Mænd, kysser dets Kvinder og gifter sig af og til med en af dem. 

Myten véd Intet om den haardnakkede, aldrig rastende Kunstnerflid, uden hvilken Drachmanns Livsværk var umuligt. 

Men Myten er bygget over dette, der skarpt adskiller Holger Drachmann fra det foregaaende Tidsrums store Digtere og Kunstnere i Danmark. Han har ikke været bosat i Livet. Af de ældre var selv Holberg Baron, Oehlenschlager, Thorvaldsen, Andersen og Hauch var Konferensraader. Han er Holger Drachmann ti! Danmark, randen af Stammens Rod. 

Man bruger uvilkaarligt gamle Betegnelser om ham, kalder ham ikke en Digter, mindre en Forfatter, men en Skjald. 

Som saadan hører han Norden, ogsaa Udlandet, til, 
men Danmark mest. 

Her, hvor vi iaften samles, laa de gamle Volde, der 
snevrede Byen ind. Holger Drachmann er en af dem, der har sprængt Byens Volde, ført Luften fra det frie Hav ind i den og drevet Beboerne ud i Skoven, ud til Havet og om Bord. 

Kjøbenhavn findes (som berørt) i hans Digtning, men Fiskerlejerne og Forstæderne lever fuldere i den end Byen selv. Rungsted aander i hans Sømandshistorier, Nørrebro i et Digt som Misericordia, Vesterbro og Frederiksberg i Forskrevet. 

Ogsaa i Oehlenschlagers Digtning er der et 
Frederiksberg; men det er mere det kongelige 
Frederiksberg, Slottet og Haven. I Drachmanns lever det folkelige Frederiksberg, Alléernes og Te-husenes, med Roskilde Landevejs Poesi, Stadens Vesten, som Edithskikkelsen besjæler. 

Man kan dog ikke stedfæste Holger Drachmann. Han er hjemme, hvor han slaar sig ned. Omegnen af Hamborg er skildret i Digtet Spadseretur, som er et Vidunder af Ynde, og den skotske Kyst i et Digt om Robert Barns, hvis Rytmers Skønhed selv en Mester i Rytmik som Robert Burns ingensinde har naaet. Og hvem har glemt de høje Palmers svage Susen i Sakuntala eller den vuggende Lyd af Venezia’s Vand i Snehvide! 

Der var mange paa Rendebanen, som begyndte Løbet samtidigt med dig. Naar der startes, véd endnu ingen, hvem der vil falde undervejs, og hvem der vil vinde Kransen. Af din Ungdoms Kamerater er mange forsvundne, mange af de uberømte og enkelte navnkundige, som 
J. P. Jacobsen og Sophus Schandorph, hvem vi iaften mindes. Deres Skygger er her tilstede. 

Du sejrede i det lange Løb, og idag trykker en hel By, et helt Folk, Kransen om din Isse. 

Festen her idag er en Hyldest til Poesien, den 
rene Poesi, bragt af Befolkningen i en Havnestad, 
Handelsstad, Hovedstad, Residensstad, Industristad, Universitetsstad. Mange har iaften lagt Tanken paa deres Særinteresser til Side for at rette Tanken paa et Gode, der er rent ideelt. 

At du for denne Befolkning er bleven Poesiens 
Repræsentant, det beror paa det Brede og Folkelige 
i dit Væsen, som er i Slægt med den Folketro, de 
Folkesagn og Folkeviser, du har fornyet. Det beror 
paa det Frihedselskende i din Natur, som har vundet dig Menigmand. Det beror paa det Ømme, Varsomme, Nænsomme i dit Væsen, der har gjort dig til Kvindernes Digter. Og det beror paa din Kunst, din Evne til at faa Sproget lil at male, din fortryllende Evne til at faa et malende Sprog til at synge under dine Hænder – den Evne vandt dig de Kunstelskende her i Landet, og hvem nævner deres Tal! 

Et Syn fra din Ungdom er gaaet i Opfyldelse i ændret Form: 

Højt paa vor Himmel har nu Daggryets Gud med gylden Finger tegnet ikke sit Navn, men dit.