Ole Sarvigs tale for Henrik Nordbrandt ved overrækkelsen af Det danske Akademis Store Pris

Der var engang en ung mand, der henvendte sig til T. S. Eliot og fortalte ham, at han, den unge mand, gerne ville være digter. Eliot svarede, at det forstod han ikke et ord af, for det var ikke sådan noget, man kunne gå og ville være. Derimod ville han have forstået det, hvis den unge mand havde fortalt ham, at der var et digt, som han følte han måtte skrive, og havde bedt om råd angående den proces, man skal igennem, før det færdige digt blot be­gynder at tegne konturerne af sig selv.

Denne anekdotiske historie kunne aldrig være overgået Henrik Nordbrandt. Han er, efter min og andres opfat­telse, den, der uhjælpeligt er digter, fordi der ustandselig er digte, han føler, han må skrive, tekster, som trænger sig på og kræver at blive fastholdt - med alle de personlige og følelsesmæssige omkostninger, som sådan noget har. Ja, han er dette så rent, at han er blevet et særsyn i vore dage: - Digteren, som ene og alene er digter, og intet an­det. Et særsyn i et land, hvor kunst og kultur i den grad blandes sammen, at de implicerede næppe nok tænker over det, fordi de - ligesom det sker i vore nabolande - er tvunget til at eksistere ved at fungere i kulturens service­organer, selv om svælget mellem kunst og kultur kan væ­re så dybt som den kløft, Dante og Vergil stiger ned i til deres for os så tankevækkende vandring. Dermed mener jeg ikke, at den tilblevne og bundfældede kunst, ja, blot den i hver generation registrerede kunst, ikke vedrører kulturen. Det er tværtimod netop den, kulturen og dens institutioner bør tage vare på frem for noget andet. Jeg mener blot, at kunsten i sig selv, idet den blir til, registre­rer, intensiverer, kondenserer og - om muligt - fastholder et livsforhold: En fastholdelse, der så senere glider ind i kulturbilledet.

Her står Henrik Nordbrandt helt rent som den der uhjælpeligt og til hudløshed er digter. Han står der som en ætling af dansk poesi i en linie, hvor Emil Aarestrup falder i tankerne i grand-onklernes og tipoldefædrenes ge­neration, men samtidig som en ægte fortsætter af den in­ternationale poesi, hvor blandt andre Wallace Stevens må være et af de navne, der melder sig blandt anerne.

Fra den første samling med den dristige, men for alle debuterende digtere så æggende titel, »Digte«, fra 1966 står denne dobbelthed klar. Han er på samme tid den, der »med sine hænder knapper nænsomt/fordums damer af deres elskere« og er sørgmodig »skønt under en glasur af flormelis« og »ønsker sig plads«, - mens han samtidig er den, der registrerer, at »rum med kød tøjret/til lofter og vægge/fyldes langsomt med kalk«. Han skulle senere komme til at følge det blånende kalkhvide i syden, i Græ­kenland og Tyrkiet og disse landes omegne, hvor han har opholdt sig i årevis. Det »gotiske skyggespind«, som litte­raturhistorien allerede har heftet sig ved i disse tidlige dig­te, blir stærkere, mere eksistentielt. Det er, som om han kæmper sig gennem gader med vajende vasketøj, der re­præsenterer den blindhed, den tomhed, han har med sig fra sin generation, men som først han til fulde forstår, for­di der, som Torben Brostrøm så præcist har konstateret, »ikke er højere værdier at pege hen på« i disse sammen­hænge, og han derfor mere nøgen og fortvivlet end nogen anden digter i hans generation ved forestillingsbilleder ustandselig er nødt til at skabe nye overbevisende sam­menhænge, der ofte blir af en overraskende, »næsten alt for stor melankolsk sødme, skønt det dog er splittelsen, de er sat til at administrere«.

I den omtalte første samling kommer klassisk-surrealistiske billeder ind: »Mumiet får blodtransfusion« og spørgs­målet lyder: »Hvem slænger sin flængede bolig gennem de tomme gader?«. Han har som andre af slægtens registran­ter set, at »døden lurer i kontakterne«, og han står som andre af tidens kunstnere undrende over for gadernes pa­radoksale parallelitet foran horisonten og foran de nule­vende bymenneskers forstæders afsjælede gåde. Han har ikke helt lagt sporvognstiden bag sig under den tunge, fugtige himmel af filt, og han har heller ikke glemt okto­ber og dens lugte og det næsten alt for smukke midt i for­faldet. - Men han går videre med sin arv og sine minder, og det er virkelig, som om »jasminen (kaster)/en æther- klud/over det forblæste ansigt«. Han ser imellem tilstande af identitetstab, ja sågar identitetsskifte, ud mod den fremtid, som det blæser fra, og hvis landskab han søger. Han sparer ikke på sin sensitivitet, der er mere sanselig end de flestes, heller ikke, når han et øjeblik står og har måttet erkende, at »nogen havde slået sig ned/på den modsatte bred/af min tid«.

Fra strejfturene i vores allesammens alleer »mod aften /gennem statueskygger« og fra positionen at være »frosset fast i søens lys« går han videre mod det ansigt, der, som han siger, »stod tilbage på min hånd/som endnu et digt« og endnu drenget bevidst om barkbådes muligheder og vældige flyvefisks sandsynlighed, og mod den næste sam­ling »Miniaturer«. - Her bekræfter digteren sin halvfor- skudte og ofte mere solide generations livslyst. Og hvad er livet uden livslyst? »En rose har jeg åbnet. ../... bleg­rød/i dig/efter at du er gået.« Men han ankommer også med vagabonder til »ventesale, det kan være ud mod nat­ten/i stormvejr når de er fuldstændig tomme, hvor ingen /nogensinde vil kunne savnes og hvor ensomheden/ejes hinsides bræddevæggen som et vildvinsblad«. Dette er herefter hans situation. Han går mellem »Septemberpak­husene«, der gir »mærkelige dybe toner fra sig«, og han kommer gennem mange vandringer eller via »en taxa bag det næste hjørne« til »et venteværelse eller hospital« og værger sig, som alle i hans alder må, som vi alle må, mod døden, endnu i mindet om »gammeldags forgyldte kom­moder/i hvilke der ikke findes testamenter/men kjoler, florlette og tunge/korsetter, violer/mellem opbyggelige salmebogsblade. . .«.

Men da, i det fjerde afsnit af denne bog og - kunne man vel sige - i hans anden tidsalder, ankommer han til sit land. Digteren begynder at nynne i glæde ved genken­delsen, og hans nynnen får ord: »der findes sange på visse øer, på fjerntliggende/klippeøer i det ægæiske hav, og i højlandet, sange/hvis ord ingen forstår, hvor kun tonerne /har betydning. I en bestemt sang er himlen grøn.« Og digtet fortsætter: »du kan høre den sunget langt inde i et mørkt/ukendt kvarter, dæmpet, som bag lerklinede mure /eller vinranker, af en kvindestemme som kender dig/for­di du har været med i sangen, på det sted.« Jo, Nordbrandt ved nok, hvor han skal sætte kommaer, og hvor ikke. Han ved også, hvor han helt skal udelade punktum­mer, som da han på den ægte helt bevidste digters obliga­toriske rejse mod slutningen af denne bog kommer til sit »dødsikon« og taler om at rejsen er »som at gå dybt ind i en skov/at ingen/vender tilbage, nogen/venter derinde/ den ventende med bortvendt/ansigt og et hår/som drik­ker af hemmelige grave«.

Men fernisen fra borgerskabets - og nu også hans for­tid - er hård, og bronzesarkofagernes låg på dets grav­pladser er tunge. Frigørelsen er svær, stadig »vokser cy­presserne sig mørke mod himlen/der falmer, det gyldne rudeglas/løber fuldt af mørke/vinduet er helt lille.« Alt dette, mens han er på vej mod større, ældre byer, mod »værelser, der vender ud mod glemte torve/og pladser som hos Chirico./maskiner af marmor, lydløse fon­tæner/hvis vand aldrig falder tilbage i kummen.« Og den­ne lydløshed modstillet lydhørheden hos den, der kan for­nemme »klokker der nedsænkes i klokker, stemmer/kor­sang spærret inde i anløbent metal« - en strofe, der rum­mer en genklang fra vor tids formentlig største kunstner, filminstruktøren Tarkovskij, mesteren for »Spejlet«, hvor fortiden gennem både smerte- og sødmefulde nærpunkter flimrer op mod bevidsthedspunktet, og for filmen om ikonmaleren Rubljov, der blandt meget andet og dybt væsentligt for forståelsen af vort, det vestlige som det øst­lige, sinds historie, fortæller historien om klokkestøberens dreng, der lader, som om han har arvet sin fars hemme­lighed og får lov til at støbe den store klokke. Men han har intet arvet. Hans arv er tavshed, og det er ham selv, der skal skabe klokken og få den til at runge: Et billede på den vej, hvorpå vi nu netop skal følge Henrik Nordbrandt videre.

I sit næste slanke bind »Syvsoverne« fra 1969 definerer han sig med et citat fra Lao Tzu’s Tao Te Ching som det rullende hjul, der rummer såvel døre og vinduer i tomhe­den, men som ingen er i stand til at bruge. Han stirrer »mod Kina, i koppens porcelain« (stavet på gammeldags fransk-københavnsk), mens »støvregnen/falder i (hans) kaffe/til den bliver kold. Samtidig tænker han på »en gammel mand med en stormlygte/helt alene i en vældig skov«, og Kina dukker atter op i postkortdigtet om »de ty­ske mure i Trakls/Rilkes og Georges digte (der) styrter sammen i en fremmed/uforståelig skrift.« Han rejser, hvor »rustne togstammer flakker forbi. . .« og indtegner »evigt flygtende« sig selv på andre postkort: »her ser De mit hus/indtegnet med en sort streg, her,« skriver han for så at fortsætte med knækprosastykker, der atter og atter vender tilbage, afbrudt af digterens vision af »Den hellige Konstantins død og begravelse« og af smagsprøver på denne »sødme«, som kun den, der har oplevet græske af­tener og græske bagerier helt forstår. Han bager sine brød og kaster dem ligesom i ilden igen, ligesom han med den sidste bohemes gestus kaster flasker ud af vinduet. Han ser »gennem det vældige rustne nøglehul« og hører »klan­gen af (sine) hænders håbløse slag/ mod den lukkede port«. Stadig brister for denne digter »seneftermiddagen/kimer sin sidste sprøde overtone/ind i de halvtomme krystalkarafler på bordet«, men bordet står dels i søvnløsheden, dels »som i et akvarium, fyldt til randen af syre/hvori vore tilbageholdte følelser/mødes i knitrende elektriske vekselstrømme/der oplader det blågrønne tusmørke«: et vers på linie med de digte, der skrives af andre strejfere fra vesten i den ægæiske verden, men som hos Nordbrandt pietetsfuldt munder ud i hans europæisk-klassiske kulturarv i en længsel mod, at »... dit ansigt viser sig som en dødsmaske/af tyndt, kunstfærdigt formet sølv/ med ingenting foran - og ingenting bagved/og alting op­fyldt af bitter sødme«. - Ingenting - alting, det er temaet på denne vandring, hvor den elskedes ansigt »på ikonens guldgrund« kun er som »et spindelvæv/fæstnet til det orm­ædte træs fire hjørner/og så fint som et gammelt brude­slør.« Han hører altid »vildvinens blade, sent raslende«, og brudt mellem to miljøer står han foran havets flade, der mest af alt ligner døden, når »man er/død og ikke længere/kan digte/et digt om døden.«

På flugt gennem »eftermiddagenes« melankolske klar­heder og uimodsigeligheder, der nu i snart mange decader har været det nutidige sinds og den moderne poesis foretrukne tidspunkt, især i »forstæderne«, som han også digter om, rejser han med og fra sine husspøgelser, sin Kafka’ske arv, hvor »grev K. læser op af en hvid tekst«, gennem salmemeditationer til håbet om »noget« og fryg­ten for »noget intet«, enten i eftertanke på en fortovscafé eller beredvilligt hjælpende mellem travle filmmænd. Re­sultatet blir et mellemstadium, der hedder »Omgivelser«, endnu en slank bog, hvis titel i Nordbrandtsk mening be­tyder konstateringer. Han konstaterer, at »Afstandene bliver større/og der bliver længere mellem bladene./Der bliver længere mellem menneskene/og der bliver længere mellem ordene« - selv i »eftermiddagslyset«, og selv om »bordet står på sin plads«. Han kan stadig høre »stueure­nes høje tikken«, men han kan også vågne »i middagshe­den/med en følelse af at have sovet i tusind og ét år«. Hans spørgsmål er nu, hvilken by han først skal forlade? Og han, den store forlader og forelskede, mærkede, arre­de, forjagne, bekræfter her, hvad den førnævnte kritiker så klogt har sagt om ham, at »denne fortabelse og opfyl­delse giver sig udtryk gennem spejlinger, fordoblinger, genbilleder, skygger, fænomener og skikkelser, som jager hinanden, opsluges i hinanden eller oplever identiteter netop gennem afstande«.

Men digteren Nordbrandt når videre. Mønsteret i hans psyke fornægter sig ikke. Kontrasterne står stadig kniv­skarpt - eller rettere barberbladsskarpt (dette er en af hans fristelser) - mod hinanden, for eksempel i »Opbrud og ankomster« fra 1974, et bind i større format end de fo­regående, hvor han vakler imellem »at drikke sig ihjel her /svævende mellem en tilværelse, det er for sent at leve/og en tilværelse, der er uacceptabel« - et upoetisk ord i par excellence-poeten Nordbrandts vokabularium, der sam­tidig røber noget om »intellektet Nordbrandt«, der i disse år, tilsyneladende ubesværet og let begynder at skrive om sine rejseoplevelser, senere samlet i »Breve fra en Otto­man« i 1978 - og, i samme tekst, observerer »kæmpe­mæssige ankre, begravet i stendynger og forvredne jern- armeringer/og kæder, som synes at antyde eksistensen.« Her befinder han sig på linie med Saint-John Perse’s eks­kursioner på havkloden Tellus, mens han samtidig udgi­ver »Historier om Hodja«, en tyrkisk skælm, troubadour og nar fra 1200-tallet, en tidsperiode, som han dyrker med (som han selv siger) frie citater af, samt »den største tyrkiske skjald« Junus Emre, hvis digte han bruger som vignetter mellem sine egne uden dog at forglemme hans ligemand Djeladdin Rumi.

»Opbrud og ankomster« fortsætter i det kontrapunkti­ske: Et øjeblik er det, som om kagen, han spiser, er »sødet med hans eget blod« og det er samtidig, som om det blod, der er i »kroppene«, og som vi pumper gennem dem, »kommer langt borte fra«. Han kender sin situation i sin »helgenkiste af glas med dens fire spejlbilleder/ som skin­sygt forhindrer hinanden i at flygte/ fra mit firedobbelte selv, som jeg omsider har mistet«. Mistet det helt har han nu ikke, hvor »nøgen« han end er, og hvor end han »rejser hen«. Altid rejsende når han i den næste digtsamling »Ode til blæksprutten« fra 1975 til på én side at konstate­re, at han ikke kunne forestille sig »noget så fantastisk ske /at noget så vidunderligt som du kunne komme« - for på næste side at notere, at »kærligheden er så triviel«. Det er først i samlingen »Glas« fra 1976, at han gør sig fri fra »den lange hvide mur«, der så længe har omsluttet ham, og at han når til sit berømte digt »Naxos«, »Sappho« og »Knossos«, hvor han blir ø-springeren: bevidstheden, der springer fra sted til sted, fra ø til ø, som om de alle var no­der i et tonesystem, som han er døv for, og som han der­for må opleve ved at leve det ud. Skibene, der har de samme navne som i digtets titel, krydser mellem øerne, og alt blir en euforisk drøm for den rejsende. Den rejsen­de, der er »lige så hemmelig/og skjult for sig selv som Ararat bag Ararats tåger.« Dette er højdepunktet af hans kunnen, og det er essensen af hans tid fra 1977. »Spøgel­seslege« fra 1979, i »Selected Poems« og endelig i »Forsvar for vinden under døren« fra 1980, hvor han får selskab på den scene, der for ham efterhånden, og meget fortjent, er ved at blive international, af en af vores mest beskedne, men også mest internationale kunstnere, Ejler Bille: et møde, der knytter Henrik Nordbrandt til den oprindeli­ge, første modernisme i Danmark.

Jeg skal blot nævne, at der er blevet udgivet bibliofile bøger med Nordbrandts digte illustreret af forskellige kunstnere, der har været aktive i hans tidsrum, og jeg mener hermed at have motiveret den sum af lidelse, hud­løs følsomhed og - som før sagt - uhjælpelig digter­eksistens, der i eminent grad berettiger ham til at modta­ge Det danske Akademis store pris idag. Henrik Nord­brandt er en af de i det nuværende samfund utilpassede, men for menneskeskæbnen, der jo også omfatter efter­slægten, så dybt uundværlige.

Vi ønsker til lykke og siger tak.