Jeg har ikke ord for den kæmpe ære det er at være her, tale og se jer alle i øjnene. Jeg lever med en sjælden bindevævssygdom, Ehlers Danlos syndrom, hvor jeg plejer at sige, at et rask bindevæv kan ses som nylonstrømper og mit som netstrømper. Derfor har jeg smerter hver dag og går nogle gange af led som en skuffe der lige hopper af skinnerne. Da jeg fik min diagnose, var det også her, jeg fik modet til at bruge min stemme omkring det at leve med et dynamisk handicap, hvor jeg nogle dage sidder i kørestol, nogle dage går med rollator og nogle dage godt kan gå korte distancer. Fordi jeg godt kunne sætte mig ind i at det var svært at forstå og det var derfor, at jeg gerne ville klæde andre på i forhold til, hvordan livet med et handicap kan være lige så nuanceret og dynamisk som et liv uden. Og Lad os i dag se nærmere på, hvordan vi i en dynamisk verden kan klæde hinanden bedst muligt på.
Jeg vil gerne fortælle om da min lillebror var barn og sagde “Mor når jeg bliver voksen, så vil jeg køre i bil over i børnehaven” så siger min mor “Men når du bliver voksen Lasse, så går du jo ikke i børnehave længere” hvortil Lasse svarer “JO mor, der går da mange andre voksne herover” Hvilke forestillinger har du haft som barn? Måske at der i gamle dage ikke fandtes farver ligesom i sort/hvid film eller Når jeg spiser kerner fra et æble, så gror der et lille træ i maven.
Hvis der er en ting vi ikke vokser fra, så er det at vi har forestillinger omkring verden.
Hvordan verden er. Både i forhold til klima, krig, konflikter og køn. Hvordan livet bliver. Både for vores samfund og os selv. For 2 år siden var jeg sikker på, at jeg lige nu ville cykle Europa rundt eller stå på ski i de norske fjelde. Men i stedet fik jeg et sæsonkort til min læge og matchende rollator med min kærestes farmor;) En flod mellem to virkeligheder, men taknemmeligheden er så stor for de mange broer af muligheder vi kan krydse i vores velfærdssamfund og demokrati som tidligere generationer har bygget.
Tidligere generationer, der har investeret i demokratiet, har kæmpet for vores frihedsrettigheder og skabt forandringer. Jeg ser, at vi i dag også er mange, der arbejder for at skubbe på vores forestillinger og virkelighed. Det gløder af vilje til at skabe forandring i samfundet, vi griber ordet, laver frivilligt arbejde og søger dialogen. Men nogle gange kan samtalen også blive til en kampplads. En kampplads, hvor vi duellerer om hvem der har ret og hvem der tager fejl. Det er her, hvor vi kun marcherer til lyden af vores egne ord og ikke bliver klogere på hinanden.
Måske kender du det at du vil vinde samtalen, men egentlig mister synet af det fælles mål; at forstå hinanden? Inden jeg skal til et møde med kommunen står jeg trippende, med hjertebanken, sliber albuerne knivskarpe og terper i argumenterne i hvorfor jeg er afhængig af den hjælp de planlægger at give afslag på, hvor min far så siger ”Lærke, det er vigtigt at du ikke ser dem som modstandere men som nogen du skal klæde på til at forstå dig” Jeg kigger på ham. Tager en dyb indånding. Det går op for mig at jeg var så bange for selv at blive bekriget, at automatisk selv gjorde klar til kamp - uden at vide om der reelt var en kamp. Det gik op for mig, at selvom jeg elsker at se debatten torsdag aften, havde jeg liiige glemt sætningen som Clement Kjersgaard siger når han åbner programmet: “Jo mere uenige du er med nogen, desto pænere skal du tale til dem”
Uretfærdigheder kan dog gøre det svært at fastholde den sobre tone, da vores retfærdighedssans kan udløse stærke bølger af følelser. Og det er vigtigt at vi sætter foden ned, men at vi også ser uenigheder og forskelligheder som et grundvilkår i vores demokrati. De er med til at skabe en nuanceret og dynamisk debat, så vi kan skubbe på vores egne og hinandens forestillinger.
Så lad os huske at uanset hvilke forestillinger vi har, er det vigtigste, at vi møder hinanden med viljen til at bære ansvaret for den gode demokratiske samtale. Sådan kan vi bygge broer mellem vores forskellige virkeligheder og skabe en bedre fremtid sammen.
Lad os huske, at vores forestillinger kan ændre sig. Lasse kom ikke til at køre over i børnehaven som voksen og jeg kom ikke til at cykle Europa rundt, men gudskelov at de forestillinger vi har, er i bevægelse. Fordi det driver os til at lytte, lære og udvikle os som samfund og individer.
Jeg er overvældet og dybt rørt over at modtage prisen som årets nye stemme. Det er en stor ære, og jeg føler mig meget ydmyg og privilegeret. Jeg vil fortsætte med at gøre mit bedste for at leve op til den tillid og anerkendelse, som I har vist mig. Tusind tak til Danske taler, P3 og Tuborgfondet, der gennem denne pris arbejder for at hylde unge talere. Jeres arbejde er uvurderlig og vigtigt.
Tak for ordet på demokratiets festdag: Grundlovsdag
