Kære Fru Stampe Feddersen, det havde været min Tanke at skrive til denne Fest en Sang, som vi alle kunde synge, men det lykkedes mig ikke. Da jeg sad i en sildig Aftentime og tænkte paa Dem og paa alt det, jeg staar i Gæld til Dem for, da blev de Ord, jeg skrev, en personlig Bekendelse, en personlig Tak i Rim og Rythmer, og denne Tak kan kun én frembære: jeg selv, og det vil jeg nu forsøge paa.
Jeg gik mig ad dunkle Gange I Mindernes Dæmringslund, Jeg lytted til gamle Sange Fra lønlige Kilders Mund.Jeg gik mellem Stammer ranke Og lytted til Løvets Skælv, Jeg følte mit Hjerte banke Som under et Tempelhvælv.Som Greb over Strenge stemte Det toned i Sjælens Bund, Jeg følte, hvad Lunden gemte, Blev mit i den samme Stund.Mit dyre, hellige Eje, Betroet ved lønligt Bud At dele paa Livets Veje Til lidende Søstre ud.Jeg takker den Haand, som førte Mig ind i den dunkle Lund, Jeg takker den Røst, jeg hørte, Fra Lovets og Kildens Mund.Jeg takker den Fod, som traadte De dybe, blivende Spor De Stier, vi følge maatte Selv over en glohed Jord.Jeg elsker den ranke Stamme Af kaarede Kvinders Kuld Med Kronen i Solens Flamme Og Roden i Danmarks Muld.Og falder Skyggerne lange Og kalder de trætte hjem, Jeg gaar ad de dunkle Gange Og henter Dit Billed frem.
Ja, saaledes skrev jeg med Hjertet fuldt af Minder om det Samarbejde, som nu ogsaa hører Fortiden til: lad mig nu til disse Vers føje nogle Ord i jævn Prosa.
Jeg tror ikke, kære Fru Stampe Feddersen, at der gives to Arbejdsfæller saa forskellige som De og jeg, og jeg maa, naar jeg ser tilbage, undre mig over, at vi dog fik saa meget ud af vort Samarbejde. Forklaringen ligger vel deri, at Løsenet for os begge var disse Ord af Jane Addams:
Enighed i det væsentlide — Frihed i det uvæsentlige.
Hvad gør saa det, at De vil have de store Bogstaver bort af Navneordene, mens jeg vil beholde dem, — eller at jeg føler mig i nogen Gæld til tysk Kultur, medens Deres Følelse altid som Magnetnaalen peger mod Nord?
Forklaringen kan maaske ogsaa søges deri, at den Gang, vi mødtes i Dansk Kvindesamfund 1910, havde vi hver især noget at give hinanden.
De vidste, med deres 27 Aars Arbejde for Kvindesagen bag Dem, at der i D. K.s Fortid skjulte sig Værdier, som kunde blive livsbetydende for dets Fremtid, om de blev hævede op for Lyset som Guldet fra Skaktens Dyb.
Jeg havde paa det Tidspunkt omtrentlig tilendebragt et Stykke litterært Guldgraverarbejde og stod og ventede paa en ny Inspiration. Saa faldt Deres Valg paa mig, da D. K.s Historie skulde skrives.
Nu ved jeg vel, at De ikke i noget ligner Nureddin, ligesaa lidt som jeg er nogen Aladdin, men ikke desto mindre førte De mig ind i Fortidens vidunderlige Hule, hvor Lampen laa gemt, som skulde kaste sit Lys over D. K.s Fremtidsvej: — eller jeg kan ogsaa bruge Billedet fra Verset for: De førte mig ind i Mindernes Dæmringslund, hvor Fortidens Skikkelser stod som søjleranke Stammer med Kronerne sammenflettede i et Tempelhvælv, og Inspirationen kom over mig, vakt af Lovets Skælven og Kildernes Sang. Usynlige Hænder greb i mine Strenge, og jeg skrev D. K.s Historie, og jeg forstaar den Dag i Dag ikke, at jeg kunde det, med de faa Forudsætninger, jeg havde. Jeg skrev den — ikke dikteret af Dem — De gav mig fuld Frihed til at skrive, som jeg vilde; ja, De lod mig ovenikøbet skrive et i Deres Øren saa ildelydende Ord som »Sturm und Drang«, da jeg ikke vilde stryge det, — men sandelig inspireret af Dem.
Dette blev for mig Indvielsen til hele min øvrige Gerning i Dansk Kvindesamfund.
Jeg har skrevet et Sted i Historien om Fredrik Bajer, at han blev Budbringeren mellem Kvindesagens Pionerer: Esselde i Sverige og Mathilde Fibiger og det vordende Dansk Kvindesamfund. Paa samme Maade blev jeg ved Dem Budbringeren mellem D. K.s Fortid og Nutid, men tillige mellem Dem og de mange, som stod uforstaaende overfor den Handling, der er Deres største Daad indenfor Dansk Kvindesamfund. Jeg tænker hermed paa Kredsenes Udskillelse af Valgretsudvalget i 1904.
Intet Punkt i D. K.s Historie har bevæget mig under mit Arbejde som det Punkt. Jeg saa Dem staa plantet alene midt i Strømmen og vende Strømmen; jeg saa Dem kæmpe den Jacobskamp, som ingen sand Forkæmper for en stor Idé kommer udenom, og jeg saa Dem tilkæmpe — ikke Dem selv, men D. K. Sejren: Velsignelsen fra Slægt til Slægt. At D. K. lever den Dag i Dag som Kvindesagens eneste Organisation i Danmark, det skylder vi Dem — Dem alene.
Fordi De havde det varmeste Hjerte, som nogensinde har slaaet for Kvindernes Sag, kunde De i det afgørende Øjeblik bruge den faste — nogen har ment — den haarde Haand. De kunde bringe det Offer at støde Hjerter fra Dem, give Afkald paa Kærlighed, ja, maaske ogsaa Tillid, fordi De følte Dem overbevist om, at Deres Sag var »retfærdig og god«, som De skrev til en fortrolig Ven Aftenen før Afgørelsen.
Kun den kan vurdere det Offer, De den Gang bragte, som kender Dem nok til at vide, at intet ligger Deres Natur fjernere end at bruge den »faste«, endsige den »haarde« Haand, som ved, at De kan fryse langt ind i Deres Hjerte blot ved at være i Stue med hjertekolde Mennesker.
Derpaa kendes de kaarede, de udvalgte, at de har den store Taalmodighed, at de kan vente paa deres Time, fordi de ved saa urokkelig sikkert med sig selv, at den én Gang vil komme, selv om de ikke naar at opleve den. Men det er Livets store Retfærdighed mod Dem, at det lod Dem opleve den fulde Sejr, den som ikke blot bøjer Viljerne, men ogsaa vinder Hjerterne. Nu forstaar alle D. K.s Kredse og Medlemmer, at den Forening, som havde Kvindesagens Førstefødselsret her i Landet, ogsaa havde Førstefødselsretten til at føre Kampen for Kvindesagens ædleste Blomst, Kvindernes Valgret, til Sejr og gennemføre den fulde Ligestilling mellem Mand og Kvinde. Nu bøjer vi os alle i Taknemlighed og Beundring for den, som i 1904 traadte Sporet saa dybt og tungt med hele sin Personligheds Vægt, at hun tvang os andre til at følge hende efter.
Kære Fru Stampe Feddersen, jeg har mere end én gang hørt dem sige i mismodige Stunder, at nu følte De Dem som en gammel udtjent Hest, om burde have en Kugle. — Har de da ikke forstaaet, at selv om De nu er traadt ud af det aktive Arbejde, saa udøver De stadig en stor og betydningsfuld Gerning iblandt os. Usynlig er De tilstede under vore forhandlinger, og Gang paa Gang søger Blikket derhen, hvor De staar, rank og uangribelig, for i Tankerne at gøre Dem Regnskab for hvert uoverlagt Ord, hver uforsvalig Handling. Og saaledes vil det være, saa længe vi har Dem iblandt os, ja, — selv naar Deres ranke Livstræ engang er omplantet i Mindernes Dæmringslund, vil vi søge Dem også der.
Skal vi saa alle rejse os op og synge de to sidste Vers af den Sang, som altsaa ikke blev Fælessang [sic]. Skal vi i disse to Vers sige Astrid Stampe Feddersen, at aldrig har nogen Høvding været højere elsket af sit Folk, end hun er det af Dansk Kvindesamfund lige fra Gedser til Skagen.
