Karen Porskrog Boisens tale ved Aarhus Universitets årsfest

Kære rektor, kære bestyrelse, kære minister og kære gæster til årsfesten 

En folkesygdom er en samlebetegnelse for sygdomme der forekommer særligt hyppigt i en befolkning. Når vi tænker på folkesygdomme så tænker vi på livsstilssygdomme som sætter deres spor med alderen. Sygdomme som hvis vi skal være ærlige, de fleste af jer der sidder her foran mig, qua jeres alder er i højere risiko for snart at udvikle end jeg er.

Men der er en folkesygdom, som jeg i højere grad er disponeret for end jer, og det er mistrivsel. Undersøgelser har vist at op mod 15% af alle førsteårsstuderende er ensomme, 25 % af førsteårsstuderende er stressede og over 30% af førsteårsstuderende er i risiko for mistrivsel. 

Mistrivsel er ligesom så mange andre folkesygdomme en sygdom der ikke skyldes én ting. 

På medicinstudiet kalder vi det en multifaktoriel sygdom, hvilket betyder at vi ikke sådan lige kan pege på én bestemt årsag til sygdommen og derfor heller ikke en bestemt behandling.
Men hvorfor er det sådan at vi studerende er i så høj risiko for mistrivsel? Hvorfor er det svært at være studerende og hvad kan vi gøre for at mindske mistrivslen? 

Jeg tror ikke at der findes ét svar på den problemstilling, men jeg vil alligevel give et bud på hvad et af svarene kunne være. 

Da jeg startede på medicin i 2019 havde jeg mange forventninger til hvad det vil sige at gå på universitetet. Gå til forelæsninger, selvstudie, flytte til en ny by og ikke mindst få nye venner. 

Livet i en universitetsby er noget andet end livet i den provinsby jeg er opvokset i. Jeg var blevet fortalt at overgangen til universitetet kunne være svær, og jeg måske kunne opleve at have udfordringer fagligt som jeg ikke havde haft før. Men tiden gik og studiestarten rullede derudaf. Jeg blev hurtigt opslugt af undervisningen og nød at lære nye ting og suge viden til mig.

Min verden blev fyldt op med læsning. 

Men ikke med meget mere end det.

Jeg havde frygtet, at det var fagligt, jeg ville være udfordret, men egentlig var det socialt jeg følte jeg havde tabt. 

Jeg besluttede mig derfor at jeg ville forsøge at skabe mig et nyt netværk. Jeg ville melde mig ind i en forening. Da det stod på under corona restriktionerne så tilmeldte jeg mig en online generalforsamling for medicinerrådet, og så sad jeg ellers der foran min skærm og inden for halvanden time var jeg blevet valgt som bacheloransvarlig for medicinerrådet. 
 

Det blev starten på noget nyt.

Medicinerrådet blev en del af min nye sociale omgangskreds. 

Gennem medicinerrådet lærte jeg ældre studerende at kende, der kunne give tips og tricks til at komme godt igennem studiet. Det gav mig lysten til at læse videre og drømme om hvordan mit liv en dag ville se ud når jeg engang skulle ud og være læge. 

Det at blive en del af en forening og et fællesskab hvor jeg følte jeg kunne bidrage med noget, gav pludselig en anden dimension til mit studieliv.

På medicin har vi foreninger for stort set alle medicinske specialer og her kan man dele sin interesse inden for fx. kirurgi, anæstesiologi eller psykiatri. Det giver mulighed for at dele sin begejstring inden for et bestemt fagligt område, på den måde formår foreninger at kombinere den faglige interesse med det sociale fællesskab. Foreningsarbejde har også lært mig meget om ledelse, bestyrelsesarbejde og vigtigheden af at bruge den stemme man har.

Foreningslivet har givet mig meningsfulde fællesskaber og stærke venskaber. Det har båret mig igennem svære perioder af mit liv og givet min hverdag lys og lyst og noget at glæde sig til. 

Jeg tror at en del af svaret på den folkesygdom som mistrivsel er blandt unge, er foreningsliv.
 

Men jeg har også kæmpet med at holde en forening i live. For at en forening kan hænge sammen kræver det ud over engagerede medlemmer støtte fra det samfund der er omkring foreningen. Nogle gange er foreninger ikke det, der bliver prioriteret højest, når der skal lægges budgetter og spares. 

Det er også noget jeg har oplevet som studerende her på AU. Da jeg startede i medicinerrådet kunne vi søge en portion fakultetsmidler som vi altid fik bevilget, men stille og roligt er faktultetsmidlerne blevet svære og svære at søge og midlerne må kun bruges til meget specifikke ting. På nogle fakulteter har man besluttet, at studenterforeninger ikke må få støtte fra private virksomheder, mens man på andre byder firmaer ind i foreningerne med åbne arme. 

Foreninger er drevet af frivillige som glædeligt lægger timers arbejde i at arrangere spændende foredrag og lærerige kurser, men foreninger kan ikke leve uden finansiering. En del af det, der tiltrækker nye medlemmer og fastholder dem i en forening, består i at kunne give gratis aftensmad eller dele præmier ud til en foreningsdag. At lave simulationstræning eller afholde foredrag er ikke gratis og hvis vi som studerende skal have råd til at deltage, så skal midler til. Hvis vi ikke kan søge dem ved fakultetet og hvis vi ikke må få støtte fra private aktører, hvor må pengene så komme fra? 

Jeg tror det er vigtigt at vi skaber et universitet hvor der er plads til et rigt foreningsliv. Derfor har jeg en bøn til jer, som sidder her i dag 

Næste gang en forening spørger om de må stjæle 2 min. af jeres forelæsning for at reklamere for deres forening til nye studerende, så sig ja! 

Næste gang en forening spørger om de må låne et lokale på AU, så sig ja! 
 
Hvis I læser en fondsansøgning eller har muligheden for at uddele økonomisk støtte til en studenterforening, så overvej et tilsagn en ekstra gang. 


Jeg drømmer om et AU hvor foreningslivet i højere grad bliver prioriteret og værdsat. Jeg tror at foreningslivet kan være én af løsningerne til at bekæmpe den mistrivsel, som mange studerende oplever, men det kræver at vi værner om det. Jeg siger ikke at foreningslivet kan stå alene i kampen om at kurere mistrivsel, men i sidste ende skal der en multifaktoriel behandling til at kurere en multifaktoriel sygdom. 

Mit navn er Karen Porskrog Boisen og jeg er medicinstuderende her på AU. 

Tusind tak ordet.