Kære venner
Tak, fordi I er kommet i dag. Tak, fordi vi kan stå sammen her i dag – for alle de uskyldige børn, der lige nu betaler den allerhøjeste pris i en brutal konflikt. I denne på alle måder kolde tid, har vi brug for hinanden.
En af mine kollegaer, der er nødhjælpsarbejder i Gazastriben og far, han skrev sådan her for et par uger siden:
”Da angrebet rammer, kaster vi os til jorden. Vi krammer hinanden, trækker vejret. Ind og ud. Min 7-årige pige siger: ”Jeg elsker dig, far (Baba).” Mørket bliver til et helvede omkring os med lugten af krudt og blod. Jeg krammer hende for at mærke varmen fra hendes lille krop. Følelsen af hjælpeløshed er uden tvivl den værste. Vi græder med hinanden. Vi græder for fortiden, for nutiden – men vi græder ikke for fremtiden – for vi ved ikke, om vi har en fremtid.”
[Tilføjet mens jeg stod på talerstolen: Der er jo mange børn til stede i dag. Og det er en meget brutal kon-flikt, der er årsag til, at vi står her. Jeg vil forsøge at formulere mig på måder, så vi kan være her alle sammen.]
Min kollegas 7-årige datter er blot et ud af over én million børn, der lige nu er i alvorlig fare for at miste livet i Gazastriben. Én million børn.
De har intet sikkert sted at søge tilflugt – ingen mulighed for at slippe ud af Gazastriben.
De er fanget i et mareridt, som de seneste to måneder har dræbt deres venner og familie, ødelagt deres hjem og sat hele deres fremtid på spil.
Boliger, skoler, flygtningelejre og hospitaler fra nord til syd er blevet angrebet igen og igen. Fra jorden. Fra luften. Døgnet rundt.
Børnene i Gazastriben ser og oplever lige nu, hvad intet barn i verden burde opleve. Nogensinde. Og samtidig er de afskåret fra alt det, der skal til for at overleve. Hvis ikke de bliver dræbt i de voldsomme bombardementer, risikerer de at dø af sult, dehydrering eller sygdom.
Der er stort set intet rent drikkevand tilbage. Der mangler mad og medicin. Hospitaler lukker ned på grund af mangel på brændstof – og på de få hospitaler, der stadig er i gang, får børn foretaget amputationer og gravide kejsersnit uden bedøvelse.
Det der sker lige nu, er en humanitær katastrofe.
FN’s generalsekretær kalder Gazastriben ”en kirkegård for børn”.
Flere end 6.000 børn i Gazastriben har mistet livet inden for seneste to måneder. Det er flere end det samlede antal af børn, der blev dræbt i alle verdens væbnede konflikter sidste år. Og dødstallet bliver ved med at stige.
Samtidig har flere end 100 FN-nødhjælpsarbejdere mistet livet. Det højeste antal i én enkeltstående konflikt i FN’s historie.
Intet sted er sikkert i Gazastriben.
Sammen med kollegaer fra andre organisationer kæmper mine kollegaer lige nu for at få hjælpen frem til de mange børn og familier, der er desperate.
Men den nødhjælp, det er lykkes os og andre organisationer at få ind i Gazastriben de seneste uger, er kun en dråbe i havet.
Når bomberne falder og grænseovergange er lukket, er det simpelthen ikke muligt at levere bare en brøk-del af den nødhjælp, som børn og voksne har akut behov for lige nu.
Hvis ikke der kommer mere nødhjælp ind hurtigt, og hvis nødhjælpsorganisationer ikke får en reel mulighed for at få hjælpen ud, så vil endnu flere børn miste livet.
Vi kan ikke tillade, at en hel generation af børn bliver ofre for denne brutale konflikt, mens verden ser på.
Alle børn har ret til sikkerhed og beskyttelse. Uanset hvor i verden de befinder sig.
Det er ikke den danske regering, der bestemmer, hvad der sker i Gaza-striben. Men den danske regering har en stemme. Derfor står vi her og forsøger at råbe regeringen op. Ligesom der står mennesker i mange andre lande, der forsøger at råbe deres regeringer op.
Vi har brug for at få nødhjælpen ind. Og der er brug for varig våbenhvile. Der er den eneste måde, vi kan beskytte min kollegas 7-årige datters liv. Det er en den eneste måde, vi kan beskytte de mange børn i Gaza-striben, der stadig er i live.
Varig våbenhvile nu.