Skip to content

Knud Vincents tale til H.M. Dronning Margrethe II i anledning af sensommertogtet

©Slagelse Kommune

Om

Taler

Knud Vincents
Borgmester i Slagelse Kommune

Dato

Sted

Byrådssalen, Slagelse Rådhus

Omstændigheder

Kursiverede noter er talers egne [red.]

Tale

Deres Majestæt. Kære Byråd. Kære Gæster.
Jeg vil på vegne af byrådet og resten af Slagelse Kommune byde Deres Majestæt hjertelig velkommen her til Slagelse Rådhus.

Det er en stor glæde for os, at netop Slagelse Kommune er en del af sommertogtet. Vi har alle set meget frem til Dronningens besøg.

Vi er beæret over, at få muligheden for - over to dage - at vise Dronningen noget af det, som vi har at byde på, og som vi er stolte af her i Slagelse Kommune.

Vi er en stor kommune. Med knap 80.000 borgere og sammenlagt af de fire tidligere kommuner; Slagelse, Korsør, Skælskør og Hashøj. I løbet af de to kommende dage vil vi vise Dronningen rundt i både byer og i landdistrikter.

Det har ikke været nemt at sammensætte programmet for Dronningens besøg. For når man vælger noget til, så vælger man som bekendt noget andet fra.
Og vi har rigtig meget, som vi er stolte af og gerne vil vise frem.
Vi er en kommune som hylder mangfoldigheden. Vi arbejder ad mange spor og vi favner bredt. Her er plads til forskelligheder. 
Det ser man også, når man besøger vores tre store byer Slagelse, Korsør og Skælskør, som hver især har noget forskelligt og særligt at byde på.

Slagelse er en af Sjællands største byer med et rigt erhvervs- og kulturliv. Vi er studieby med 8000 studerende og et alsidigt og voksende studiemiljø. Vi er et knudepunkt for læring og uddannelse, job og karriere.

I naturskønne Skælskør mærker man det sprudlende kulturliv med rigtig mange udøvende kunstnere

Og i Korsør betages man af det rustikke havnemiljø og de maritime oplevelser langs den attraktive kyststrækning. Vi er glade for, at Forsvaret valgte at markere Dronningens 50 års regeringsjubilæum i farvandet ud for Korsør og på Flådestation Korsør. 
Hånd i hånd med forskelligheder følger også et behov for fællesskab og samhørighed

Netop fællesskaber og samhørighed oplever vi især på vores øer og aktive landsbysamfund.

Vi kunne nemt have planlagt en uges program rundt i vores kommune. Men det er som bekendt også godt at have noget til gode.

Vi har derfor sammensat et mangfoldigt program i samarbejde med de mange besøgsværter, som Dronningen vil møde de kommende dage.

Vi ser frem til at vise Dronningen besøgssteder, hvor der vil være fokus på innovation, fællesskaber, læring og festlige indslag.

Med de ord vil jeg endnu engang byde Deres Majestæt rigtig hjertelig velkommen til Slagelse Kommune. Jeg ser frem til at vise vores smukke kommune frem.

Nu vil Byrådsmedlemmerne præsenterer sig og enkeltvis hilse på Dronningen. Vi starter herovre fra (peg til højre)

Efter sidste Byrådsmedlem har præsenteret sig.

Jeg vil på hele byrådets vegne kort præsentere to gaver fra Slagelse Kommune.

Den ene gave rækker tilbage i historie. Det er en fotobog lavet af Slagelse Arkiverne med billeder fra tidligere royale besøg i Slagelse Kommune og de tidligere sammenlægningskommuner.

Den anden gave er mere nutidig, da det er en Rakugine, som er særligt fremstillet til Dronningen af lokale kunstnere fra Skælskør. Dermed rækker gaven også lidt ind i fremtiden, da besøgene i morgen bl.a. går til Skælskør, som er kendt for sit meget udøvende kunstneriske miljø.

Jeg håber, De vil finde glæde i bogen og rakuginen. Der vil være lejlighed til at studere begge ting lidt nærmere om lidt.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret