Skip to content

Kasper Dlugatch Stisens begrundelsestale til “Årets Nye Stemme 2024”

Søren Rønn

Om

Taler

Kasper Dlugatch Stisen
Talsperson for Årets Nye Stemme-juryen

Dato

Sted

DR Byen

Omstændigheder

Kasper Stisen holdt begrundelsestalen til de fem finalister til at vinde Årets Nye Stemme 2024. Vinderen blev kåret til sidst i talen.

Tale

Jeg er sikker på, at I alle kan forestille jer det. Også selvom I ikke selv kan huske jeres egen.

Under lysstofrørenes klare skær er der en anspændt stemning. Nervøsiteten bygger sig op. Det samme gør forventningens glæde. Hele hospitalsstuen står klar og lytter. Og så kommer det: Gråden. 

Højt og vrælende gråd, når et lille nyt barn kommer til verden. Den gråd er det første, ethvert menneske bruger sin stemme til. Det har vi til fælles. Endda på tværs af alle verdens lande og alle verdens sprog. 

Efter de første skrig udvikler stemmer sig i mange retninger.

Nogle bliver bløde. Som hos Ellen Hillingsø. Sådan en lyd-bogsstemme, man har lyst til at varme sine øregange med på en kold novemberaften.

Andre bliver mere skarpe. Ikke på en dårlig måde. Mere som dijonsennep til en grill-pølse. I kender helt sikkert selv den stemme, der altid skærer igennem til familiefesten. 

Og så er der de stemmer, der er tydeligere end andre. Ikke fordi de taler højere, men fordi de har en tungere vægt. Stemmer, som får andre til at spidse ører, fordi de kan sige tingene lige dét klogere og lige dét mere pudsigt. 

Det er netop sådan en stemme, vi skal hylde i dag. En stemme, der ikke er som de andre. Men som er Årets Nye Stemme 2024.

_____________________________________

Lad mig være ærlig overfor jer. Det har ikke været let at være jury. For vi blev rørte over, hvor mange kraftfulde unge stemmer, der blev nomineret.

Men da vi i juryen skulle udvælge, blev det jer fem: Ronas, Aviaya, Marie, Ibrahim og Lærke. 

Fælles for jer er, at I bruger jer selv. Jeres etnicitet, jeres kulturelle ophav, jeres alder, køn eller handicap. Det giver en autenticitet i stemmen. For det er kun jer, der ville kunne holde netop jeres taler.

I har også det til fælles, at I videreudvikler på talekunsten. Det er en ældgammel demokratisk disciplin og et håndværk, som I alle udfordrer med sprogligt overskud. 

Og så har I udvist mod og ivrighed efter at gribe ordet. Og når I har fået ordet, har I haft noget på hjerte. 

_____________________________________

Ronas
, du fanger publikum med en energisk og humoristisk talestil. ”Brormand”, ”Er du mærkelig dig” spørger du. Og lukker os derefter ind i dine sårbare refleksioner om at være Mino på Ros. Altså minoritet på Roskilde. På flot vis skaber du et fællesskab mellem taler og tilhører, som netop er i tråd med dit budskab: Om at gøre plads til forskellighed.
Aviaya, du ringer ikke hjem til din mor. Du ”facetimer med din anaana” for at ”spill the tea”. Du forbinder Danmark med Grønland. Og Rigsfællesskabet med resten af verden. Både i indhold, men også i sprog. Du er direkte og autentisk, når du i den ene sætning bruger klicheér om at være ”grønlænderstiv”. Og i den næste sætning løsriver dig og insisterer på, at Grønland både er slædehunde og snescootere.
Marie, du har et sprogligt overskud og en selvindsigt, som er få 18-årige forundt. Du forstår din rolle i samfundet, forskellige talegenrer og talesituationer. Som når du i din 1. maj tale foran hele fagbevægelsen fortæller, at for din generation er ”fagforening” et fremmedord. For din generations sprog for uretfærdighed er ikke arbejdersange. Det er hashtags på instagram.
Ibrahim, du bruger din egen gribende personlig fortælling til at sætte perspektiv på en de største konflikter i verden, Israel og Palæstina. Du sætter ord på stærke følelser. Ikke ved at pakke dem ind. Men ved at presse dem frem foran publikum. Og dog med det, du selv kalder ”en gnist af håb”
Og Lærke. Du bruger en sanselig og poetisk stil til at tale om handicap. Både om dit eget – for vi må forstå, at du har bindevæv som en netstrømpe – men også om samfundets blik på handicap. Den klaprende lyd af hestehove bliver aldrig den samme, efter du har spurgt, hvordan vi ved at lyden kommer fra en hest. Den kunne jo komme fra en zebra. 

Tusind tak til alle jer fem nominerede for nogle fremragende taler. Jeg synes, I fortjener en kæmpe hånd! ____________________________________

Vi har fundet vinderen som i Melodi Grand Prix. I Juryen har vi givet point til de nominerede. Og derefter har DR’s brugere stemt.

Afstemningen er sluttet. Så nu er der kun tilbage afsløre, hvem der bliver Årets Nye Stemme 2024?

____________________________________

Når ”Årets nye stemme 2024” taler, bliver publikum taget med i en vuggende båd. Trygt tager vi på rejse ind i en verden, som er uvant for de fleste.

”Årets nye stemme” fortæller om det svære og brutale. Så detaljeret, at det ikke er komfortabelt. Men samtidig så poetisk, at vi drages af at høre videre.

Og endelig. ”Årets nye stemme” har vist, at man ikke behøver at stå op - for at stå op for en sag. Man kan nemlig sagtens have et stærkt tungebånd, selvom man har svagt bindevæv. 

Stort tillykke til Årets Nye Stemme 2024: 

Lærke Kjær Fentz!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret