Jonatan Mizrahi-Werners tale til minde om Krystalnatten

Kære alle sammen

Tak til jer alle, der er dukket op på en kold november aften som denne. Tak til de andre talere, til musikerne, som går på efter mig, og tak til arrangørerne. Tak til alle, der her i aften.

Mit navn er Jonatan Mizrahi-Werner, og som nogle af jer måske kan høre på navnet, så er jeg dansk-israeler og jøde, og siden d. 7. oktober sidste år har jeg deltaget højlydt i den offentlige debat. Om krigen og om frygten, og om en antisemitisme som aldrig har været værre siden anden verdenskrigs afslutning.

I aften er årsdagen for Krystalnatten. En nat, som jo bekendt har fået sit navn fra alle glasskårne, der tavst lyste op på de tyske gader, efter horder af nazister myldrede ud og ødelagde 7.500 jødisk-ejede butikker, nedbrændte 267 synagoger, dræbte 100 jøder, og sendte mellem 25 og 30.000 jøder i Kz-lejre. 

Vi kender alle resten af historien. I de syv år der fulgte, blev to ud af tre europæiske jøder myrdet. De blev gasset ihjel, de blev tæsket, sultet og arbejdet ihjel. Eller som i min families tilfælde, skudt i en skov, efter at have gravet deres egen grav.

Mine oldeforældre overlevede, fordi de få år inden krigens udbrud, var emigreret til det nuværende Israel, det daværende britiske mandat Palæstina, hvor de grundlagde en kibbutz.

På min bogreol har jeg to brevsamlinger stående fra dem. Den ene er min oldemors korrespondance med hendes familie, der blev tilbage i Polen, og som starter helt tilbage i 1936. Gennem årene skriver de sammen om, alt det, som fylder for mennesker, når de ikke har set hinanden længe. ”Får I nok at spise? Hvordan er der dernede? Hvordan har I det derhjemme? Husk at hilse den og den og den fra mig”. Ting så hverdagslige, at ingen ville have husket dem 80 år senere, hvis ikke det var fordi brevene stoppede brat en dag i 1942.

Den anden bunke breve jeg har stående, er nogen min oldefar har sendt til min oldemor. Efter krigens afslutning fik han til opgave at rejse tilbage til Polen for at finde forældreløse jødiske børn og give dem en fremtid blandt jøderne i det daværende Palæstina.

Henover næsten 2 år, genbesøger han således alle de steder han kendte i sin ungdom, og hvor intet længere er tilbage. Jeg vil gerne læse en passage op for jer, som han skrev efter han besøgte resterne af ghettoen i Warszawa:

Når vi i aften mindes Krystalnatten, er det denne ødelæggelse af jødisk liv, vi mindes. Men i vores minde om fortiden, er der også et løfte til fremtiden. Nemlig, at vi aldrig igen må lade dette ske.

Men dette er svært. Fordi i mødet med Holocaust blegner alt andet, og man kommer derfor nemt til at underkende alvoren af de tider, vi jøder lever i, i dag. Men det er alvorlige tider:

AKVAH, som er dem der kortlægger antisemitisme herhjemme, beretter om en stigning på 1.244 % i antallet af antisemitiske hændelser i 2023 sammenlignet med året før. Det over en 12-dobling!

Det er den jødiske kvinde, som nogen forsøgte at brænde inde. Det er manden med kalot som blev spyttet på. Det er kvinden som fik skrevet dødstrusler på sin dør. Det er den trettenårige dreng, der blev overfuset på åben gade fordi han gik med kalot, og det er pigen i 3. klasse der bliver kaldt ”luderjøde” af en klassekammerat, som også fortalte hende, at han ”håber på at alle jøder dør, når Israel taber krigen”. 

Og så er det alt det, som aldrig bliver målt, set eller vejet, fordi mange jøder skjuler sig af frygt. Det er dem, der tager davidsstjernen under trøjen. Dem der tier i offentligheden, og dem som lyver om deres rødder. Og så er det dem, der til deres højtider, forsamlinger og festligheder, må leve med et sikkerhedsopbud, som det vi ser i dag. Bevæbnet politi, for hvem jeg er evigt taknemmelig for, men hvis tilstedeværelse også viser, hvor farligt det er at være jøde i offentligheden.

Og den frygt bliver kun så meget desto større, når nyhederne fra resten af verden når en. Om den særlige buslinje, der er blevet oprettet så jøder kan komme sikkert frem og tilbage mellem to jødiske kvarterer. Om det pogrom i Amsterdam, der fandt sted natten til i går, hvor israelske fodboldsfans blev jagtet gennem byen af folk på scooter og ti måtte på hospitalet. 

Derfor er arrangementer som dette, derfor er mennesker som jer vigtigere end nogensinde før! Aldrig har det været vigtigere at bekæmpe jødehadet. Men hvordan gør vi det så?

Jeg har ikke det endelige svar, men jeg har to overvejelser, som jeg håber, I vil tænke videre over, når I går hjem herfra.

Den første er, at jødehad er værd at bekæmpe, alene af den grund at det rammer jøder. Alt for mange, ser kun jødehad som værd at bekæmpe, fordi det på en eller anden måde relaterer sig til noget andet. Noget andet som ikke er jøder. 

Nogen har måske hørt metaforen, at jøderne er kanariefuglen i minen, der skal advare minearbejderne om, hvornår ilten er ved at slippe op. At jødehadet er en advarselslampe for resten af samfundet. Det er sandt at et samfund, hvor jøder trues, er et samfund i forfald. MEN – og jeg kan ikke tro, at jeg faktisk skal sige dette – jøder ER IKKE kanariefugle. Vi er mennesker af kød og blod. Og vi har ret til at leve i tryghed, alene i kraft af at vi findes. Kampen mod jødehadet er værd at kæmpe, alene af den grund at vi er mennesker som alle andre. Derfor har det værdi at mindes krystalnatten, alene i kraft af at krystalnatten findes, alene i kraft af at antisemitismen findes.

Når vi siger ”aldrig igen”, så gælder det alle. Det gælder alle de millioner af mennesker, verden over, som lever livet på kanten af døden. Men lige præcis i aften, i disse tider med uset antisemitisme, så er det et ”aldrig igen” til Krystalnatten.

På denne aften, 86 år efter Krystalnatten, skal holocaust ikke gøres til kulisse i en andens fortælling. I aften skal vi have lov til at fokusere på kampen mod antisemitisme uden at skulle relativere det til noget andet.

Det bringer mig til den anden overvejelse, som jeg vil dele med jer: Hvordan bekæmper vi så antisemitismen? Hvordan siger vi jødehadet imod?

Jødehadet er måske en unik størrelse, fordi den både findes på den ekstreme højrefløj, den ekstreme venstrefløj og i religiøse kredse. Men kampen mod den er universel, den gælder os alle. Det vil sige, at når vi kæmper den kamp, så skal vi gøre det på en måde, som altid er gyldig for os alle. Vi kan derfor ikke bekæmpe antisemitismen ved selv at forfalde til had, racisme eller andre fordomme. For når vi ikke vil acceptere det mod jøder, hvorfor skulle vi så acceptere det mod andre?  

I aften er en mørk aften, og det er den ikke kun fordi det er november. Det er den fordi at antisemitismen aldrig har været værre siden 1945. Men mens man aldrig kan forvise mørket fuldstændigt, så er der i mørket altid et lys. På falderebet, vil jeg gerne læse en let omskrevet strofe op, fra den israelske sanger Arik Einstein:

Kære venner, i aften er I dette lys i mørket. Dette lys, som mørket ikke kan slukke. Tak.