Kære minister, dear international guests, kære forsamlede
Lad mig allerførst takke dig, Mogens, for at du som Minister for ligestilling, og som regeringens koordinator på LGBTI+-området, har ønsket på regeringens vegne at være vært for denne reception i anledning af Copenhagen Pride Week 2019.
Vi er meget taknemmelige for, at regeringen har valgt at fortsætte traditionen med at invitere LGBTI+-miljøet i anledning af Copenhagen Pride Week – vi ser det som et udtryk for, at I er af den opfattelse, at LGBTI+-området er et politikområde, som regeringen tager alvorligt, men også at når vi holder pride i Danmark, så er det noget, vi alle deltager i – fra den mindste græsrodsaktivist og til de, der sidder på vort lands fremmeste poster.
Og med dig, Mogens, har vi for første gang en selvidentificeret LGBTI+-person i stolen – med ansvaret for vores område. Det tror vi er godt – fordi du selv sidder med den uvurderlige minoritetserfaring, som der ofte skal til for helt grundlæggende at forstå, hvad dette handler om. Det forpligter. Og herfra i dag skal du også have at vide, at vi har store forventninger til dig og den regering, du er en del af.
Det er vores forventning, at LGBTI+-sagen er vi i fællesskab ambitiøse på – og vi er, håber jeg, i fællesskab fast besluttede på, at når der er pride i Danmark, så skal der være noget at fejre. Der skal være sket fremskridt og forbedringer af LGBTI+-personers vilkår og stilling i samfundet i forhold til året før, og vi skal både hylde vore fremskridt og gøre status over den vej, vi endnu har at gå. Tidligere regeringer har brugt denne lejlighed til at lancere nye indsatser på LGBTI+-området – men jeg vil gerne udtrykke vores forståelse for, at I ikke i år, allerede her to måneder og en sommerferie efter valget, står med et lovkatalog på plads.
Mange kampe er kæmpet, og mange sejre vundet. Kampen for, at hvert enkelt menneske i verden har frihed til at få opfyldt sine drømme, er dog langt fra vundet. Derfor arbejder vi videre og kæmper de politiske kampe lokalt, nationalt og globalt. Vores mål er stadig frihed, lighed og solidaritet – for alle.
Det kunne være uddrag af en tale, jeg havde holdt eller sakset fra Copenhagen Prides værdigrundlag – men rent faktisk er citatet fra Socialdemokratiets egen hjemmeside.
Vi vil arbejde sammen med jer for at opnå målet om en mere fri, mere ligestillet og mere solidarisk verden – for alle – også for LGBTI+-personer – og vi vil stille jer til regnskab, når vi synes, I ikke lever op til det ambitionsniveau, vi forventer af jer.
Jeg er klar over, at I er en del af det satspuljeforlig, som har manifesteret sig i handleplanen med 42 konkrete indsatsområder. Men som jeg også sagde sidste år: Så tilfredse vi end er med den plan, så kan den ikke fungere som et hold kæft-bolche, men en inspiration til at gøre endnu mere. Vi stoler på jer, når I taler om frihed, lighed og solidaritet – for alle.
Vi ser frem til at blive inviteret til bordet og benyttet som sagkundskab i formuleringen af nye ambitioner og initiativer.
Og vi glæder os til den opfølgning, der forhåbentlig kommer på den lovgennemgang, som sidste år igangsattes, på indsatsen, justitsministeriet igangsatte for at bekæmpe hadforbrydelser og ikke mindst til, at der om føje tid indføres juridisk kønsskifte for transkønnede børn. Her er tale om en reversibel løsning på et strukturelt problem, skabt af et binært CPR-register – ikke af de børn, som ikke passer ind i strukturen.
Med forslaget om juridisk kønsskifte for transkønnede børn er der virkelig en enestående mulighed for ikke blot at understøtte behovet for frihed for den enkelte, for lighed til at være tryg i sit børneliv og til at udvise solidaritet med en gruppe, som ikke selv har stemme, men som har så inderligt brug for, at vi alle taler for dem. Frem for alt er her muligheden for at gøre noget, som helt grundlæggende er ordentligt og godt!
Som vil skabe trygge børn, som trives, frem for ængstelige børn, som isolerer sig fra deres kammeraters fællesskab. Som anerkendes som de pragtfulde unger, de er, frem for konstant at skulle slås med andetgørelse.
For alle os andre betyder det intet, dersom transkønnede børn får lov til at skifte til et CPR-nummer, som stemmer overens med deres identitet og måde at repræsentere på, men for det enkelte barn, betyder det alt.
Og herfra skal der lyde en opfordring til, at man lytter til børnene og deres forældre og indfører mulighed for juridisk kønsskifte uden aldersbegrænsning. For der findes ikke en alder, i hvilken man er trans nok til, at man har behov for at få sit køn anerkendt.
Jeg håber desuden, Mogens, at Danmark med dig i spidsen for LGBTI+-området også vil føre en mere aktivistisk udenrigspolitisk satsning på området, så vi ser danske ambassader, konsulater og kulturinstitutter engagere sig endnu kraftigere i prides og LGBTI+-kulturfestivaler mv. over hele verden.
Der er så mange rundt i verden, som har behov for vores støtte, og hvis vi kan sikre, at Danmark gennem økonomisk støtte, ved at stille rum og huse til rådighed for aktivister og ved aktivt at slutte op om arrangementer i hele verden er med til at øge sikkerheden for aktivisterne og give bedre garantier for, at arrangementerne faktisk kan afholdes, så er det et meget vigtigt bidrag til vores samlede kamp.
Vi står om føje år med et gigantisk internationalt event. Vi har tiden fra nu og til da til på alle måder at vise, at Danmark er fuldkommen opsat på denne dagsorden, og vi ser frem til, at også denne regering yder os den støtte til afholdelsen af arrangementet, vi har bedt om – såvel økonomisk, som i form af hjælp til logistik, planlægning, promovering osv. Vi har været enormt glade for den moralske støtte – men vi har behov for mere end det.
Det ved jeg, vi ikke er uenige om. Og jeg ser frem til at mødes med dig, Mogens, og med statsministeren med henblik på at drøfte netop disse ting.
Vi står her i dag – midt i Copenhagen Pride Week og kan skåle med hinanden og ønske hinanden god pride – i tryghed, i sikkerhed og med opbakning fra hele det danske samfund.
Det er tid at minde hinanden om, at det er en usædvanlig situation i verden – og at den sikkerhed, som er vor – er særegen og bemærkelsesværdig. Derfor skal vores skål nu og vores fest i den kommende uge også foregå i bevidstheden om, at den skal forandre noget.
Det er det, vi hæver vore glas for. Den forpligtelse. Den ed.
God pride alle sammen.
Tak, fordi I kæmper sammen med os.