Fremtiden venter ikke
Der er to ting, som formentlig kommer til at sætte sit præg på dette årsmøde:
100-års jubilæet.
Det kommende valg.
I de 100 år, der er gået siden 1871, hvor den danske arbejderbevægelse begyndte sin march fra trældom mod dagning, har Danmark gennemgået en udviklingsproces, som selv de mest revolutionære på den tid ikke var i stand til at forestille sig.
Blandt andet den tekniske udvikling har gjort det muligt at udvikle vort samfund med en sådan hast, at det mange gange har været svært at få masserne til at følge med.
Dansk arbejderbevægelse har sat sit stærke præg på denne udvikling, blandt andet takket være det nære samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
I denne forbindelse må det fremhæves, at dansk fagbevægelse har været forskånet for den splittelse – på grund af religion og politisk opfattelse – der har kendetegnet fagbevægelsen i det meste af Europa udenfor Skandinavien.
De resultater, der på denne måde er opnået, er mangfoldige, men de er samtidig baggrund for den stadige opdukken af nye problemer, der presser sig på for at blive løst.
Disse nye problemer er ikke mindre end dem, vi har kendt tidligere, og de har samtidig i stor udstrækning skiftet karakter. Dette indebærer blandt andet, at de pressionsmidler, vi har til vor rådighed, må bruges med særdeles omtanke. Vi skal i denne forbindelse erindre os, at kampens baggrund i dag er en anden end for 100 eller bare 50 år siden.
Dengang gjaldt kampen det daglige brød, i dag gælder kampen en ærlig og ligelig fordeling af velstanden i det danske samfund, der jo endnu er et rigt samfund, selv om den borgerlige trekantede regering gør, hvad den kan, for at vi skal »spare« os væk fra denne position.
På denne baggrund anser jeg det for nødvendigt, at det positive samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen fortsættes. Ikke mindst ved det folketingsvalg, vi skal have om kort tid, er det nødvendigt, at vi gør os stillingen klar vedrørende dansk arbejderbevægelses muligheder, for »vores fremtid venter ikke på os«, den skal forberedes og etableres ved et stædigt og pågående målbevidst arbejde – et arbejde, der vil kunne udvikles i takt med den indflydelse, vi kan skaffe os i det offentlige liv og som medejere af produktionsapparatet. Derfor vil valgets udfald ikke mindst være af stor betydning for os i fagbevægelsen. Valget skal skabe baggrund for et målbevidst arbejde til gavn for hele den danske befolkning, og et sådant arbejde kan ikke etableres udenom dansk arbejderbevægelse, således som VKR-regeringen forsøger at gøre det.
Vi må have en forbrugervenlig og erhvervsvenlig regering under socialdemokratisk ledelse, der kan støtte sig på et flertal i folketinget.
Et flertal, som vil virkelige fremskridt – gerne i samarbejde med andre – men som bør være så solidt, at det ikke kan løbes over ende af nogle få ideologiske fantaster, således som det skete i december 1967 med en Hanne Reintoft og en Erik Sigsgaard i spidsen.
Med baggrund i disse bemærkninger og med baggrund i den enorme tilslutning, LO's program om Økonomisk Demokrati fik på LO-kongressen i maj måned, vil jeg gøre mit til, at valget også bliver fagbevægelsens valg.
Mange ting presser på, og fremtiden venter ikke.
