Vi er samlet her i dag for at mindes en af de mørkeste nætter i Europas historie: Krystalnatten, natten mellem den 9. og 10. november 1938. Denne nat var ikke blot et angreb på jødiske butikker, synagoger og hjem. Det var en systematisk og organiseret voldshandling, der signalerede starten på en planlagt udryddelse af et helt folk.
Synagoger blev sat i brand og reduceret til aske, mens bøger, der repræsenterede århundreders kultur og tro, blev kastet på gaden og brændt. Butikker blev smadret, og deres ejendele blev plyndret, mens ejere og familier blev tvunget til at se på, ofte under trusler om vold. Over 30.000 jøder blev arresteret og sendt til koncentrationslejre.
Synagoger blev sat i brand og reduceret til aske, mens bøger, der repræsenterede århundreders kultur og tro, blev kastet på gaden og brændt. Butikker blev smadret, og deres ejendele blev plyndret, mens ejere og familier blev tvunget til at se på, ofte under trusler om vold. Over 30.000 jøder blev arresteret og sendt til koncentrationslejre.
For de overlevende var det et klart signal om, at der ikke var nogen sikkerhed, ingen retfærdighed, og at deres liv i Tyskland var blevet reduceret til en konstant kamp mod frygt og ydmygelse. Det, der engang havde været deres hjem, blev nu til en slagmark.
Hvorfor må dette aldrig ske igen?
Krystalnatten minder os om, hvor hurtigt samfund kan bryde sammen under vægten af had og intolerance. Det minder os om, hvad der sker, når dehumanisering får lov til at sprede sig, og når magthavere udnytter frygt og fordomme for at fremme deres egne dagsordener. Vi ser, hvordan en enkelt nat kan markere overgangen fra diskrimination til systematisk vold og folkemord.
Krystalnatten minder os om, hvor hurtigt samfund kan bryde sammen under vægten af had og intolerance. Det minder os om, hvad der sker, når dehumanisering får lov til at sprede sig, og når magthavere udnytter frygt og fordomme for at fremme deres egne dagsordener. Vi ser, hvordan en enkelt nat kan markere overgangen fra diskrimination til systematisk vold og folkemord.
Men vi står her ikke kun for at mindes. Vi står her for at lære, for at handle og for at sikre, at de rædsler, som begyndte den nat, aldrig gentager sig.
Men mens vi ser tilbage på fortidens grusomheder, må vi ikke vende blikket væk fra nutidens lidelser. I dag, i Gaza, ser vi endnu en humanitær katastrofe udfolde sig. Op mod 60.000 mennesker har mistet livet, de fleste kvinder og børn, som er blevet ofre for en brutal krig.
Israel har målrettet bombet hospitaler, skoler og boliger. De har bevidst brugt sult som våben ved at blokere nødhjælpskonvojer, der desperat forsøger at bringe mad og medicin til de nødlidende. De har forhindret basale forsyninger i at nå civilbefolkningen og dermed skabt en humanitær krise uden sidestykke. Disse handlinger kan ikke beskrives som andet end krigsforbrydelser.
Historien må ikke forvanskes
Det er afgørende at huske, at det ikke var palæstinensere, der forfulgte jøderne under Holocaust. Det var europæiske ekstremister, der gjorde jøderne til syndebukke for deres egne samfunds problemer. Faktisk gav mange palæstinensere beskyttelse til jøder, der flygtede fra nazisternes rædsler.
Det er afgørende at huske, at det ikke var palæstinensere, der forfulgte jøderne under Holocaust. Det var europæiske ekstremister, der gjorde jøderne til syndebukke for deres egne samfunds problemer. Faktisk gav mange palæstinensere beskyttelse til jøder, der flygtede fra nazisternes rædsler.
I dag ser vi desværre, hvordan historien forsøges omskrevet. Antisemitisme fremstilles som et muslimsk eller palæstinensisk fænomen for at dæmonisere en hel befolkning og kvæle enhver kritik af Israels handlinger. Dette er en farlig og uretfærdig manipulation, der underminerer den globale kamp mod antisemitisme.
Ytringsfrihed og retfærdighed
Kritik af Israels krigsforbrydelser må ikke sidestilles med antisemitisme. Det er ikke antisemitisk at kræve retfærdighed for palæstinenserne, ligesom det heller ikke er antisemitisk at påpege de overgreb, der begås mod en undertrykt befolkning. Vi må fastholde retten til at tale frit om uretfærdigheder uden frygt for at blive stemplet eller censureret.
Kritik af Israels krigsforbrydelser må ikke sidestilles med antisemitisme. Det er ikke antisemitisk at kræve retfærdighed for palæstinenserne, ligesom det heller ikke er antisemitisk at påpege de overgreb, der begås mod en undertrykt befolkning. Vi må fastholde retten til at tale frit om uretfærdigheder uden frygt for at blive stemplet eller censureret.
Lad os stå sammen
I dag mindes vi Krystalnatten, men vi forpligter os også til at handle. Vi siger “aldrig igen” – ikke kun for Holocaust, men for alle folk, der lider under undertrykkelse og krigsforbrydelser.
I dag mindes vi Krystalnatten, men vi forpligter os også til at handle. Vi siger “aldrig igen” – ikke kun for Holocaust, men for alle folk, der lider under undertrykkelse og krigsforbrydelser.
Aldrig igen – for nogen.
Tak.
