Inger Støjbergs tale ved Danmarksdemokraternes landsmøde

Kære medlemmer. Kære venner. Kære gæster. Og kære alle, der følger med hjemme foran fjernsynet. 

Hjertelig velkommen til Danmarksdemokraternes landsmøde! 

Da jeg kørte afsted mod Hvidsten Kro den 23. juni 2022 for at holde partiets stiftende pressemøde, havde jeg selvfølgelig lidt sommerfugle i maven. Men jeg kunne også mærke på mig selv, at jeg ikke var i tvivl. Der var simpelthen brug for et parti som vores. 

Et parti, der kæmper for at man kan bo, leve og arbejde i hele Danmark. 

Et parti, der kæmper for Danmark og de frihedsværdier, vores samfund er bygget på. 

Et parti, der er så gammeldags, så vi mener det samme før og efter et valg, og hvor vores løfter til vælgerne rent faktisk betyder noget. 

Det parti er Danmarksdemokraterne! 

Hvor er det bare dejligt at være samlet med 700 andre danmarksdemokrater her i Herning. Og hvor har det været rart at gøre status her frem mod landsmødet. 

Vores folketingsgruppe er vokset med to, siden vi mødtes til landsmøde sidst. Nu er vi 16 folketingsmedlemmer, og vi er nu det tredje største parti i Folketinget. 

Vi har fået seks byrådsmedlemmer mere siden sidste år. Nu er vi 33, og vi har to regionsrådsmedlemmer oven i hatten. 

Vi har fået valgt vores første medlem af Europa[-Pa]rlamentet, selv om såkaldte ”besserwissere” sagde, at det ville blive svært for os som nyt parti. 

Og nu er vi 5.500 medlemmer og venner. Det går fremad over hele linjen. 

Jeg er stadig ikke i tvivl. Der er brug for Danmarksdemokraterne i dansk politik! 

------ 

I april måned samlede vi 3.000 mennesker til to rallies i Fløjstrup ved Randers og ved Svinninge på Sjælland mod CO2-afgiften på landbruget. Der var, som I ved, både rodeotyr, mulighed for at vinde en airfryer og grillpølser, så langt øjet rakte. Det var åbenbart en kombination af gode ting, som man sjældent oplever i København. Alle hovedstadsmedierne sendte i hvert fald alle mand på dæk på reportagetur til vores arrangementer. Danmarks Radio, om hvem vi ellers ofte får læst og påskrevet, at der ikke kan spares en krone, ja de sendte otte mand fra fire forskellige afdelinger i DR. 

Vi viste, at den folkelige modstand mod CO2-afgiften er bredt funderet. Der var både landmænd, børnefamilier og folk fra egnen, der bekymrede sig om deres områdes fremtid. Ja, selv den yderste venstrefløj var repræsenteret med musikerne fra bandet ”Smag på dig selv”. Jeg tror måske, de var kommet for at lave en form for politisk happening. Men de kunne åbenbart hurtigt se, at de var i undertal. For der var en del landmænd, der tydeligvis havde spist lidt mere havregryn, end de selv havde. Så de valgte i stedet at deltage i den lidt mere fredelige dyst om at sidde længst på rodetyren. 

Ja, de endte sågar med at vinde airfryeren, der var på højkant. At deres planer om en happening ikke var helt gennemtænkt viste sig også ved, at de ikke helt havde styr på at komme hjem, så de endte med få et lift af vores politiske ordfører, Susie, ind til et kollektiv i Randers, hvor de skulle spille koncert samme aften. Sådan er det tit med venstreorienterede. De får ikke altid tænkt tingene til ende. 

Selv om der var god stemning til vores rallies, så var baggrunden for dem selvfølgelig alvorlig. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde håbet, at regeringen og ikke mindst Venstre havde besindet sig i forhold til at tromle en CO2-afgift igennem. Vel at mærke en afgift, vi påfører vores landbrug som det eneste land i verden. 

Det er stadig en tudetosset ide at lægge en afgift på et erhverv, der allerede arbejder på at omstille sig. Men det er ekstra tudetosset, fordi vores landbrug allerede er mere klimavenligt end en række af de lande, vi konkurrerer med. 

Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Asger Christensen, der selv er landmand, har lagt sit eget klimaregnskab frem for sin gård. Når Asger Christensen producerer én liter mælk, så udleder han 0,91 kilo CO2. Når hans polske kollega producerer det samme, så udleder han 1,44 kilo CO2 pr. liter mælk. 

Hvorfor er det så lige, at vi skal gøre dansk mælk dyrere at producere? Så bliver den helt forudsigelige konsekvens, at flere danske forbrugere så vil købe mælk fra Polen eller andre lande. 

Det er i hvert fald ikke for klimaets skyld. Siden aftalen blev indgået, har vi presset på for at få de reelle konsekvenser frem i lyset. Det skulle man tro var nemt, når alle dem, der indgik aftalen, var ih og åh så stolte af den. 

Men det har været næsten umuligt. Men til sidst vi fik vi med møje og besvær kastet lidt lys over en lille del af aftalens konsekvenser. Og hold nu fast. Verdens samlede udledning af CO2 vil falde med hele 0,0044 procent på grund af aftalen. 

0,0044 procent. Det er åbenbart vigtigere end de arbejdspladser, der ligger i vores landdistrikter, og som vi nu mister. Alt det min farfar, min far og min bror har kæmpet for og elsket i generationer. 

Hvor mange arbejdspladser, der skal nedlægges for en fuldstændig marginal effekt for klimaet, må vi til gengæld ikke få at vide. Vi kan simpelthen ikke få svar på, hvor mange job, der forsvinder i landbruget og ifølge- industrierne. For det går jo ikke kun ud over den enkelte landmand. Det er også smeden, elektrikeren og den lokale tømrer, der risikerer at blive ramt, når landmændene drejer nøglen om. 

Derfor blev det også nogle meget korte forhandlinger, vi havde med regeringen om den grønne trepart. For selvfølgelig vil vi ikke være med til at gå enegang i verden og indføre en skadelig afgift. Slet ikke, når det hele sættes i værk med bind for øjnene. 

Jeg møder af og til folk, der spørger mig, hvorfor lige præcis kampen for landbrugets arbejdspladser er så vigtig for os. Jeg synes faktisk spørgsmålet er værd at dvæle lidt ved. For det afslører for mig, at der mangler blik for den betydning, et erhverv som landbruget har i visse egne af vores land. I en kommune som Ringkøbing Skjern er det hver sjette private arbejdsplads, der er knyttet til landbruget. Det er del af livsnerven i mange lokalsamfund. 

Det er lidt paradoksalt, for det er ofte den samme type mennesker, der kan gå helt i selvsving, hvis der skal fyres 50 mennesker i Danmarks Radio eller et andet medie i hovedstaden. Men det at erklære krig mod et helt erhverv, det betragtes nærmest som noget moderne i visse miljøer. Jeg ved ikke med jer. Men så vil jeg foretrække at være gammeldags! 

Desværre er CO2-afgiften ikke regeringens eneste planlagte overgreb på landdistrikterne i de kommende år. 

Opførelsen af gigantiske solcelleparker er en kolossal ændring af Danmarkskortet, der vil få massive konsekvenser for de berørte beboere. 

Frem mod 2030 er det regeringens plan at firedoble produktionen fra solceller og vindmøller på land. 

Regeringen er ved at forvandle vores kornmarker til jernmarker. Fjerne god landbrugsjord i en tid, hvor vi taler om at være selvforsynende. Også når det gælder fødevarer. 

Igen er det landområderne, der skal holde for. Lige nu er man ved at etablere 26 statslige energiparker. 24 af dem skal ligge i Jylland. To på Sjælland. Ingen af dem i hovedstadsområdet. Alt er desværre som det plejer med den regering. 

Jeg kender ingen mennesker, der er flyttet på landet for at stå op og glo direkte ind i en jernmark. 

I Jyllands-Posten har man fornyelig kunne læse om Ilse Hauschultz fra Perbøl ved Aabenraa. Ilses familie har boet i byen i fem generationer. Nu planlægger regeringen at omringe hele landsbyen med 189 hektar solceller. Ilse har tænkt sig at flytte, når solcellerne kommer. Det forstår jeg godt. Jeg tvivler på, at nogen har lyst til at flytte til en by omringet af solceller. Ilse og andre, der flygter fra regeringens solceller, risikerer kæmpe værditab på deres boliger, og hele landsbyer risikerer at dø. 

Der er nærmest ingen grænser for, hvor meget man går op i klimaet i de fine saloner i København. Men det er bare ikke i København, at solcellerne generer, og så er det jo en nem holdning at have. 

Hovedstadens Forsyningsselskab har to solcelleparker. De ligger så godt nok ved Holstebro og ved Fjerritslev i Nordjylland. Ja, I tror det er løgn. Frederiksberg Forsyning har svimlende seks vindmøller. De står så til gengæld ved Tappernøje og i Rødby på Lolland. Så når københavnerne tænder for strømmen til deres espressomaskiner, så er det altså folk i provinsen, der skal generes med udsynet til de solceller og vindmøller, der har produceret strømmen. Det er da ikke retfærdigt! 

Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at det kun er bestemte egne af landet, der skal trække læsset med den grønne omstilling. 

Men regeringen buldrer bare derudad. De kan tilsyneladende slet ikke se, hvor skæv udviklingen er. 

Som byminister Morten Dahlin, der har ansvaret for placeringen af solcelleparkerne, sagde til Jyllands-Posten forleden, så ved han godt, hvordan det er at være nabo til solceller. Han ”tror” nemlig nok, at naboen hjemme i villakvarteret har solceller på taget. 

Tænk at sammenligne et par solceller på en tagryg i Greve med mennesker i landdistrikterne, der får deres boliger fuldstændig omringet af solceller. Så lever man godt nok i en anden virkelighed. 

I Ringkøbing kæmper mange borgere mod etableringen af det såkaldte Megaton projekt. Her vil folkene bag etablere en energipark med blandt andet solceller på 4.000 hektarer. Det svarer til 50.000 håndboldbaner. Eller omregnet til en skala, der også kan forstås i centrum af København: cirka 1.300 gange Rådhuspladsen.

Det er nogle meget få investorer, der skummer fløden, mens helt almindelige mennesker efterlades med regningen, når jernmarkerne opføres i landdistrikterne. 

Det giver splittelse i lokalsamfundene, fordi nogle få kan score kassen ved at sælge jord fra til solcellerne, mens naboerne, der bliver omringet af solcellerne, risikerer at være stavnsbundne for evigt. Det er også den frygt, folk med rette har i Ringkøbing. 

Når Christiansborg skubber så voldsomt på for at fremme den her udvikling, så bliver det i stedet op til den enkelte lodsejer at sige fra. 

DR fortalte for ikke så længe siden om landmanden Niels Jørgen Madsen fra Sdr. Bork ved netop Ringkøbing. Han var blevet tilbudt 340.000 kroner for hver hektar af sin jord, han ville sælge til et solcelleprojekt. Hvis han skulle have solgt den samme jord som almindelig landbrugsjord, så ville han kun kunne få 150.000 kroner per hektar. Man behøver hverken være landmand eller fra Jylland for at regne ud, hvor der er flest penge at hente. 

Men som Niels Jørgen Madsen sagde til DR: ”Jeg sagde nej. Jeg tog noget hensyn til lokalbefolkningen. Det var i hvert fald ikke min tegnebog, jeg tog hensyn til, for så skulle jeg have taget en anden beslutning. Jeg tænkte med hjertet.” 

Men ikke alle tænker som Niels Jørgen Madsen. 

Og det må altså også være politikerne på Christiansborgs ansvar, at den vedvarende energi opføres på en ordentlig måde. 

For hvordan er det overhoveder kommet hertil? Hvorfor er vi ved at plastre så store dele af vores landskab til med solceller i en proces, der går fuldstændig hen over hovedet på de mennesker, der skal leve med konsekvenserne? 

Sagen er den, at regeringen har sat nogle helt vilde mål for, hvor meget strøm, vi skal producere via solceller og vindmøller på land. 

Regeringens ambition er, at vi skal producere grøn strøm svarende til forbruget i mere end 11 millioner husstande. Godt nok er antallet af singler som mig selv stigende, men så mange husstande er vi som bekendt ikke i Danmark. 

Så lige nu er man ved at etablere en helt enorm kapacitet, som vi slet ikke har brug for i Danmark. 

Det er på tide, at vi siger stop. Vi skal ikke være batteri for hele Nordtyskland! Der er simpelthen brug for noget sund fornuft. 

Vi siger ja til kornmarker. Og vi siger nej til jernmarker! 

Derfor foreslår Danmarksdemokraterne et øjeblikkeligt stop for etableringen og udbygningen af de 26 statslige energiparker, som regeringen har planlagt. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at plastre landet til med jernmarker til at producere strøm, som vi slet ikke har brug for. 

I stedet foreslår vi, at vi stille og roligt sætter gang i et arbejde, som skal klarlægge præcist, hvor meget grøn strøm der er brug for, for at kunne dække Danmarks eget behov. Etableringen af solceller skal følge danskernes energibehov, så der kun opføres solceller, når og hvis behovet opstår, hvis vi ikke kan løse behovet for grøn strøm med vindmøller ude på havet. 

Og så foreslår vi, at i stedet for at plastre landbrugs- og naturarealer til med solceller, så benytter vi hustage og fabriksbygninger. På den måde kan de store byer, herunder København, også komme til at bidrage lidt til den grønne omstilling. 

Nu ved jeg godt, at det sædvanlige hylekor med Ida Auken i spidsen vil sige, at jeg er klimafjendtlig og bagstræberisk. 

Selvfølgelig skal Danmark gøre sig fri af fossile brændsler og uafhængig af Putins gas og Mellemøstens olie. Og vi bakker op om at reducere vores udledning af CO2. Men det er ikke det samme, som at Danmark skal forsyne Tyskland med strøm. Det kan de selv gøre. 

Men når selv en af Danmarks førende eksperter i grøn omstilling, Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet har sagt, og jeg citerer: ”Vi får med sikkerhed ikke brug for al den solcellestrøm, som der arbejdes på at etablere” og har tilføjet ”derfor bør planen om en firedobling af vedvarende energi helt skrottes og revurderes.” 

Ja, så er tiden kommet til at vi trækker i nødbremsen og siger stop. Vi trænger til en ordentlig portion sund fornuft – også når det handler om den grønne omstilling. 

Jeg kan i hvert fald garantere, at vi vil gøre vores. 

Vi kommer senere i denne folketingssamling med endnu flere bud på, hvordan vi kan sikre, at den grønne omstilling ikke sker på bekostning af borgerne og landdistrikterne. 

I stedet skal vi sikre borgerinddragelsen og en mere fair fordeling af gevinsterne ved den grønne omstilling. Og så skal vi sikre ordentlige kompensationer for de borgere, der bliver berørt. 

Når vi går til kommunalvalg næste år, så er det vores klare løfte til vælgerne, at vi ikke kommer til at medvirke til at trække solcelleparker ned over hovedet på lokalområder, der ønsker at være fri! 

------- 

Den 3. januar stod jeg i kibbutzen, Kfar Aza, hvor 72 blev slået ihjel og 18 kidnappet den rædselsfulde morgen, 7. oktober 2023. 

Tiden i Kfar Aza er gået i stå. Vasketøjet hænger stadig på tørrestativerne, opvasken står på køkkenbordet. Skoletasken står i gangen. Men menneskene, der boede der. De er døde. Slået ihjel på den mest bestialske vis af islamiske terrorister fra Hamas. 

Den 7. oktober blev fuldstændig ubegribelige, barbariske – ja dyriske – overgreb begået. Bryster blev skåret af kvinder og blev leget med af terroristerne, som var det håndbolde. Børn blev tortureret foran deres forældre, og forældre foran deres børn. Unge, som dansede på en festival, blev skudt, mishandlet og tortureret. 

I dag er det 385 dage siden, og omkring 100 er stadig savnet. Flere af dem sidder som gidsler i Hamas’ tunneler, og vi ved fra de allerede befriede, at de lever under kummerlige og fornedrende forhold. 

Det var utæmmet ondskab, der overskred alle grænser. Både Israels fysiske grænse, men også grænsen mellem det menneskelige og det umenneskelige. 

Derfor skal Israel også have lov til at gøre arbejdet færdigt. Jeg hører ikke til blandt dem, der ønsker en våbenhvile. Jeg ønsker en total israelsk sejr og en fuldstændig nedkæmpelse af både Hamas og Hizbollah, der aldrig nogensinde kommer til at acceptere Israels eksistens. 

For man kan ikke være neutral i kampen mellem godt og ondt. Ethvert anstændigt menneske må vælge side. Det har jeg gjort for længst. Jeg står urokkeligt fast på det jødiske folks side. 

Det gør jeg, fordi vi gav hinanden et løfte efter jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig. Aldrig igen skal det jødiske folk udsættes for forfølgelse og massedrab. Og aldrig igen skal jøder som befolkningsgruppe udsættes for had, overgreb og forsøg på udstødelse. 

Men desværre har indvandrere fra Mellemøsten taget deres islamiske fundamentalisme og jødehad med til Danmark. Det har været kendt i årevis, at en jøde ikke kan bære en kalot på Nørrebro uden at frygte for sin sikkerhed. 

Men det er ikke kun på Nørrebro, at jødehadet trives. I de seneste uger har Jyllands-Posten afdækket holdningerne blandt danske muslimer. Tallene er skræmmende. 

En tredjedel af muslimerne i Danmark mener, at terrorangrebet den 7. oktober var berettiget.

Omkring 30 pct. sympatiserer med Hamas.

Næsten halvdelen af alle muslimer i Danmark mener ikke, at staten Israel har ret til eksistere. 

Desværre er det blot endnu en bekræftelse af, at alt for mange muslimer i Danmark slet ikke forstår frihedsværdierne i det samfund, de er kommet til. 

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man er rejst fra Beirut eller Bagdad i første omgang, hvis de værdier man ønsker leve efter er Mellemøstens. Hvorfor så overhovedet komme til Danmark? 

Det er næppe på grund af vejret, så det er nok nærmere de offentlige ydelser, der har trukket folk hertil. 

Men vi kan ganske enkelt ikke leve med, at så stor en del af indvandrerne fra Mellemøsten har værdier, der er i direkte opposition til det danske samfund. 

Vi kan desværre ikke lave fortiden om. Fra 60’erne og frem inviterede man gæstearbejdere hertil uden tanke på, om de kunne integreres. Man lod dem klumpe sig sammen i ghettoer i de større byer. Man lod dem opbygge parallelsamfund, og man gav dem statsborgerskaber uden at stille krav. Sidenhen lod man indvandrernes børn og børnebørn fortsætte med at hente ægtefæller i hjemlandet, så opgaven med at integrere startede forfra i hver generation. 

Derfor var det godt, at der blev strammet op, da Anders Fogh kom til. Kurverne knækkede. Færre kom hertil via asyl og familiesammenføring. 

Og da jeg selv var udlændingeminister, strammede jeg udlændingepolitikken 114 gange, så det blev endnu sværere at komme hertil og markant sværere at blive dansk statsborger. Samtidig satte jeg med opbakning fra Dansk Folkeparti gang i en egentlig hjemsendelsespolitik, hvor folk, der var kommet hertil som flygtninge, men ikke længere havde brug for beskyttelse, skulle sendes hjem. 

Jeg ville gerne være gået endnu længere. Men at have Lars Løkke Rasmussen som chef var mere begrænsende end en fodlænke. Og jeg ved trods alt, hvad jeg taler om. 

Så vi er ikke i mål med at få strammet op. Og i de kommende år skal det ikke kun handle om at have styr på, hvor mange og hvem der kommer hertil. 

Det skal også handle om, at vi skal slå hårdt ned på islamisme, parallelsamfund og jødehad alle de steder, hvor det stikker sit grimme fjæs frem i det danske samfund. 

Vi har foreslået at gøre det til en betingelse for at blive dansk statsborger, at man skal anerkende staten Israel. Som Jyllands-Postens tal viser, så ville det udelukke næsten halvdelen af landets muslimer fra et dansk statsborgerskab. 

Vi har foreslået at indføre et tørklædeforbud i grundskolen, så piger, der vokser op i Danmark, ikke underlægges den negative sociale kontrol, som tørklædet på helt små piger er et udtryk for. 

Vi har foreslået, at politiet og efterretningstjenesterne får udvidede beføjelser til indsætte undercover agenter i moskeerne for at komme social kontrol til livs. 

Vi har foreslået at indføre et nationalt forbud mod kønsopdelt svømning, der desværre bliver tilladt af socialdemokratiske borgmestre rundt omkring i de større byer. Selvfølgelig skal vi da ikke acceptere, at kommunale institutioner skal indrettes efter koranens forskrifter. 

Og så kommer vi til at følge den reelle barnebrudssag til dørs. Udlændingemyndighederne er nemlig fortsat med at godkende ægteskaber med mindreårige piger, selv om Folketinget satte ind over for ægteskaberne tilbage i 2017 i forlængelse af, at jeg greb ind over for barnebrudene på asylcentrene.

Samtidig har Berlingske de sidste dage afsløret, at de danske myndigheder har anerkendt hundredvis af ægteskaber indgået i udlandet med børn under den seksuelle lavalder siden 1980’erne. Vi taler om piger helt ned til 9-10 år, hvis ægteskaber er blevet blåstemplet af de danske myndighederne. Det er så forfærdeligt og grusomt, at danske myndigheder har vendt det blinde øje til det her. Der skal placeres et ansvar! Jeg kommer aldrig nogensinde til at slippe den sag og lade pigerne i stikken! 

Det er stadig nok at tage fat i på udlændingeområdet. 

For det er ikke nok bare at snakke om problemerne. Og det skal jeg ellers lige love for, at der bliver. I Socialdemokratiet har man åbenbart både haft både den ene, den anden og tredje erkendelse. Og Venstres ministre elsker at give den som strammere på Facebook, hvorefter de enten sidder på hænderne ovre i ministerierne eller går ned i folketingssalen og stemmer for en koranlov, der imødekommer alverdens islamister. 

Hvorfor gør de ikke noget ved det? De har magten og flertallet. Jeg gik trods alt i fængsel for det, for jeg mente, var det rigtige. Så jeg ved godt, hvad prisen er. Men vi kan da ikke være bekendt bare at tale om problemerne. På et tidspunkt må alt den snak høre op, og så må regeringen begynde at gøre noget! 

------- 

Jeg er rigtig glad for, at vi senere i dag her på scenen kan byde velkommen til Mona og Alex. Nu er det andet år i træk, at vi byder formændene for Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti velkommen på vores landsmøde. Og har man gjort noget to gange, så er det jo nærmest en tradition. 

Jeg sætter meget stor pris på det samarbejde, de fire blå partier har i det daglige på Christiansborg. 

Jeg ved godt, at det er en yndet beskæftigelse blandt alverdens besserwissere og kommentatorer at tale det borgerlige samarbejde ned. At påstå at der slet ikke er nogen fællesmængde mellem vores partier. Det er jeg ikke enig i. Jeg er helt sikker på, at når vi forhåbentlig får et blåt flertal efter næste valg, så kan vi også trække Danmark i en anden retning. 

Men jeg er også enig i, at det kræver noget arbejde at nå dertil. Derfor skal vi også bruge lidt flere kræfter på at tegne det fælles borgerlige fundament tydeligere op frem mod valget. 

Det er vi også godt i gang med. Vi har lagt et fælles forslag frem om at gøre noget ved bureaukratiet i det offentlige. Helt konkret vil vi sætte mål for, hvor meget bureaukratiet skal nedbringes år for år, så borgerne og virksomhederne slipper for en regeljungle, der bare vokser og vokser. 

Vi fire blå oppositionspartier går i disse dage og uger i samlet flok til finanslovsforhandlinger med regeringen. 

Det er med gode, borgerlige ønsker som at lette på tinglysningafgiften, der især vil komme nye boligejere til gavn. Ikke mindst i landdistrikterne. 

Vi vil også fjerne, de besparelser vores forsvar er pålagt. Det dur jo simpelthen ikke, at vi har et forsvar, der må aflyse deltagelse i NATO’s øvelser, fordi der mangler penge. 

Og så vil vi stoppe støtten til Mellemfolkeligt Samvirke, hvor folk er blevet afsløret i at lægge antisemitiske opslag på sociale medier og være lige lovlig venlig stemt over for en terrororganisation i Palæstina. 

Finansloven er selvfølgelig bare en start, og vi skal bygge mere på det fælles, blå projekt frem mod valget. 

Jeg forstår stadig ikke, at Venstre valgte at løbe fra sine løfter og pege på Mette Frederiksen som statsminister. Det forstår deres vælgere tilsyneladende heller ikke. Men som det ofte går, når man flytter over til nabokonen, så melder hverdagen sig hurtigt. Tallerkenerne er allerede begyndt at fyge rundt i køkkenet. Og jeg har med stor interesse set, at Venstres formand er begyndt at tale om et blåt flertal efter næste valg. 

Jeg håber, at Venstre beslutter sig for at vende tilbage til den borgerlige familie. Så synes jeg til gengæld også, at vi øvrige blå partier har en opgave i at sikre, at der er noget at vende til hjem til. 

Jeg er sikker på, at et blåt flertal vil være garant for en stram udlændingepolitik, en mere konsekvent retspolitik, lavere skatter, mere sund fornuft i klimapolitikken, mindre bureaukrati, et Danmark i bedre balance og mindre magtfuldkommenhed i regeringsførelsen. 

Og helt ærligt. Kunne det ikke være dejligt at vågne op i et Danmark, hvor Mette Frederiksen ikke er statsminister? 

---------- 

Om godt et år skal vi til skal kommunal- og regionsvalg. Rundt omkring i foreningerne er I godt i gang med at finde kandidater og udvikle de politiske programmer, så vi kan gøre en endnu større forskel i hele landet efter næste kommunalvalg. 

Der er brug for danmarksdemokrater i kommunalbestyrelserne, så der kommer mere sund fornuft og større hensyn til borgerne i den grønne omstilling. 

Men der er også mange andre områder, hvor det ville gavne med nogle danmarksdemokrater rundt om bordet i kommunalbestyrelserne. Hvorfor er det for eksempel altid de små landsbyskoler, der står for skud, når kommunen skal spare? Det samme gælder i øvrigt med daginstitutionerne og plejehjemmene, hvor der altid er nogen, der synes, at det smarteste er at samle alt i kommunens største byer. 

Men ligesom vi på Christiansborg siger, at man skal kunne leve, bo og arbejde i hele landet, så skal man selvfølgelig også kunne bo, leve og arbejde i alle dele af landets kommuner. 

Det kommer vi til at kæmpe for til kommunalvalget, og jeg glæder mig til at komme ud på landevejene og føre valgkamp sammen med jer! 

---------- 

Da jeg kørte mod Hvidsten Kro den dag i 2022, da var der mange, der tvivlede på os. 

Men vi har vist, at man kan komme langt ved at gøre sig umage. 

Og hvis Danmarksdemokraterne ikke fandtes, så ville man blive nødt til at opfinde os. 

For Danmark har brug for et parti, der kæmper for, at man kan bo, leve og arbejde i hele Danmark 

Danmark har brug for et parti, der kæmper for de frihedsværdier, vores samfund er bygget på. 

Og Danmark har brug for et parti, der mener det samme både før efter et valg, og hvor det, man lover vælgerne, rent faktisk betyder noget. 

Jeg er så umådelig stolt af at være formand for det her parti. Og jeg er glad for, at partiet ikke længere bare er mig i en bil med Ludvig i bagagerummet. 

Jeg vil derfor gerne bede alle folketingsmedlemmer, vores medlem af Europa-Parlamentet, folketingskandidater, kandidater til Europa-Parlamentsvalget, vores kommunalbestyrelsesmedlemmer og vores regionsrådsmedlemmer om at komme her op på scenen. 

Og jeg vil gerne bede jer her i salen om at give en hånd til alle dem, der til daglig kæmper for vores politik rundt omkring i landet. 

Tak for ordet og giv dem en kæmpe hånd!