Johanne Schmidt-Nielsens 1. maj-tale

Siden vi stod her sidst, har vi fået ny statsminister i Danmark. Det kan jeg godt forstå, I buher af. Sådan har jeg det også. 
Jeg er sådan set tilhænger af, at alle lige får en lille prøveperiode. Men Lars Løkke Rasmussen har snart haft et helt år på posten, og jeg ved ikke med jer, men jeg synes ikke, at der er grund til at være voldsomt imponeret.

Lad mig sige det på en anden måde. Kender I de der trøffelgrise? Det er sådan nogle små dyr med exceptionelt forfinet lugtesans. Deres silkebløde tryner kan finde en trøffel, der ligger begravet dybt i jorden på lang afstand. Og uden sammenligning i øvrigt har jeg statsministeren mistænkt for at kunne lidt af det samme. Med enestående præcision finder han frem til de mennesker i vores samfund, der har allermindst.

Og I skal ikke forestille jer en af de der frelsende sanktbernhardshunde, som trasker trofast gennem sne og slud for at komme nødstedte til undsætning. I skal mere tænke på det modsatte.  

For hvad har Lars Løkke brugt sit første år på? Manden har taget tusindvis af kroner op af lommen på de mennesker, som har mindst i forvejen. På den enlige mor og den enlige far, der har fået en fyreseddel. Han har gjort det endnu sværere for mennesker, der er ramt af sygdom, at betale deres husleje. Og han har skåret milliarder på verdens fattigste, på støtten til mennesker med handicap, på vores børn, på plejen til de ældre.

Kære venner. Regeringen og deres jagt på dem, der har mindst, er farlig for vores fællesskab. Det fællesskab, som vores forældre, vores bedsteforældre, vores oldeforældre har knoklet for at bygge op, for at skabe, og som vi fejrer her 1. maj. Regeringen river ned frem for at bygge op.

Lad os love hinanden at give regeringen modstand hver eneste dag. Ikke bare 1. maj. Lars Løkke Rasmussen. Din prøveperiode er overstået. Og vi siger nej tak til at fortsætte.

For noget tid siden talte jeg med en ung kvinde. Iben hedder hun. Hun er 23 år gammel og læser matematik på universitetet. Men for et par år siden blev hun ramt af en depression, fordi hun havde været udsat for vold. Hun kunne ikke klare studierne længere. Hun mistede SU'en. Heldigvis kunne hun få kontanthjælp. Heldigvis var der dygtige socialrådgivere, der hjalp hende på benene igen. 

Ibens historie er et meget præcist billede på, hvad et stærkt fællesskab kan. Og vi ved det jo godt, hvis vi tænker os om: Vi kan alle sammen få brug for en hjælpende hånd. 

Men det er sådan nogen som Iben, regeringen har gjort livet endnu sværere for. Det sikkerhedsnet, der greb hende, er Løkke og hans venner i gang med at trevle op.

Og jeg har godt hørt højrefløjen sige, at det der med at tage fra de syge, tage fra de, der går ledige, det i virkeligheden handler om respekt for de lavtlønnede. 

Undskyld mig. Tænk lige over den logik. Respekt for de lavtlønnede. Den lavtlønnede sosu bliver da ikke en eneste krone rigere af, at hendes fyrede kollega bliver fattigere. Og en lavtlønnet rengøringsassistent bliver da ikke gladere af, at mennesker som Iben lades i stikken.

Så til alle I blå politikere: Vi falder ikke for jeres spin-nummer. Jeres politik har intet med respekt at gøre. Tværtimod. Og det er respektløst, at I tror, vi er dumme nok til at hoppe på den.

Og til Dansk Folkepartis formand. Hulu bulu, Kristian, hvor er du henne? Du er formand for det største parti i blå blok. Du er alt for stor til at gemme dig bag ved Lars Løkke. 

Jeg har hørt Kristian Thulesen Dahl sige, at Dansk Folkeparti er et arbejderparti. Men glemmer du, så husker vi. Glemmer du, så husker vi. 
Ud over at afskaffe efterlønnen og forringe dagpengene har Dansk Folkeparti nu lagt mandater til at skære i både kontanthjælpen og boligydelsen til Danmarks pensionister. 

Kristian Thulesen Dahl, sådan handler et arbejderparti ikke.

Jeg nævnte før Lars Løkkes enestående sans for at snuse sig frem til dem, der har mindst. Men han kan også noget andet. Han kan finde dem, der har mest. 

Og jeg tror ikke, at hans finansminister, Claus Hjort Frederiksen, er ude at svinge den røde fane i dag. Jeg tror, han sidder inde i Finansministeriet og regner på den skattereform, som de har planlagt. Beskeden til toppen af Danmark er klar: Venner, det er gavetid. Ingen kvaler – fælleskassen betaler.
Ja det kan man faktisk godt buhe af, det er jeg enig i. 

Samtidig vil regeringen tvinge kommunerne til igen at skære på både børn og på ældre. Og det er i de her måneder og uger, at beslutningerne bliver truffet. 

Jeg synes, vi skal bruge i dag til at komme med en kraftig opfordring til borgmestrene i Danmark. Både her i dag og den 12. maj, hvor der er indkaldt til demonstrationer i hele Danmark: Sig fra over for regeringen. De skal holde op med deres vrøvl om, at der ikke er penge til velfærd.

For det ér vrøvl. Har I set de der store kampflysreklamer på busstoppestederne? Et flertal i Folketinget vil bruge 90 milliarder kroner på nye fly til nye forfejlede krige. Helt ærligt. Så er der nok også råd til, at hjemmeplejen kan bruge de fem minutter ekstra, det tager at tale med vores forældre, vores bedsteforældre. Give dem den omsorg de har brug for. 

Så, Lars Løkke Rasmussen. Lars Løkke Rasmussen: Træk trøffeltrynen til dig, drop dine kampfly, skrot dine skatterabatter til de mest velstillede og fjern fingrene fra vores velfærd.

Men første maj handler ikke kun om Danmark. Første maj står for international solidaritet. Lige nu gennemgår verden en af historiens største flygtningekriser. 

Hvad er svaret fra Christiansborg? Svaret er at skære på udviklingsbistanden. At sætte Støjberg til at lave skræmmekampagner om at flygtninge får hapset vielsesringen, hvis de kommer til den danske grænse. At Beskrive mennesker, der flygter fra Assads tøndebomber, fra ISILS myrderier, som nogen, der nok bare vil nasse.

Samtidig fosser milliarderne ud af fælleskassen og over i luskede banker, der gemmer sig i skyggen af store, brede palmeblade i Panama.

Nogle af de allerrigeste mennesker, firmaer, i vores samfund har besluttet sig for, at de ikke gider betale til fælleskabet. Jeg har ikke ord for, hvor usolidarisk det er.

Lad mig sige det én gang for alle: Nasserne er ikke de flygtninge, der sidder rundt omkring i verdens flygtningelejre. Og nasserne er ikke ham, der har smadret ryggen i en arbejdsulykke og som har brug for hjælp fra fællesskabet. Og nasserne er ikke de mennesker, der står i kø ved jobcenteret.

Nasserne sidder og gemmer sig i Panama og i Luxembourg. Hvis man vil bekæmpe nasseriet, så er det dér, der skal sættes ind. Det er mere end på tide at gå i gang.

Kære venner. Vi skal have mindre egoisme, vi skal have mindre Panama. Vi skal satse på solidaritet, på bæredygtighed og på tillid.

Kan I huske Ryanair? Deres usympatiske bøllemetoder blev mødt af et stærkt fællesskab. Og de var tvunget til at pakke kufferten og flyve deres vej. Det var en vigtig sejr.

Nu har et nyt fuskerfirma fundet vej til Danmark. Uber. Altså Ryanair på hjul. Uber er ussel løn, social dumping og sygdom er noget, man selv må ligge at rode med. 

Lad os sørge for, at Uber og alle andre, der truer ordentlige arbejdsvilkår, møder præcis den solidaritet og det stærke fællesskab, der sendte Ryanair ud af Danmark.

Men vi skal også være solidariske med vores børn og vores børnebørn. Og det skal vi være ved for alvor at satse på bæredygtigheden. Alle os, der står her, har klodens fremtid i vores hænder. Vi kan erstatte kul og olie med vind og sol. Vi kan satse på økologi frem for på store forurenende grisefabrikker. Vores fjorde, vores grundvand, vores luft, vores natur skriger på handling. Og vi klarer den ikke med lidt konservativt pyntegrønt.

Og lad os skabe bæredygtige liv. Alt for mange mennesker knækker nakken, fordi de ikke kan få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Og hvis vi sådan mærker lidt efter, så tror jeg, de fleste har det sådan, at når man tænker på den der dag, hvor man ligger på dødslejet og evaluerer livet, så er det nok de færreste, der kommer til at tænke: Bare jeg dog havde arbejdet lidt mere!

Hvad med at give dem, der er i job mere fritid. Og samtidig skabe arbejde til dem, der går ledige. Lad os dog dele arbejdet.

Og så vil jeg gerne sende en tak. Jeg vil gerne sende en tak til vores dygtige offentligt ansatte, der pukler samvittighedsfuldt for at holde sammen på velfærdssamfundet.

Det er ikke i orden, at Christiansborg takker jer for indsatsen ved at gå kontrol-amok med dokumentationskrav. Det er pinligt, og det er dumt.

Vi skal give solidariteten og bæredygtigheden følgeskab af tillid. Lad os smide den overdrevne kontrol ud af vores offentlige sektor. Lad os tage magten fra de regnedrenge i finansministeriet, som aldrig har prøvet at arbejde på et hospital eller stå i en skoleklasse eller at være på et plejehjem eller i en børnehave. 
Her er en revolutionerende ide: Lyt til Danmarks dygtige sygeplejersker, sosu’er, lærere, pædagoger, socialrådgivere – frem for at drukne dem i meningsløse skemaer og unfair, urimelig, mistillidsskabende kontrol.

Kære venner. Jeg vil slutte af med at sige, at vi skaber selv det samfund, vi lever i. Den retning Danmark bevæger sig i, kan ændres, hvis vi vil. Det er ikke en naturlov, at dem, der har mange penge i forvejen skal have endnu flere. Og dem, der har meget lidt skal have mindre. De politiske beslutninger træffes af mennesker. De mennesker kan skiftes ud. Beslutningerne kan ændres.

Når man hører på Løkke og på Thulesen Dahl og på Inger Støjberg - det gør jeg tit, vi deler arbejdsplads - så kan man godt få lyst til at slukke fjernsynet. Melde sig ud af det hele. Men tænk på, hvor meget vi har at vinde, hvis vi insisterer på solidariteten, hvis vi insisterer på bæredygtigheden og hvis vi insisterer på tilliden.

Tænk på, hvor stærke vi bliver hver især, hvis vi står sammen. Vi skal ikke lade dem derinde rive ned. Vi skal bygge op. Og vi skal nægte at opgive hinanden.

Rigtig god 1. maj.