”Hvor kommer du egentlig fra?
Jeg kan ikke rigtig placere din dialekt.”
Jeg kan ikke rigtig placere din dialekt.”
Det spørgsmål har jeg efterhånden fået en del gange.
Og jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal svare. For jeg har godt nok boet lidt over det hele i mit snart 40-årige liv.
Jeg er født i Aalborg, og derfor kan jeg sagtens slå over i nordjysk.
Men jeg har også boet i England, Faxe, Roskilde, København, Aarhus, på Vestegnen, i Herfølge og nu – ved Vordingborg på Sydsjælland, hvor jeg er vendt tilbage til den markvej, som jeg gik op og ned ad som teenager. .
Jeg var 15 år, da vi boede midt inde i København, hvor vi havde boet i syv år.
Pludselig mente mine forældre, at NU skulle vi flytte ud på en mark på Sydsjælland.
Det var den 15-årige storby-Susie ikke helt tilfreds med.
Fra busser i minutdrift dag og nat.
Til at stå med en lommelygte for enden af markvejen, når jeg skulle med bussen til gymnasiet i Vordingborg.
Til at stå med en lommelygte for enden af markvejen, når jeg skulle med bussen til gymnasiet i Vordingborg.
Fra et arbejde i en souvenirbutik på Strøget, hvor jeg langede figurer af den lille havfrue over disken til kinesiske turister, som jeg kun mødte én gang,
Til et job hos Købmanden i Sallerup, hvor jeg solgte mælk og morgenbrød til de lokale.
Til Jens og til Kim og til Karna. Jeg mødte de samme igen og igen.
Og jeg lærte dem at kende på en helt anden måde, end da jeg stod i butik i København.
Og det endte faktisk med, at 15-årige Susie blev helt glad for at bo på den der mark på Sydsjælland.
Så meget, at jeg i dag – som voksen - har valgt at flytte tilbage til Sydsjælland med mand, tre børn og hund.
Så meget, at jeg i dag – som voksen - har valgt at flytte tilbage til Sydsjælland med mand, tre børn og hund.
Og hvorfor gjorde jeg det?
Hvad er det et liv udenfor de store byer kan?
Jeg tror, at det kan opsummeres med meget få ord.
Det handler om fællesskab.
Det handler om nærhed.
Det at man lige tjekker op på den ældre nabo, hvis man ikke har set hende gå tur med hunden i noget tid.
Det at man lige tjekker op på den ældre nabo, hvis man ikke har set hende gå tur med hunden i noget tid.
At man samler sig om foreningslivet i byen.
Sammen laver små lokale julearrangementer og markeder.
Sammen laver små lokale julearrangementer og markeder.
Eller at man lige er frivillig i den lokale gymnastikforening.
Det er det fællesskab og den nærhed, jeg holder så meget af i min hverdag.
Jeg holder også af, at jeg har naturen lige uden for døren.
Rapsmarkerne der farver landskabet gult, når foråret har meldt sin ankomst.
Harer og rådyr i baghaven.
Og – som lige nu – stæreflokkene, der svæver omkring.
Det er lige præcis der, jeg finder min ro.
****
Da jeg flyttede væk fra Nørreport station blev jeg lynhurtigt forelsket i den mentalitet, der er, når man er udenfor storbyen.
Nemlig at vi kan klare os selv – uden at alt for mange blander sig i vores liv.
Måske er det bare kendetegnende for en Danmarksdemokrat?
Jeg tror i hvert fald, at rigtig mange af os, der er samlet her i dag, har en følelse af, at det ville være bedre, hvis politikerne på Christiansborg blandede sig lidt mindre i vores hverdag.
Og jeg tror også mange sidder med en følelse af, at Christiansborg i øvrigt mentalt er enormt langt væk fra danskernes hverdag.
Vi ser det, når man i Folketinget har mere travlt med at tale om kønskvoter i bestyrelser og kvindelige statuer i gadebilledet – og hvor mange kvinder der skal hænge på væggene inde på Christiansborg – end at tage fat på rigtige problemer, der skal løses.
Der er 93 kilometer fra mit hus til Christiansborg.
Det er jo ærligt talt ikke meget!
Men man skal bare ikke langt væk fra Hovedstaden, før det er nogle helt andre udfordringer i dagligdagen, man møder.
I hovedstaden er der en metro der går hvert tredje minut – men andre steder kører bussen kun et par gange om dagen.
Fra et sygehus i gå – eller cykelafstand – til at det kan være en halv dagsrejse at komme på sygehuset.
Ja – der, hvor jeg bor, er det bare med at krydse benene, hvis man skal føde – for der er tre kvarter i bil til den nærmeste fødeafdeling.
Og det er helt normalt.
Det er ikke fordi vi klager over det – vi er jo vant til det.
Men derfor virker det alligevel fuldstændig afkoblet fra virkeligheden, når en politiker som Jan E. Jørgensen – Venstres politiske ordfører – så melder ud, at han kæmper for et nærhospital på Frederiksberg.
Frederiksberg – som i forvejen inden for en radius af 10 kilometer har hele FIRE hospitaler.
Det her er et godt eksempel.
På at Venstre bevæger sig længere og længere væk fra deres gamle rødder.
På at Venstre bevæger sig længere og længere væk fra deres gamle rødder.
Venstre er blevet et storbyparti og har tabt interessen for alle os andre.
Det bliver jeg træt af.
Ja – faktisk er jeg helt generelt SÅ træt af den her regering!
Jeg er SÅ træt af politikere, der hele tiden SIGER, at de har en interesse i at få skabt et Danmark i balance.
Som giver interviews og holder oplæg og skriver læserbreve om sammenhængskraft.
Men som aldrig sætter handling bag skåltalerne.
Men som aldrig sætter handling bag skåltalerne.
Eller som Socialdemokratiet, der nærmest har gjort det til en sport at skrive bøger og kronikker om et Danmark i balance.
Og det lyder jo alt sammen vældig pænt.
Men hvor meget balance sikrer Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne egentlig så?
Vil regeringen så være med til for alvor at skabe det fundament der skal til for at sikre, at der også i fremtiden er et attraktivt Danmark uden for de store byer?
Nej – tværtimod. Så nedlægger de statslige arbejdspladser uden for de store byer, som de selv har været med til at udflytte.
De siger, at de gerne vil understøtte mere liv og udvikling i vores landdistrikter – men helt ærligt – den eneste afgørende forandring regeringen er ved at lave er jernmark efter jernmark, der ude på landet giver begrebet ”sort sol” en helt ny betydning!
Og så skælder regeringen OS ud for at ”grave kløfter”
De anklager OS for ”at tale landdistrikterne ned”.
Hallo, regering. Gider I godt lige lade være!
Vi forsøger NETOP at fylde de kæmpestore kløfter op, som regeringen skaber mellem land og by.
Men det ER svært, når regeringens landdistriktspolitik – som en virkelig stor rendegraver, gør kløfterne større og større og større.
Bare se den CO2-afgift.
Og for den sags skyld vognmandsafgiften, hvor gode danske vognmænd skal straffes for at fragte vores varer rundt til de lokale købmænd.
Og for den sags skyld vognmandsafgiften, hvor gode danske vognmænd skal straffes for at fragte vores varer rundt til de lokale købmænd.
Hvem kommer til at mærke det i hverdagen, når regeringen med deres fine grønne ambitioner laver skåltaler og aftaler på de bonede gulve i København?
Det gør vi.
Os, der bor udenfor de store byer. Det er os, der ser jernmarkerne.
Os, der bor udenfor de store byer. Det er os, der ser jernmarkerne.
Os, der har vindmøllerne i baghaven. Os der får afgifterne.
Det er os, der kommer til at miste lokale arbejdspladser i vores landbrug, hvor vi hver dag ser landmanden knokle for at give os ost og mælk og kød og brød på bordet.
Det er vores færger, vores busser vores tog, der aflyses.
Det er vores købmand, der lukker.
Det er vores købmand, der lukker.
Men det ser regeringen ikke – fordi de er fuldstændig blinde for, hvordan livet er vest for Valby bakke.
Og hvis bare SVM regeringen så i det mindste ville være ærlige og indrømme, at et Danmark i balance ikke interesserer dem en høstblomst.
At det ikke er en prioritet for dem.
Men det gør de ikke.
Og dér står jeg af.
Når man prædiker – men ikke praktiserer.
Når man prædiker – men ikke praktiserer.
For sammenhængskraften forsvinder lige så langsomt.
Følelsen af at vi i dette lille land – fra nord til syd – fra øst til vest.
Er et samlet folk.
For det er jo i bund og grund også det vi er og burde være.
Uanset om vi bor på stenbroen eller derude, hvor vi tager gummistøvler på.
For vi har langt hen ad vejen det samme udgangspunkt.
Vores nationalitet som danskere.
Vores nationalitet som danskere.
Vores fælles kultur.
En fælles forståelse af frihed.
Ligeværd.
Ligeværd.
Hvad der er rigtigt og hvad der er helt forkert.
Og netop det, er ved at knække over på flere måder end i balancerne mellem land og by – balancerne i vores fundament af værdier vakler enormt meget i de her år.
Sammenhængskraften vakler. På landdistriktsområdet – men så sandelig også på udlændingeområdet.
Sammenhængskraften vakler. På landdistriktsområdet – men så sandelig også på udlændingeområdet.
For sandheden er, at mange muslimer og efterkommere overhovedet ikke har taget Danmark til sig.
Når Jyllands-Posten har lavet en undersøgelse, der viser at 40 procent af muslimer i Danmark ikke vil lade deres datter gifte sig med en ikke-muslim.
Når flere – ikke færre – piger sendes på genopdragelsesrejser og når det afdækkes, at danske – danske – myndigheder har godkendt ægteskaber med barnebrude helt ned til ni år.
Så er der noget riv-rav-ruskende galt med vores fundament!
Det vakler.
Jeg har et budskab til imamerne og kvindehaderne og de muslimske fanatikere i det her land, der slæber forstokkede opfattelser ind i Danmark.
Fra denne danske kvinde til jer.
Hvis I har de holdninger – så synes jeg I skulle rejse til et land, der passer bedre til jer! Det er ikke her, I skal være!
Vi har brug for et parti, der altid har sammenhængskraften som en høj prioritet.
Den prioritet finder man hos os i Danmarksdemokraterne og med dig Inger som formand.
Tak fordi du knokler på og fordi du bliver ved.
Tak for ordet.