Skip to content

Mette Frederiksens tale ved pressemøde om regeringsdannelsen

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Mette Frederiksen
Fungerende statsminister, kongelig undersøger og formand for Socialdemokratiet

Dato

Sted

Marienborg

Tale

Velkommen til!
Vi har glædet os rigtig meget til i dag at kunne præsentere det arbejdsprogram, det regeringsgrundlag der kommer til at gælde for den regering, som dannes i morgen.
Og I danskere – I har sammensat et Folketing, der skal samarbejde, det gør vi nu mere forpligtende henover midten, end I har været vant til.
Det sker midt i en usikker tid – både for Danmark og for Europa.
Vi er, som I ved, og som I har været vant til, tre meget forskellige politiske partier, som nu indgår i et arbejdsfællesskab med det klare mål at tage ansvar for regeringsledelsen i det her land, men selvfølgelig mindst lige så vigtigt med det meget, meget klare mål at træffe de beslutninger, der skal fremtidssikre vores fantastiske Danmark.
Vi har et mål om at sikre endnu flere danskere i beskæftigelse – både fordi vi grundlæggende tror på værdien af at have et arbejde, men også for at gøre os rigere som samfund.
Målet er, at den strukturelle beskæftigelse skal forøges med 45.000.
Vi igangsætter en række reformspor. Jeg kommer ikke til at gå i detaljer med dem alle sammen, men her vil fremhæve et par stykker:
For det første en grundlæggende og omfattende frisættelse af den offentlige sektor og vores velfærdssamfund. Pengene følger med, når der bliver flere børn, og når der bliver flere ældre.
Vi kommer til at tage et opgør med dokumentation og bureaukrati.
Men mindst lige så vigtigt, så ønsker vi, der står her at frisætte vores velfærdssamfund ud fra en grundlæggende tro på, at børnene, lærerne, forældrene og skolelederen er de bedste til at skabe en god folkeskole og en god grundskole.
Og fordi vi tror på, at de ældre sammen med deres pårørende og medarbejderne og lederne er de bedste til at lave et plejehjem.
Det er også et reformspor, som handler rigtig meget om uddannelse. Mange har talt om det igennem tiden. Nu sætter vi de nødvendige muskler bag, at erhvervsuddannelserne er og skal være noget af det vigtigste i vores uddannelsessystem. Vi kommer til at bruge flere penge der, men vi kommer også til at skabe nye veje både ind i uddannelserne, men også for de unge der vælger en ungdomsuddannelse på erhvervsområdet efterfølgende.
Derudover vil jeg fremhæve et par elementer i et samlet regeringsgrundlag, som er langt og kommer vidt og bredt omkring.
Ambitiøs klimahandling: Danmark skal være klimaneutral i 2045.
Vi skal levere en reduktion på 110 % forhold til 90 i 2050. Det vil sige, vi er nu mere ambitiøse, end vi har været tidligere.
Vi indfører en CO2-afgift i dansk landbrug, og vi indfører en flyafgift. Og så kommer vi til at bruge mange af vores kræfter på faktisk at komme i mål med de høje klimaambitioner, og det vil sige, selvom det kan lyde kedeligt, så bliver det med et meget, meget stærkt fokus på implementering. Vindmøllerne skal op at stå, og vi skal sikre den grønne omstilling meget konkret.
Vi står overfor nogle store udfordringer i vores velfærdssamfund. Frisættelse er her, i vores øjne, det afgørende våben og det afgørende redskab, vi ønsker at tage i brug, men vi kommer også til at afsætte penge til, 3 milliarder, et lønløft i den offentlige sektor. Og i den forbindelse kommer vi så også til at bede om noget til gengæld. Vi ønsker at se på faggrænser i den offentlige sektor. Og vi ønsker at se på, om vi kan understøtte mere lokal løndannelse.
Så vil vi afskaffe en helligdag. Bede alle danskere om at arbejde lidt mere. Der er krig i Europa, og vi har behov for at styrke vores forsvar, og derfor vælger vi at fremrykke Danmarks forpligtelser i forhold til 2 %-målsætningen i NATO allerede til 2030, og det kommer til at kræve, at alle bidrager lidt mere.
I kommer til at stille mange spørgsmål. Og mange kommer til at diskutere – er det rødt, er det blåt, er det lilla, er det grønt og alle mulige andre farver. Lad mig her prøve at give et eksempel på, at nogen forskellige politiske traditioner møder hinanden.
Skatteområdet – et par nedslag. Vi kommer til at hæve beskæftigelsesfradraget. Det gavner alle, der er i beskæftigelse.
Når vi indfører en flyafgift, så får vi samtidig muligheden for at hæve ældrechecken – det gavner de pensionister, der har mindst.
Så laver vi en ekstra forhøjelse af beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere, fordi vi godt ved, at den enlige mor eller far med nogle børn der passer sit arbejde – ja, der kan tingene engang imellem have lidt sværere ved at nå hinanden.
Så hæver vi grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Og vi indfører ny mellemskat. Men oven på det indfører vi så også en top-topskat, som noget nyt i vores skattesystem.
Et andet eksempel på noget, der er rødt og blåt. Vi afskaffer seniorpensionen og seniorjob. Men vi laver til gengæld en Arne+-ordning med nogle forbedrede muligheder for dem, der har behov for en værdig tilbagetrækning.
Der er så mange nedslag i det her regeringsgrundlag, og nu giver jeg ordet videre i første omgang til Jakob og til Lars, jeg vil indledningsvis især til jer to sige tak for et fantastisk godt forhandlingsforløb. Jeg har været på Christiansborg i mere end 20 år, jeg kan faktisk godt, uden at ryste på hånden eller blinke, sige, at det her det er noget af det bedste, jeg selv har deltaget i.
Jeg vil også gerne takke de andre partier i Folketinget for et godt forløb. Mange partier til kunne se, at noget af dét, I har taget med ind til bordet, det vil være afspejlet i det regeringsgrundlag, som nu er vores.
Vi står også i den, kan man sige, lidt særlige situation, at nu er der en regering i Danmark med et flertal bag sig.
Vi er i et arbejdsfællesskab med hinanden. Vi vil ikke komme til i denne her valgperiode at påstå, at vi er enige om alt. Og vi kommer heller ikke til at forsøge at bilde jer danskere ind, at noget, der tydeligvis er kommet ind i regeringsgrundlaget på et ønske fra et andet parti, pludselig er noget, der har groet i vores egen baghave.
Men vi er et arbejdsfællesskab, og det er et arbejdsfællesskab, vi synes Danmark har brug for – både i den situation vi står i, men også fordi at vores vurdering er, at vi tre på vegne af vores partier og sammen med vores parti og sammen med andre partier i Folketinget vil kunne træffe nogen af de beslutninger, der skal til, så vi fremtidssikre Danmark.
Vi er ikke en driftregering, der bare er samlet om det mest basale. Og vi er ikke en regering, der bare lige vil få det til at hænge sammen.
Vi er regering, der kommer til at stile højt og til at sigte højt.
Vi danner ikke denne her regering, fordi det ikke kunne være anderledes, for det kunne godt have været gået anderledes.
Vi vælger hinanden til på det her særlige tidspunkt i vores historie.
Og så danner vi den for at levere løsninger – både på nogen af de grundlæggende udfordringer, men også på nogle områder, hvor vi efter mangeårig politik har kunnet konstatere, at skiftende regeringer ikke har kunnet levere dem. Det er dét, vi sætter os for at gøre nu.

Kilde

Kilde

stm.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret