Skip to content

Jakob Ellemann-Jensens tale ved pressemøde om regeringsdannelsen

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Jakob Ellemann-Jensen
Formand for Venstre

Dato

Sted

Marienborg

Tale

Danmark får nu en ny regering. Det er en regering, som de færreste troede var mulig før valget. Det troede jeg heller ikke.
Men det viste sig, at Mette Frederiksen mente det alvorligt, da hun sagde, at hun ville en bred regering, og det spor – ja, det valgte jeg at forfølge. Det er der tre grund til, at jeg har gjort.
Jeg har gjort det for at undgå, at de næste fire år, de skal ledes med afsæt i venstrefløjen. Jeg har gjort det for at sikre mit parti, Venstre, den størst mulige indflydelse, og så har jeg fremfor alt gjort det for at tage et ansvar for vores land i en svær situation, hvor vi har økonomisk krise, og hvor vi har krig i Europa.
Så sammen der har vi dannet en regering, som består af tre partier med hver vores historie, og vi ser forskelligt på mange ting.
Trods vores uenigheder, så har vi besluttet os for at gå sammen i et arbejdsfællesskab med et ambitiøst regeringsgrundlag.
Vi har alle sammen skullet strække os mod hinanden for at kunne nå kompromiset. Men resultatet – ja, det er en reformregering, som nu vil tage fat på de udfordringer, som vores land står over for. Nogle udfordringer, som har været forsømt i alt for mange år. For Danmark har brug for reformer.
Vi har brug for reformer, hvis vi skal betale for en ambitiøs klimapolitik.
Vi har brug for reformer, hvis vi skal kunne sikre, at pengene de følger med i vores velfærdssamfund, når der kommer flere børn, når der kommer flere ældre.
Vi har brug for reformer, som skaffer flere medarbejdere – både til dansk erhvervsliv og til den offentlige sektor, hvis Danmark skal fortsætte med at udvikle sig og blive ved med at være det absolut bedste land i Verden.
Og så har Danmark brug for reformer, hvis vi skal kunne betale for den meget markante og helt nødvendige oprustning af vores forsvar, som vi står overfor.
En oprustning, der er afgørende i en tid, hvor friheden den er truet udefra. Hvor vi igen ser en grusom krig i Europa.
Såvel vores allierede, som de der vil os det ondt. De skal vide, at Danmark er klar til at tage et medansvar for sikkerheden i Europa, og at vi står sammen med resten af den frie Verden.
Venstre har fået sat en, synes vi selv, lang række af borgerlige, liberale aftryk på regeringsgrundlaget – det er vi stolte.
Sammen der har vi besluttet et meget ambitiøst reformmål. Vi vil træffe beslutninger, som samlet set skal skaffe 45.000 ekstra medarbejdere på arbejdsmarkedet.
Det er både potentialer, men det er også konkrete tiltag, som øger arbejdsudbuddet med 27.5000 personer. Det er ambitiøst, og det viser også, hvad der kan lade sig gøre, når man vælger at gå ind i et utraditionelt, usædvanligt regeringssamarbejde.
Vi har også besluttet at lette personskatterne for samlet set 5 milliarder kroner. Det er især skattelettelser i bunden, som kommer alle – der går på arbejde – til gode.
Og så er der markante lettelser i topskatten, hvor 250.000 danskere, de får halveret deres topskat ved, at vi indfører en ny mellemskat, det er mange.
Vi letter også en række skatter for erhvervslivet, så det bedre kan betale sig at drive virksomhed i Danmark.
Og så er vi enige om et skattestop i regeringen, sådan så vi giver danskerne og danske virksomheder tryghed i de kommende år.
Det er alt sammen gode solide Venstre-aftryk på den økonomiske politik, som I ved betyder meget for os i Venstre.
Vi har også besluttet at gennemføre et ambitiøst reformprogram af hele den offentlige sektor. Der skal både laves reformer af jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen, af sundhedsvæsenet og psykiatrien, af SU’en, af uddannelserne.
Og så vil vi tilbagerulle tvangsfordelingen af gymnasieelever efter forældrenes indkomst.
Sammen – der vil vi lave en frihedsreform af vores velfærd.
Vi vil udvide det frie valg, og så vil vi sætte den offentlige sektor fri, sådan som Venstre gik til valg på.
Medarbejderne i den offentlige sektor, de vil få friere rammer til at bestemme mere lokalt. Private leverandører vil kunne konkurrere om flere offentlige opgaver, sådan så vi samlet set kan hæve kvaliteten og produktiviteten i vores velfærdssamfund til gavn for os alle sammen – til gavn for danskerne, som nu skal sættes i centrum.
Det er markante reformer af den offentlige sektor, og det kan løfte vores velfærdssamfund til det næste niveau.
Og det er vores fælles ambition i den nye regering.
Vi er også blevet enige om at fremrykke tidspunktet for, hvornår Danmark vil leve op til NATOs målsætning om at investere 2 % af BNP i vores forsvar. Det vil ske i 2030, og det er noget, der har fyldt ganske meget i forhandlingerne.
Derfor så kommer vi også til at tage hul på forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig sammen med Folketinget så hurtigt som overhovedet muligt.
Og i Venstre der er vi klar til at tage fat på arbejdet i den nye regering, som det borgerligt liberale aftryk og indtryk i den regering.
Vi ser frem til at føre en ambitiøs politik for Danmark.
Vi ser frem til at skabe resultater sammen med Socialdemokratiet og sammen med Moderaterne.
Det har været svære forhandlinger. Det har været lange forhandlinger, men det er foregået i en meget konstruktiv ånd, hvor alle har haft et fælles ønske, en fælles ambition om netop at hæve ambitionerne sammen – så tak til især til jer to – til Mette, til Lars – for det samarbejde, vi har haft her undervejs.
Jeg har tillid til, at vi kan sætte en ny retning for Danmark. At vi vil stå sammen, når det bliver svært. Når det stormer, og det kommer det til. At vi vil holde ord. At vi vil gennemføre det ambitiøse reformprogram, som vi har lagt frem i dag – det har jeg tillid til, fordi vi har fundet sammen om at gøre både det bedste og vores bedste for Danmark.
Tak!

Kilde

Kilde

stm.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret