Henrik Nordbrandts tale ved modtagelsen af Det danske Akademis Store Pris

Kære akademimedlemmer, kære Ole Sarvig.

Alle ved, hvor svært det er at sige tak. Helt i tråd med den almindelige udvikling i dette land er tak da også et ord, som høres sjældnere og sjældnere. Jeg misunder i høj grad dem, som er i stand til blot at udstøde et grynt i de situa­tioner, hvor jeg siger »tak« eller »mange tak skal De have« - blot for at modtage et ironisk eller direkte mistænksomt blik fra den person, takken blev henvendt til. At sige tak kan undertiden føles som et direkte utaknemmeligt job.

Som kulturfænomen, i hvert fald i dette samfund, kan man vist godt se i øjnene, at takkens dage er talte, og at den som alle afdøde fænomener i fremtiden vil blive gjort til genstand for studier og afhandlinger. Her er forslag til et par titler på sådanne: »Takkens psykologi i det senkapi­talistiske samfund«, »Takkens kulturhistorie med et sær­ligt afsnit om ældre menneskers tak til yngre buspassage­rer, som overlader dem deres plads«.

Jeg har i de forløbne uger om ikke direkte savnet et værk af den art, så i hvert fald indset nytten af en hånd­bog i takketeknik. At en sådan, i en tid hvor der findes håndbøger i så at sige alt, tilsyneladende endnu ikke er kommet på markedet, kan kun understrege, hvor skidt det står til med takken.

Der tales i øjeblikket meget om de forskellige roller, som folk formodes at spille i deres virkelighed. Men da jeg finder det formålstjenligt at opretholde den gammel­dags skillelinie mellem kunst (i dette tilfælde teaterkunst) og virkelighed, kan jeg ikke uden videre acceptere, at jeg og mine medmennesker blot skulle være optrædende. Og hvis den situation, som jeg står i idag, er en rolle, kan jeg derfor heller ikke få mig selv til at udtale de ord for sam­fundsskabte følelser, som den lægger mig i munden. Be­greber som ære og stolthed er for mig mystifikationer, jeg forstår simpelthen ikke, hvad de betyder. Derimod vil jeg meget gerne tale om det tidløse og uideologiske begreb glæde. Det er glæde, som fylder mig idag, for den takker jeg Jer, Det danske Akademis medlemmer, og jeg håber, at I deler den med mig.

I 1966, da jeg var blevet inviteret til reception på Gyl­dendal i anledning af udsendelsen af min første digtsam­ling, kom jeg i et anfald af ungdommeligt overmod til at kalde Klaus Rifbjerg for »leverpostej-modernist«. Episo­den var karakteristisk for den tid. Hvis der var én ting en ung digter måtte have en mening om, var det Klaus Rif­bjerg. At erklære, at man ikke var interesseret i politik, var dengang endnu tilladeligt, men ikke at mene noget om Klaus Rifbjerg var simpelthen uhørt.

Havde jeg haft de fornødne kritiske evner og fulgt mit angreb på Klaus Rifbjerg op i tidsskrifter og aviser, sådan som man bør, når man vil frem i verden, ville jeg måske have fået en hel kulinarisk litteraturteori stablet på bene­ne, hvor havresuppe meget passende kunne stå for sy­stemdigtning og benløse fugle og forloren skildpadde for den slentrende knækprosa, men for det første var mit re­ceptionsræb ikke udtryk for virkelig uvilje mod Klaus Rifbjerg, og for det andet manglede jeg ganske journalis­tisk ambition. Først en del år senere fandt jeg ud af, hvor­for ordet »leverpostej« og ikke »moseand« eller for den sags skyld »varmedunk« eller »ismejeri« var faret ud af munden på mig.

Min næse, som også siden har forårsaget mig mange vanskeligheder, og bl.a. fået mig smidt ud af Grækenland i Junta-tiden, var skyld i det hele. Min lugtesans er på godt og ondt exceptionelt godt udviklet, og når jeg læste Klaus Rifbjergs digte, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt i efterkrigslugte. I 1966 var den tid endnu så tæt in­de på livet af mig, at jeg ikke havde mulighed for med ob­jektive øjne at læse den litteratur, som beskrev den. 10.000 æggemadder var simpelthen for meget, når man tik pres­set næsen ned i hver eneste en af dem.

Jeg blev født 6 uger før krigens afslutning, og er således ikke gammel nok til at have oplevet selve krigen, men på den anden side heller ikke ung nok til ikke at have levet med dens spøgelse. At krigens spøgelse færdedes ved min side hele barndommen igennem, er noget, jeg først er ble­vet klar over, efter at jeg fyldte 30.

På baggrund af denne spøgelsesverden forstår jeg idag også godt, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde på de to første lyriske forfatterskaber, som kom til at påvirke mig, nemlig Ole Sarvigs og Klaus Rifbjergs: Det første blev jeg umiddelbart begejstret over, det andet frastødte mig sam­tidig med at det fascinerede mig. I Ole Sarvigs verden var spøgelset tilstede som en tydelig, forklaret skygge i et rum, hvor destruktionen nok var synlig, men hvor alt stod i kontinuitetens og vækstens tegn. Hos Klaus Rifbjerg der­imod, var spøgelset konkret, en slags Frankensteinfigur i færd med at blive genoplivet af en ny forbrugerkultur: Et spøgelse, som havde sommerhus, kørte i folkevogn, talte socialdemokratisk og røg cigarer i PH-lampens skær.

Hvad jeg har talt om her er jo ikke andet end idiosyn­krasier, men ved at gøre sig sine idiosynkrasier bevidst, undgår man om ikke andet faren ved at teoretisere dem til principper. Efter at have levet et år i Tyrkiet vendte jeg tilbage til Danmark og fandt pludselig ud af, at en af de ting, som altid havde generet mig her, og som givetvis al­tid ville gøre det, var den sødlige lugt af svinekød. Og ef­ter at have læst William Carlos Williams, hvis digte do­mineredes af andre og for mig fremmede lugte, kunne jeg pludselig med stor glæde genlæse Klaus Rifbjerg og Ben­ny Andersen, som jeg heller ikke havde kunnet lide, uden at jeg i øvrigt vil påstå, at de tre digtere har andet til fælles end en stærkt sanset, modernistisk verdensoplevelse og sprogbehandling.

For mig blev mødet med den modernistiske poesi mø­det med poesien i det hele taget. Den klassiske digtning havde aldrig sagt mig ret meget. Først da jeg genlæste den med mine oplevelser af modernistisk poesi som ind­faldsvinkel, begyndte jeg at få et forhold til den. I Stock­holm blev jeg for nylig - af Osten Sjostrand - spurgt, om jeg ikke var stærkt påvirket af Sophus Claussen. Jeg måtte svare, at hverken Claussen, som kan imponere men ikke begejstre mig, eller nogen som helst anden klas­sisk digter har påvirket mig på anden måde end gennem det sprog, jeg taler, og som naturligvis i høj grad er blevet formet af digtningen. Forskellige kritikere har i deres om­taler af mine digtsamlinger været så elskværdige at bruge udtrykket klassisk, et begreb som jeg aldrig har kunnet sætte i forbindelse med mig selv eller min oplevelse af ver­den. Den tradition, jeg tilhører, er den modernistiske, og hvis der er en bestemt del af den, jeg står i gæld til, bort­set fra den danske, hvis brug af ildelugtende spiser, jeg nu har fået et mere afslappet forhold til, må det være den nordamerikanske, med navne som Pound, Williams, Cummings og Stevens.

Mit valg af den nordamerikanske tradition som forbil­lede er ikke udtryk for nogen eksklusiv trang til at distan­cere mig fra den danske andedam, og når det kommer til stykket slet ikke noget valg. Men det var den tradition, som ved en tilfældighed - jeg fandt på biblioteket et ud­valg af Wallace Stevens’ digte oversat af Bent Irve og Niels Barfoed - åbnede mine øjne for noget, som jeg lige siden har opfattet som helt centralt i lyrikken: Det, den amerikanske digter Robert Bly kalder for »leaping«, springen eller spring.

I det femte nummer af tidsskriftet Chancen citerede jeg følgende udpluk af et af Bly’s essays, som jeg vil tillade mig at bruge igen: »Min idé er da, at et stort kunstværk ofte har et langt, flydende spring i sit centrum, hvorom kunstværket i gamle tider plejede at samle sig som stål­spåner omkring magneten. Men et kunstværk behøver ik­ke nødvendigvis at have et langt flydende spring i cen­trum. Værket kan have mange spring, eventuelt kortere. Den virkelige glæde ved poesi er at opleve denne springen i et digt. En digter, som »springer«, foretager en pludselig bevægelse fra et objekt gennemtrængt af ubevidst sub­stans til et objekt eller en idé gennemtrængt af bevidst, psykisk substans.«

Jeg vil hævde, at alle gode digte har denne evne til at springe, som Bly beskriver. Men for at ingen skal misfor­stå mig og tro, at jeg hermed har fremlagt en poetik, vil jeg samtidig sige, at et digt naturligvis også kan være godt af alle mulige andre grunde. En anden af de egenskaber, som jeg mener, et godt digt har, er nemlig dets evne til at trodse alle de systemer, som skiftende kritiske moder an­bringer det i. Derfor er gode digte, om ikke nødvendigvis politiske, så i hvert fald progressive på den måde, at de modsætter sig stivnet og reaktionær tænkning.

Men nu har jeg efterhånden sagt så meget om digte, at jeg synes, det er på tide at citere et. Det er skrevet i 1904 af grækeren Konstantin Cavafis, og hører muligvis slet ikke med i denne sammenhæng, men jeg vil alligevel læse det op, fordi jeg kan lide det, og fordi det er et digt, man ikke kan læse ofte nok:

"Venten på barbarerne

Hvad venter vi på, forsamlede på torvet?

Barbarerne skal komme i dag.

Hvorfor sker der ikke noget i senatet?
Hvorfor sidder senatorerne her uden at lovgive?

Fordi barbarerne kommer i dag.
Hvad skal senatorerne så lovgive for?
Når barbarerne kommer, vil de lave lovene.

Hvorfor stod vores kejser så tidligt op
og sidder ved hovedporten til byen
på sin trone, i fuldt skrud, med kronen på?

Fordi barbarerne kommer i dag.
Og kejseren venter på at modtage
deres anfører. Han har til og med udfærdiget
en skriftrulle til ham, og der
hædret ham med ærestitler og fornemme navne.

Hvorfor er vores to konsuler og prætorerne kommet ud
i dag i deres skarlagensrøde, broderede togaer?
Hvorfor bærer de armbånd med så mange amethyster
og ringe, som glimter af pragtfulde smaragder?
Hvorfor bærer de elegante stave
mesterligt forarbejdede i sølv og guld?

Fordi barbarerne kommer i dag
og sådanne ting blænder barbarerne.

Hvorfor kommer de fremtrædende oratorer ikke ud som sædvanlig
for at holde deres taler, sige hvad de har at sige?

Fordi barbarerne kommer i dag
og retorik og offentlige taler keder dem.

Hvorfor denne pludselige forvirring, denne opstandelse?
(Hvor deres ansigter er blevet alvorlige.)
Hvorfor tømmes gaderne og pladserne så hurtigt
og alle går hjem i dybe tanker.

Fordi natten er faldet på og barbarerne er ikke kommet.
Og nogle folk er vendt tilbage fra grænsen
og de siger, at barbarer ikke længere eksisterer.

Og hvad skal der nu blive af os uden barbarer.
De mennesker var en slags løsning."

»Venten på barbarerne« skildrer så helt tydeligt den si­tuation, vi står i idag, at det ville virke påfaldende ikke at nævne det. Vores vestlige kultur, i dens nuværende form, er tilsyneladende dødsdømt. Men at være dødsdømt, eller i hvert fald at befinde sig i en kultur, der synes mere deka­dent end den romerske under Caligula, er ikke udeluk­kende en negativ oplevelse, eller burde i alt fald ikke være det. Opløsningsprocessen er for det første interessant, for det andet, som Beckett har vist det, uhyre morsom.

Et enkelt eksempel fra dagligdagen skulle være nok til at illustrere, hvad jeg mener: I øjeblikket diskuterer man i fuld alvor, hvorvidt man skal bringe alt liv på jorden i fa­re i tusindvis af år ud i fremtiden blot for at opretholde et unødvendigt stort forbrug i yderligere nogle få år, oven i købet et forbrug, som langt den største del af jordens be­folkning ikke har del i. Det må simpelthen være en af ver­denshistoriens bedste vittigheder!!

Opløsningstendenserne, selv de af dem, der kan opfat­tes som tegn på en positiv udvikling, og her taler jeg som en lunken marxist med et kynisk historiesyn, er så tyde­lige, at man skal være blind for ikke at se dem. Det er ikke længere nødvendigt at have en kejser til at dele og herske.

Af egen, fri vilje deler folk sig op i dybt selvoptagne grupper, der hver for sig har de smukkeste og mest beun­dringsværdige motiver, men set samlet giver indtrykket af en absurd teaterforestilling, hvor alle er fantastisk op­tagne af deres egne roller, men kun få kan sætte disse i re­lation til en fælles virkelighed. Den dårlige samvittighed har erstattet religionen, og selvmedlidenheden den al­menmenneskelige ansvars- og solidaritetsfølelse. Hvis Danmark et øjeblik ville tage blikket væk fra sin egen navle og se sig i spejlet, ville det falde bagover af grin.

I en række digtsamlinger har jeg hentet motiver fra lan­dene omkring det østlige Middelhav, hvor jeg har boet i lange perioder, hvilket har fået nogen til at tro, at jeg skulle sværme for det klassiske Grækenland, for Hellas, og desuden anbragt mig i en ufrivillig og ubetalt rolle som oplysningsbureau for grækenlandsentusiaster. Men i vir­keligheden kan jeg ikke udstå Hellas med dets krigslider­lighed, dets »he-man«-ideal, dets chauvinisme og dets næ­sten »public-school«-agtige sportsidioti. Jeg har brugt Grækenland som en kulisse for et delvis fiktivt jegs fær­den, en rejsende i det fysiske og psykiske rum, hvor rød­derne til opløsningen i den europæiske kultur ligger blot­tede.

Men hvis Europa begynder historisk og kulturelt med Grækenland, er det til gengæld også dér, det ender geo­grafisk. Og i glimt har jeg set livsmuligheder, specielt hos naboerne, hos tyrkerne og araberne, i blandingskulturer­ne, hvor Øst og Vest mødes, som gav mig et lille håb om en fremtid for kloden og et værdigt menneskeliv.

Selv om jeg, billedligt talt, står her på torvet blandt se­natorerne, som en af deres, og selv om jeg ikke har noget destruktivt ønske om at se min egen kultur blive ødelagt helt, ligger mit håb hos barbarerne.

Min hjertelige tak til Det danske Akademi.