Fremtiden venter ikke
Velkommen til årsmøde 1971!
Velkomsten gælder først de mange repræsentanter for kreds- og amtsorganisationer landet over. Det er dem, der er rygraden i vor organisation. Uden dem var der ikke noget årsmøde. Min velkomst gælder videre alle andre deltagere i årsmødet. Den gælder tilhørere, TV, presse og radio, der som sædvanlig vil være kanalen ud til de mange, der ikke kan være her i salen. Min velkomst gælder også repræsentanterne for det færøske socialdemokrati med lagmanden i spidsen og for vore andre nordiske broderpartier. Vi plejer ikke at invitere gæster fra andre nordiske lande til vore årsmøder. Men vi har gjort det i år, og vi er taknemlige for, at I har villet komme og dermed understrege dette årsmødes særlige festlige karakter.
1971 er et år, der vil gå over i vort partis historie. Det er i år, vi kan fejre 100 års jubilæum. Det er samtidig det år, der skal vise, om det danske folk finder, at vi har råd til flere af den slags tvivlsomme paranteser i landets udvikling, som de sidste 3 1⁄2 års borgerligt styre har udgjort, eller om der atter skal føres en politik for en socialt præget omformning af det danske samfund på det brede, demokratiske grundlag, der er dansk politiks særkende og Socialdemokratiets historiske udgangspunkt og bevidste mål.
Undertiden stemples et progressivt parti for utålmodighed. Hvorfor er vi så utålmodige, vil
nogen spørge. I når det nok. Det siges også om regeringsskiftet ved valget.
Er vi utålmodige? Både ja og nej. Vi er ikke utålmodige bare for at få lov at danne regering på hvilke vilkår som helst eller bare for at få socialdemokrater med ministertitler.
Men vi tilstræber en socialdemokratisk regering med virkelige arbejdsmuligheder. Og det er det, brede kredse i befolkningen venter af os. Hvad skulle vort virke ellers sigte på?
Vi arbejder for, at Socialdemokratiet skal genvinde den politiske ledelse i landet, fordi vi mener, at der er grænser for, hvor længe det danske samfund kan vente på, at der kommer orden i økonomien, og at der igen kommer gang i en fornuftig reformpolitik. En dårlig og usikker økonomi som den, der nu i nogle år har præget det danske samfund, er en ubrugelig basis for fremskridt.
Vi socialdemokrater er ikke i tvivl om, at vore politiske grundsynspunkter vil sejre. Det er de synspunkter, der giver de bedste svar på de problemer og udfordringer, vi står over for. Man kan ikke skabe fremskridt ved blot at bevare og holde igen. Man kan ikke stramme eller beskatte sig til en dynamisk udvikling. Dansk erhvervsliv har til fulde måttet sande dette. Vi er midt i den hastigste og voldsomste udvikling på alle samfundsområder, historien har kendt. Vi vil ikke godtage, at fremtiden udvikler sig uden om vort land, som det vil ske, hvis den
nuværende økonomiske uorden og mangel på balance vedvarer, så det danske samfund tvinges til stagnation.
I et jubilæumsår er det naturligt at se nærmere på, hvad vi kan lære af den tid, der er gået. Hvad har de 100 år lært den danske befolkning? Skal jeg nævne en af vore vigtigste erfaringer, må det blive, at ligesom den start, vi fejrer i år, var fødslen af en stor folkelig bevægelse, omfattende både politisk og faglig stræben, sådan viser de hundrede år, at fremgangen og resultaterne i høj grad bygger på et godt og kammeratligt samarbejde inden for den samlede arbejderbevægelse. Det er ikke vanskeligt ude i Europa at finde eksempler på, hvor svagt et socialdemokrati står, og hvor ringe dets indflydelse bliver, hvis det ikke har et godt forhold til både arbejdernes, tjenestemændenes og funktionærernes organisationer. Alle dele af vor bevægelse har selvfølgelig deres fulde handlefrihed. Og det hverken kan eller skal undgås, at vi nu og da kan være uenige om veje og midler. Men de 100 år vi har gennemlevet som bevægelse sammenlignet med udviklingen i andre lande, fører en meget klar tale om værdien af et gensidigt samarbejde. Et samarbejde vi ønsker med alle dele af det danske folk.
Men der er mere, vi kan lære af historien. For godt 50 år siden var Højre i dette land skrumpet ind til en meget lille flok. Så tog Højre navneforandring til folkeparti. Men det stod fortsat for det beståendes bevarelse, for arbejdsgivernes interesser og som den ulige indkomst- og. formuefordelings forsvarere, ja, simpelthen for det klassedelte samfunds bevarelse – også i uddannelsesmæssig henseende. Det har de konservative begribeligvis lov til. Og ethvert demokratisk land har sit højre-parti. Men det er kun sjældent, de konservative siger, hvad de fundamentalt står for. Hyppigere søger de at tilsløre det med programmer og talemåder, som jeg ikke skal betvivle, at der også ligger en ærlig stræben bag. Men det er nu engang på sine handlinger, at et parti skal kendes. Og den konservative handlen har altid søgt at bremse udviklingen og at hindre det sociale fremskridt. Deres kamp mod ferielov, mødrehjælp og folkepension har vi i klar erindring. Erfaringen er altså, at navneforandring gør det ikke. Det er resultaterne, der tæller.
Vi kan også lære af udviklingen i de andre borgerlige partier. Venstre, der opstod som Højres modsætning og voksede i kampen imod Højre, optræder i dag ofte mere konservativt og højrevendt end de konservative. Og senest har Det radikale Venstre, der opstod i protest mod det moderate Venstres voksende højrevendthed, taget det afgørende skridt selv at melde sig på højrefløjen i dansk politik, ja, oven i købet – på konservativ opfordring – taget ledelsen af den. Baunsgaard er i dag landets ledende socialistforskrækker. Ingen, selv fra »De Uafhængige«,
kunne føre højre-agitation som Baunsgaard. Hvis arbejderorganisationerne eller Socialdemokratiets politik skal have en på trynen, så er Baunsgaard manden. Han har sagt farvel til Hørup, farvel til Køge-programmet, farvel til 50-årenes radikale gerninger i dansk politik. Nu siger vi andre farvel til Baunsgaard.
På grund af partiernes alder rent historisk tales der undertiden om de fire gamle partier i dansk politik: konservative, Venstre, radikale og Socialdemokratiet. Vi hverken kan eller skal forsøge at løbe fra vor alder, vor historie eller den linje, der har præget den. Men netop på den baggrund, netop på baggrund af vor stadige bestræbelse for at presse reformer frem, ofte i hård modstand fra de borgerlige partier, er 100året en passende lejlighed til at understrege, at Socialdemokratiet stadig vil omforme og forny samfundet og dermed sikre fremskridtet socialt indhold. Det er vor berettigelse. Vort partis uundværlighed.
Og fremtiden venter ikke. Hvis vi ikke tager hånd i hanke med udviklingen, går den sin egen forkerte vej. Socialdemokratiet må være i stadig bevægelse og under stadig fornyelse, ellers vil det ikke alene svigte sin historie, men også – og det er om muligt endnu mere afgørende – sin opgave i dagens samfund og over for 70'ernes politiske opgaver.
Imellem de kommende års opgaver er også at finde former for Danmarks samarbejde med det øvrige Europa. Vi vil som hidtil søge at fremme afspændingen mellem Øst og Vest, og vi vil fortsat arbejde på at bane vej for en eller flere sikkerhedskonferencer. Vi skal også i nær fremtid tage stilling til medlemskab af et udvidet fællesmarked. Vi ved, at der gør sig forskellige synspunkter gældende, også blandt socialdemokrater. Mit standpunkt er, at hvis de betingelser, vi har opstillet med hensyn til Englands medlemskab, med hensyn til ordningen for de nordiske lande og med hensyn til vore egne fortsatte muligheder for at arbejde både herhjemme og på internationalt plan for en demokratisk socialisme – såfremt disse betingelser opfyldes, så skal vi sige ja til at gå ind i det europæiske samarbejde i den form, som det udvidede fællesmarked vil give det.
Den endelige afgørelse skal imidlertid ikke træffes ved det kommende folketingsvalg, men ved folkeafstemningen.
Folketingsvalget bliver først og fremmest knald eller fald for VKR og en vælgerdom over 4 års dårlig regering. Lad ikke vor politiske aktivitet blive bortledt fra det.
Vi bliver undertiden beskyldt for at have glemt det gamle motto, som vi arvede fra den franske revolution: frihed, lighed og broderskab. Hvordan skulle vi kunne det? Det er ikke et arvestykke, der pietetsfuldt skal værnes om. Det har den stærkeste og mest aktuelle sammenhæng
med dagens og morgendagens politiske arbejde. Det er så aktuelt som nogen sinde. Der er en politisk indsats at gøre for at sikre en voksende grad af frihed, både forstået som frihed for den enkeltes personlige udvikling i vort eget land, og internationalt som frihed for de millioner af mennesker, der lever under racemæssig, social, militær og politisk undertrykkelse. Jeg tænker her såvel på de kommunistiske lande som på fascisterne og militærdiktatorernes undertrykte folk.
Vi er stadig langt fra ligheden, forstået ikke som en gøren alt og alle ens, men som en sikring af de lige muligheder. Det er ikke tilfældigt, at vi benytter jubilæet til at starte en landsomfattende debat om emnet: I stedet for klassesamfundet.
Og broderskabet? Har ikke netop udviklingen i denne generation lært os, at samfundsmæssige fremskridt under nutidens tekniske vilkår hænger nøje sammen med, at opgaverne løses i fællesskab og ses som led i en helhed og ikke ved, at den enkelte er sig selv nok og anvender de tekniske muligheder alene for egne formål uden hensyn til »de andres« ve og vel.
Det vil være illusion og selvbedrag at tro, at demokratiet kan virkeliggøres, uden at denne gamle treklang i en moderne udgave er ledetråd i arbejdet.
Demokratiet kan ikke føres videre ud i hverdagen, ud på arbejdspladsen, ud i det økonomiske
liv, ud i uddannelsesinstitutionerne, uden i kraft af de synspunkter, vi gør os til talsmænd for. Intet andet samfundsmæssigt system har vist sig demokratiet overlegent. Netop derfor må det være en opgave at føre det ud i alle kroge af samfundets dagligliv. Vi må være med til at bekæmpe alle forsøg på at begrænse demokratiets fremtrængen, både herhjemme og ude omkring i verden, både i øst, i syd og over havene. Blandt de mange hilsener og gaver, vi fik den 21. juli, var der en, der vakte særlig opsigt, og som nød pressens bevågenhed. Det var de unges skilt med »højresving forbudt«. Vi forstår de unges mening. Politik skal føres ud fra en klar grundholdning. Vi skal ikke sælge ud af standpunkterne. Og vi agter ikke at holde udsalg. De spørgsmål, vi står over for ved dette årsmøde ved indgangen til 70'erne og ved begyndelsen på et nyt århundrede, er ganske klare. Fremtiden venter ikke – den er allerede begyndt. Et stop i reformpolitikken betyder ikke alene stagnation, men tilbageskridt, fordi udviklingen imens går videre og stadig udpeger nye opgaver til løsning. Vi vil være med til at bestemme fremtiden. Vi vil forme de sociale fremskridt. Det er de opgaver, som dette årsmøde skal give svar på. Kan vi løse dem? Vi vil. Og vi kan.
Velkommen!
