Skip to content

Kira Marie Peter-Hansens tale ved Margrete Aukens afskedsreception

Om

Taler

Kira Marie Peter-Hansen
Medlem af Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti

Dato

Sted

SF’s gruppeværelse, Christiansborg

Tale

Kære Margrete,
Så står vi her – mange af os troede nok aldrig, at denne dag ville komme. 
At du kunne finde på at stoppe og gå på pension. 
At du overhovedet kan finde ud af den slags med at trække sig tilbage.
Men, som du selv siger, så er du jo ikke 70 år længere.
---

Jeg vil gerne benytte min tale til at sige tak.Da jeg blev sendt af sted til Bruxelles i 2019, var jeg 21 år, den yngste nogensinde. 
Og de første måneder kan jeg helt ærlig ikke rigtig huske. 
Det var en stor omvæltning.
Men én ting var der og var et fast holdepunkt. 
Én person var klar med den længste række af gode råd og introduktioner til alle vores grønne kollegaer. 
Og det var dig. 
---
Du lærte mig, at 1. maj aldrig må blive til ”først til mig”.
Du lærte mig, at man aldrig må tale engelsk med skandinaver. Så hellere ikke forstå halvdelen af samtalen.
Du lærte mig, at der ingen huller er i Morten Messerschmidts uvidenhed.
Og at man hellere skal tabe ansigt end at tabe hele hovedet.
Du har lært mig en hel masse.
---
Men noget af det vigtigste, jeg tager med fra dig, det er inspiration.
Inspiration til en måde at være politiker på, som mange desværre har glemt.
Hvor man kan mærke hele vejen ud gennem TV’et, hvad du mener.
Og hvor du oprigtigt tager sager på dig og sætter ALT ind på at gøre noget.
Uanset om det er en lille, syg dreng, der sidder i en fangelejr i Syrien, eller om det er EU-Kommissionen, der ikke vil lægge kontrakter om coronavacciner frem i lyset.
Som din bror sagde: ”Hun vil ikke lade sig diktere, hverken af partidisciplin, taktiske hensyn eller strategiske overvejelser. Hun er i politik for at kæmpe for det, hun tror på, ikke for magten og æren,« 
---
Hvis jeg er så heldig at blive valgt igen, så skal jeg vænne mig til en hverdag uden dig.
Det bliver mærkeligt – og det bliver helt sikkert mere stille.
Men som jeg sagde i starten, så tvivler jeg på, du kan finde ud af at gå på pension.
Og selvom jeg synes, du skal huske og slappe lidt af, så er jeg glad for, at du nok ikke kan trække dig helt.  
Jeg er nemlig ikke færdig med at vende sager med dig.
Og med at blive inspireret af dit engagement og din ærlighed.
TAK Margrete.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret