Deres Kongelige Højheder, kære publikum, kære orkester, og ikke mindst kære Sonnings Musikfond.
Tusind, tusind tak.
Jeg er ufattelig rørt over at modtage denne fornemme pris og over hele denne uge, hvor min musik bliver spillet af så mange fantastiske musikere.
Det er utrolig overvældende – det opleves nærmest som at være i et eventyr.
Den her musikpris er jo legendarisk i Danmark og internationalt. Jeg har prøvet at erindre, om jeg kan genkalde mig billeder af, da Stravinskij fik prisen i 1959 – men desværre dukker der ikke noget op – og det ærgrer mig lidt.
Til gengæld står tiden lysende klart for mig, da Bernstein fik den i 1965, med hans fantastiske opførsel af Nielsens Espansiva med Det Kgl. Kapel og man må sige, at baren blev sat svimlende højt fra starten. Der er noget at leve op til.
At det var lysende klart for mig i 65, hang nok sammen med, at jeg da allerede var godt i gang med at skrive mine ting – og dengang satte jeg, i virkeligheden nok, kimen til mit eget livsprojekt i gang.
I midten af tresserne begyndte jeg også at gå til torsdagskoncerter og lærte, hvordan et orkester klinger i virkeligheden og kom til at kende hele den vestlige kulturs orkesterlitteratur, som kom til at betyde alverden for mig.
Det er derfor i aften vidunderligt at stå foran dette fantastiske radiosymfoniorkester, som det hed dengang, og det er så bevægende for mig, at få den her pris foran jer – og at det er jer, der sammen med Michael og mine to vidunderlige solister, Barbara og Tamara, opfører min musik i aften.
Det betyder mere for mig, end nogen nok aner.
Endnu en gang tak, både til Sonnings Musikfond, og ikke mindst for at vi har musikken.
